MN logo rgb web 300x77
3 x 2200: Smagfulde spyd til årets første dag (og alle andre dage)

3 x 2200: Smagfulde spyd til årets første dag (og alle andre dage)

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Tømmermænd, dovenskab, længslen efter noget andet end fad julemad? Smagfulde spyd fra eksotiske køkkener, leveret lige til din dør, kan være netop det, der giver dig den ultimative start på 2021…

Godt Nytår!

Selvom corona gjorde årets nytårsfest mindre end normalt, tager jeg et vildt gæt på, at du hverken gider selv at lave mad eller i det hele taget at bevæge dig ud efter noget at spise i dag?

I givet fald passer det på forunderlig vis godt sammen med, at 2020 var året, hvor vi ad flere omgange måtte enten helt undvære cafe- & restaurantbesøg eller foretage dem under strenge restriktioner.

For vi har jo fået tudet ørerne fulde af, at vi skal støtte lokalt, ikke mindst hvad gælder vores restaurationer – og jeg hyler i kor og kan kun understrege, at det fortsat gælder!

Så hvorfor ikke beslutte os for, at vi starter den første dag i 2021 – efter at vi har sovet ud og vinket farvel til det år, som de fleste gerne ønsker hen, hvor kragerne vender – med at bestille take away leveret til døren?

Nytårsdag rækker fantasien ofte ikke til andet end pizza eller burger, så jeg iler med et alternativ til både det og den klassiske julemad, som vi på dette tidspunkt af året er ved at have fået rigeligt af:

3 lækre spydretter fra lokale restauratører, der alle tilbyder takeout med levering her på den første dag i 2021:

Kösem, Nørrebrogade 186

Når lysten til lammespyd melder sig, kommer vi ikke udenom Kösem.

De laver nogle fantastiske lammespyd – Shish lam i Durum til kr. 94,- og deres Mix Grill, hvis man er flere, er et sikkert hit.

Jeg fik det forleden som takeout. Det smager hver gang af mere.

Orker du ikke selv at stavre ned i restauranten på Nørrebrogade, kan du bestille Kösems mad via Wolt.

Beyti, Blågårdsgade 1

Inden nedlukningen indtog jeg så ofte som muligt frokost hos Beyti ved det lille bord i hjørnet, men med opsatte plastikskærme og mundbind blev det efterhånden så som så med hyggen, for det mindede om alvoren og de bagvedliggende grunde.

Værre blev det, da man slet ikke længere måtte opholde sig der ud over bestilling og afhentning.

Men du skal ikke gå glip af favorit-grillspyddene, selvom du måske synes, at det er koldt, og det rusker udenfor. Du kan bare bestille levering – Beyti skriver på deres hjemmeside, at de bestræber sig på at være hurtige, når de bringer ud af huset.

Poporoya, Blågårdsgade 35

I den anden ende af Blågårdsgade, på hjørnet over for Netto, finder man Poporoya.

Her kan man bestille sushi, men de har også et fint udvalg af spyd, fx kan man for kr. 45,- få 2 kyllingespyd med forårsløg, teriyaki og spicy sauce.

Du kan bestille spyddene til levering på Just Eat – indehaveren lover at have åbent nytårsdag, men anbefaler, at man bestiller i god tid, da der er mange, som benytter sig af forudbestilling og levering.

Et P.S. fra madskribenten:

Jeg opfordrer hermed Nørrebros takeaway/takeout steder til at have en leveringsløsning klar og reklamere med den på jeres hjemmeside og Facebook, så det er nemt og bekvemt for kunderne at få overblik over mulighederne.

Min påstand er, at takeaway-kunderne er mere troløse end gæsterne i restauranterne – der skal ikke være for mange forhindringer ved en online-bestilling, føre man hurtigt har klikket videre. Blot et ønske og en venlig opfordring!

Camilla Plougsted er uddannet sommelier og har de seneste seks år boet på Nørrebro, hvor hun via sit firma Nordic Sommelier Academy i Ryesgade bl.a. samarbejder med det lokale spiseri Send Flere Krydderier.

Related Articles

X