By På denne dag for 76 år siden kom en meddelelse, som mange danskere havde håbet på: Danmark var atter frit.
Denne artikel blev første gang bragt i Mit Nørrebro 4. maj 2019 og er blevet opdateret mht. års dato og antal år gået siden befrielsen.
Hvis man går lidt rundt i Nørrebros gader denne aften, den 4. maj 2021, vil man kunne se enkelte vinduer med levende lys – en gammel tradition, der startede for 76 år siden, da Danmark så helt anderledes ud.
4. maj 1945 sad mange danskere foran radioapparatet og lyttede til BBC fra London.
Journalist og speaker Johannes G. Sørensen var midt i oplæsningen af nyhederne, da et andet medlem af den danske redaktion hos BBC kom løbende ind i studiet og afbrød ham med ordene: “Montgomery … kapitulation i Nordvesttyskland, Holland og Danmark … sig det!”.
Efter en kort pause tændte Johannes G. Sørensen igen for mikrofonen og sagde de berømte ord: “I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.” Klokken var 20.36.
Kapitulationen, som blev meddelt af den britiske feltmarskal Montgomery denne aften, trådte først i kraft den 5. maj klokken 8 om morgenen, men allerede få minutter efter radiomeddelelsen blev gaderne fyldt med jublende mennesker, der sang og dansede og omfavnede hinanden.
De forhadte mørklægningsgardiner blev revet ned og brændt af i gaderne, og der kom levende lys i vinduerne.
Den 5. maj klokken begyndte alle landets kirkeklokker at ringe. I en time ringede de freden ind.
Mange havde frygtet, at tyskerne ville nægte at overgive sig, og at en allieret invasion med en ødelæggende kamp ville lægge store dele af landet i ruiner. Lettelsen og glæden var derfor enorm, og fejringen af befrielsen fortsatte det meste af sommeren med fester, parader og folkemøder.
Voldsomme ildkampe på Nørrebro
I månederne op til befrielsen var det danske samfund under nedslidning og opløsning.
Landet havde ingen regering, politiet var blevet opløst 19. september 1944, og kriminaliteten var steget voldsomt.
Til erstatning for det danske politi havde tyskerne indsat Hipo-korpset (Hilfspolizei), som bestod af danskere, der som oftest havde en fortid i Frikorps Danmark eller Schalburg-korpset. På Nørrebro havde de indtaget politistationen på Fælledvej.
Hipo-korpset tog sig nu ikke af almindelige politiopgaver, men deltog mest i sabotagebekæmpelse og brugte ellers meget af tiden på at provokere og lade sig provokere af befolkningen, hvilket ofte førte til sammenstød og også grovere vold.
Som de andre nazistiske korps var Hipoerne stærkt forhadte. Hipoerne tog også del i de vendettalignende kampe, som Schalburg-korpset og modstandsbevægelsen førte.
De store byer, og ikke mindst Nørrebro, var præget af kampe mellem modstandsfolk og dansk-nazistiske korps som Schalburg-korpset og Hipo, og voldsomme ildkampe blev en daglig begivenhed.
Modstandsbevægelsens sabotage mod virksomheder, der arbejdede for tyskerne – bl.a. Titan – blev straks besvaret af Schalburg-korpset, og adskillige adresser på Nørrebro blev ramt af deres håndgranater, bomber og ildspåsættelser.
Blandt de mange kan nævnes Restaurant Sevilla i Blågårdsgade, typografernes hus i Ewaldsgade, restaurant Det Rene Glas på Nørrebrogade og Studentergården på hjørnet af Tagensvej og Fensmarkgade.
Beslaglæggelse af bydelens skoler
Månederne op til befrielsen blev også præget af det store antal tyske flygtninge, der kom til landet.
Der skulle gøres plads til næsten en kvart million mennesker, og skoler og andre offentlige steder blev derfor beslaglagt af besættelsesmagten.
På Nørrebro blev næsten alle skoler beslaglagt, og eleverne måtte undervises alle mulige steder, hvor man kunne finde plads. I Folkets Hus på Jagtvej 69 blev mere end 500 flygtninge stuvet sammen.
De tyske flygtninge var langtfra velkomne.
“De skal ikke mærke den ringeste medynk, og de skal vide, at som de selv har redt, skal de komme til at ligge”, skrev det illegale blad Information den 4. april 1945 – en holdning, de fleste danskere delte. Man så flygtningenes ankomst som et nyt tysk overgreb.
De fleste skoler blev rømmet et par måneder efter befrielsen, og de tyske flygtninge blev samlet i større lejre. De sidste forlod Danmark i 1949.
Mindeplader for afdøde modstandsfolk
Mange steder på Nørrebro satte man efter befrielsen mindeplader op over de modstandsfolk, der mistede livet under besættelsen. Det var hovedsageligt bydelens skoler, der satte mindepladerne over tidligere elever og lærere:
• Baldersgade 3, Atlasfabrikken: Preben Aage Rathlau Larsen, 1922-1944.
• Hans Tavsens Gade 5, Hellig Kors Skole: Knud Larsen, 1911-1944.
• Jagtvej 34, Jagtvejens Skole: Egon Lykke Nielsen, 1916-1944.
• Kapelvej 42, Kapelvejens Skole: Niels Alexander von Wendt Rahbek, 1916-1944.
• Sankt Hansgade 25, Sankt Hans Gades Skole: Carl Kjærrumgaard Jørgensen, 1909-1945 – Ove Rudolf Hjalmar Øster, 1917-1945.
• Sjællandsgade 10, Sjællandsgades Skole: Poul Emil Mathiesen, 1923-1945.
• Struenseegade, Metropolitanskolen: Emil Balslev, 1913-1944 – Poul Erik Gerner-Mikkelsen, 1916-1945 – Jørgen Juel Jensen, 1912-1944 –Peter Bogstad Mandel, 1924-1945 – Otto Adolph Melchior, 1904-1945 – Poul Emil Gerner Mikkelsen, 1916-1945 – Erik Bondo Svane, 1911-1945 – Erik Henning Gunnar Widding, 1912-1945.
Endvidere sattes en mindeplade på ejendommen Nørrebrogade 156, hvor Frihedsrådet holdt sit første møde den 16. september 1943.
Traditionen med at sætte levende lys i vinduet 4. maj er desværre langsomt ved at ebbe ud, ligesom der heller ikke længere bliver holdt to minutters stilhed den 9. april klokken 12. Det var ellers ifølge lokale iagttagere et betagende syn, når al trafik gik i stå, og alle standsede op og mindedes de fem mørke år.
