MN logo rgb web 300x77
2200 x skål! Vind gratis øl til dit Nørrebro-event

2200 x skål! Vind gratis øl til dit Nørrebro-event

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Nørrebro Bryghus udlodder i uge 37 et antal øl svarende til bydelens postnummer: 2200 stk. Eneste krav for at komme i betragtning er, at du holder et arrangement, der har noget med Nørrebro at gøre.

Arkivfoto: Lars Vibild, larsvibild.dk

Skal du holde fest i andelsforeningen, vil du starte en ny strikkeklub på Blågårds Plads, eller har du og vennerne aftalt at mødes for at tælle antallet af træer i Nørrebroparken?

Så gælder det om at få skudt en ansøgning af sted til Nørrebro Bryghus – i hvert fald, hvis du synes, det ville være rart at få gratis øl til dit arrangement.

I uge 37 donerer bryghuset nemlig 2200 økologiske øl til arrangementer, der på en eller andet måde hører under temaet Nørrebro.

“Arrangementet skal ikke nødvendigvis afholdes på Nørrebro, men det er et plus, at det foregår i postnummer 2200,” lyder det i en pressemeddelelse fra bryghuset, som dog også er åbne for, at man vil donere øl til arrangementer i fx Slagelse, hvis der eksempelvis er tale om et foredrag om Nørrebros historie.

Ansøg inden 15. september

Grunden til den flydende donation er ifølge bryghuset – der har ligget i Ryesgade siden 2003 – at det er vigtigt for dem at være en aktiv del af lokalmiljøet.

“Vi er helt tossede med Nørrebro og al den kultur og det liv, som du finder her. Nørrebro er for alle, uanset hvem man er, og vi elsker alt det, som vores bydel giver os gennem såvel mennesker som foreninger og virksomheder. Det synes vi er værd at fejre – og eftersom vi er et bryghus, mener vi, at de bedste fejringer foregår med en øl i hånden,” udtaler Nørrebro Bryghus’ administrerende direktør Martin Thomsen.

Rent praktisk foregår udlodningen sådan, at du frem til 15. september kan søge om en donation til dit arrangement på Nørrebro Bryghus’ hjemmeside.

Efterfølgende vil bryghusets repræsentanter læse ansøgningerne igennem og udvælge vinderne af de 2200 øl.

Kravene til ansøgningen er følgende:

1. Arrangementet skal have en tilknytning eller tilgang til noget, der har med Nørrebro at gøre. Nørrebro Bryghus ser også helst, at arrangement bliver afholdt på Nørrebro.
2. I ansøgningen skal det præciseres, hvad arrangementet går ud på samt dets tilknytning til Nørrebro
3. Selskabet skal være fyldt 18 år.
4. I ansøgningen skal der oplyses et omtrentligt antal deltagere.
5. Du/I skal selv være i stand til at afhente øllene på Ryesgade 3.

Related Articles

X