Mit Nørrebro
130 år med arbejderkamp, fest og faner på Nørrebro

130 år med arbejderkamp, fest og faner på Nørrebro

Kampdag i coronaens skygge: 1. maj har altid været en festdag på Nørrebro, men i år må vi undvære sammenkomsterne og optoget med de røde faner ned gennem Nørrebrogade. Til gengæld har vores historieskribent Poul-Erik Pløhn set tilbage på den 130 år gamle tradition.

Topfoto: Thorvald Stauning i spidsen for 1. maj demonstration i 1925. Ukendt fotograf, Arbejdermuseet.

Som gammel arbejderbydel har Nørrebro altid summet særligt af liv lige netop 1. maj.

Arbejdernes Internationale Kampdag/Festdag har i generationer været dagen, hvor mange af Nørrebros beboere begav sig til Fælledparken for at nyde synet af de mange de røde faner, lytte til taler og musik og ikke mindst drikke kolde øller og spise varme pølser.

Allerede i de tidlige morgentimer er mange af deltagerne troppet op til morgenkaffe og møder i de lokale fagforeninger og politiske partiforeninger for derefter at gå med de røde faner gennem Nørrebros gader til Fælledparken.

Beslutningen om at gøre 1. maj til international kampdag for alle arbejdere blev truffet i Paris den 1. maj 1889 på den stiftende kongres for Anden Internationale, en organisation bestående af socialist- og arbejderpartier fra hele verden (dog hovedsageligt fra Europa.)

Det efterfølgende år demonstrerede arbejdere i hele Europa på dagen. 

1. maj-optog på Nørrebrogade 1914. Ukendt fotograf, Det Kongelige Bibliotek.

Forberedelserne til det første danske 1. maj-arrangement begyndte i september 1889. I spidsen stod formanden for de københavnske fagforeninger, Jens Jensen, og Socialdemokratiets formand, P. Knudsen.

Herefter fik store dele af fagbevægelsen indført, at arbejderne havde krav på at have fri den 1. maj. Kampen for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile var helt frem til 1920 den vigtigste parole til 1. maj.

Den 1. maj 1890 blev den første kampdag afholdt i Danmark. Det foregik på Nørre Fælled , da politiet havde forbudt arbejderne at demonstrere i gaderne.

Fra 1902 til 1912 brugte de socialdemokratiske arbejdere Søndermarken og Rosenborg Have til deres 1. maj-møder, men 1913 stod den nye Fælledpark færdig, og 1. maj kunne igen fejres her.

En af nyskabelserne i den nye park var en talerstol hugget ud i den kæmpe sten, man fandt, da der blevet gravet ud til parkens sø. LO’s formand, Carl F. Madsen, var den første taler, der samtidig indviede stolen.

Socialdemokratisk sejrsfest

I 1921 og 1922 arrangerede den socialdemokratiske arbejderbevægelse kun møder i Fælledparken – demonstrationstog gennem gaderne afstod man fra.

I 1924 mødte 50.000 mennesker op i Fælledparken for at hylde den første og netop tiltrådte socialdemokratiske regering. Mødet blev en stor sejrsfest, og forventningerne var så store, at statsminister Stauning måtte dæmpe gemytterne og minde om, at regeringen ikke havde flertal i Landstinget, der stadig kunne blokere for gode socialdemokratiske reformer.

Det var ikke uden grund, at kravet denne 1. maj var en 8-timers arbejdsdag fastsat ved lov, nu når regeringen var nøsocialdemokratisk.

.

1. maj 1925 blev den største maj-fest i 1920’erne. Den københavnske arbejderbevægelse gik i optog gennem gaderne, fra Københavns Grønttorv til Fælledparken. Her samledes mellem 100.000 og 150.000 mennesker. Det store antal skyldtes, at Dansk Arbejdsmandsforbund var ude i en storkonflikt, der både truede sammenholdet i fagbevægelsen og den socialdemokratiske regering.

Fra 1925 blev det almindeligt med to 1. maj-møder i Fælledparken, et socialdemokratisk og et kommunistisk.

Under besættelsen blev alle 1. maj-møder og demonstrationer aflyst, men efter krigen blev de genoptaget.

I 1968 begyndte et ny parti, Venstresocialisterne, at deltage i 1. maj-møderne i Fælledparken, og året efter blev partiet arrangør af et eget arrangement.

Fire arbejderpartier skabte gigantisk festdag

Folketinget havde i 1975 fire arbejderpartier: Socialdemokratiet, SF, DKP og Venstresocialisterne, som alle havde 1. maj-møder i Fælledparken. Med flere arrangører med hver deres arrangement, blev 1. maj en gigantisk festdag, hvor man kunne høre talere det ene sted, lytte til musik et andet sted, få underholdning et tredje sted og mad og drikke et fjerde sted.

I 1981 startede også Fremskridtspartiet med 1. maj-møder i Fælledparken. I 1983, hvor der var 120.000 tilhørere, blev det for meget for socialistiske demonstranter, der overdængede lederen, Mogens Glistrup, med æg og maling og drev partiet ud af parken.

Siden har kampen for arbejderklassens rettigheder flere gange udviklet sig til rent fysiske kampe, som har gjort dagen travl for politiet – især når festlighederne i Fælledparken sluttede.

Tonen har ikke altid været lige pæn til de senere års 1. maj-træf i Fælledparken. Foto: Lars Christian Vibild, larsvild.dk

I februar i år – en uges tid inden den første dansker blev konstateret smittet med den nye coronavirus – meldte den socialdemokratiske partileder og statsminister Mette Frederiksen ud, at hun ikke ville holde tale i Fælledparken 1. maj i år, fordi der netop har været flere tilfælde af uroligheder til de seneste års arrangementer.

Til gengæld deltager hun – i lighed med SF’s og Enhedslistens partiformænd – med en hilsen i Fagbevægelsens Hovedorganisations virtuelle 1. maj-fejring. Denne fejring foregår på blandt andet Facebook Live ra klokken 10 fredag og indeholder også musikalske indslag, fx med sangerinden Pernille Rosendahl, der synger ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’.

Og teksten til den sang – der om nogen forbindes med 1. maj – får du lige her, så du kan synge med hjemme fra stuen:

‘Når jeg ser et rødt flag smælde’

Tekst: Oskar Hansen. Melodi: John Madsen

Når jeg ser et rødt flag smælde
på en blank og vårfrisk dag,
kan jeg høre det sælsomt fortælle
om min verden, mit folk og min sag.
Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen,
mens det kogler af kraft i mit mod,
thi det flag, der nu smældende når himlen,
er jo rødt som mit brusende blod

Jeg har anet slægters striden
imod fremtids fjerne mål.
Jeg har set trælletoget i tiden
blive mænd bag ved kampfanens bål.
Jeg har set den i blafrende storme,-
jeg har elsket dens flammer i strid,
og bag den så jeg arbejdshænder forme
verden om til en lysere tid.

Jeg har set min fader ranke
ryggen op i flagets brus.
Jeg har lyttet og hørt hjertet banke
i dets stolte, befriende sus.
Jeg har elsket dets farve fra lille,
da min mor tog mig op på sit skød
og fortalte mig manende og stille
om en fane så knitrende rød.

Det er sliddets slægters fane
over fronten vid og bred.
Den skal ungdommen ildne og mane,
den skal knuse hvert grænsernes led.
Den var forrest i fredelig færden,
den var forrest i stormklokkens klemt
den er fanen, der favner hele verden –
i dens folder er fremtiden gemt.

Kilde: Arbejdermuseet.

X