MN logo rgb web 300x77
Rolig nu: priserne på Nørrebros lejligheder har sat farten ned

Rolig nu: priserne på Nørrebros lejligheder har sat farten ned

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Efter flere års bratte stigninger i lejlighedspriserne er der det seneste år sket en opbremsning på det nørrebroske boligmarked – en udvikling, som formanden for Nørrebro Lokaludvalg betegner som glædelig.

Arkivfoto: Mit Nørrebro

Gennem det seneste årti er priserne på ejerlejligheder på Nørrebro steget til det dobbelte. Men nu ser vi ud til at have nået et foreløbigt mætningspunkt.

Nye tal fra Boligsiden viser, at gennemsnitspriserne på ejerlejligheder (minus projektsalg) det seneste år er steget i alle Københavns bydele, men at Nørrebro er et af de steder, hvor prisstigningen har været mindst:

Med en stigning på 2,0 procent ligger vi nu nede på en 12. plads blandt samtlige 14 bydele.

I perioden 2011-2020 har vi ellers hamret derudad med en fordobling af ejerlejlighedspriserne, hvilket har indbragt os årtiets samlede 3. plads på byens prisstigningsliste.

“Lejlighedspriserne på Nørrebro steg markant i årene fra 2012 til 2017, og det er en logisk følge af de høje prisstigninger i de år, at kurven nu de seneste år er fladet lidt ud,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, der har udarbejdet oversigten over prisudviklingen i de forskellige københavnske bydele for Berlingske.

Hos Boligsiden peger man på den kendte ’ringe i vandet’-effekt, der får priserne til først at stige i Indre By for derefter at ’skvulpe videre’ til brokvartererne – og nu også til områderne længere ude:

“Prisstigninger i den størrelsesorden, som vi har set på Nørrebro, ser vi nu i Nordvest i stedet. Nogle købere vælger simpelthen at købe en lejlighed i Nordvest for at få en billigere bolig. Det har betydning for efterspørgslen og dermed også for priserne i de to bydele. Nu ser vi så en prisstigning fra sidste år til i år på to procent på Nørrebro, og det vidner om et boligmarked i balance,” siger Birgit Daetz.

Med til at bibeholde diversiteten

Hos Nørrebro Lokaludvalg ser formand Mogens ’Mugge’ Jensen opbremsningen i prisstigningerne på Nørrebro som en glædelig nyhed:

“Der er jo nok en del mennesker på Nørrebro, der er kede af, at priserne ikke stiger mere lige nu – men det er jo dem, der er på vej væk herfra. Og de var sikkert glade, da de i sin tid kunne købe til en lavere pris, end hvad de skulle betale i de andre brokvarterer. Men som lokaludvalgsformand glæder jeg mig over, at vi kan tilbyde boliger, som flest mulig har råd til, fordi det er med til at bibeholde den diversitet, som vi er så glade for,” siger han.

Læs også: Ejerlejligheder på Nørrebro falder i pris (men ikke længe)

For Mogens Petersen kommer det ikke som en overraskelse, hvis boligprismålet her i bydelen nu er ved at være nået for en periode:

“På et tidspunkt har vi haft mange andelsboliger, som går til valuarvurderingen, og der kom det altså op i et niveau, som ikke havde bund i virkeligheden. Og måske er det også det, der er ved at slå igennem,” siger han og uddyber:

“Der har jo været andelsforeninger, der har haft problemer med at sælge lejlighederne, fordi de var blevet for dyre i forhold til, hvad de var værd. Det sker jo typisk i perioder, hvor priserne ræser opad – at alle tror, at guldet falder ned fra himlen. Men det gør det jo sjældent.”

Prisudviklingen i de københavnske bydele 2011-2020

Priserne er for ejerlejligheder – og fraregnet projektsalg, da der er stor forskel på, hvor meget nybyggeri der er i de forskellige bydele, hvilket kan gøre det svært at lave en reel prissammenligning.

Alle bydele i København har oplevet store prisstigninger de seneste 10 år, ikke mindst i perioden 2014-2017. Men siden er kurven for Nørrebro begyndt at flade ud, og sidste år udgjorde prisstigningen på ejerlejligheder på Nørrebro med 2,0 procent den tredje laveste stigning blandt de 14 københavnske bydele. Grafik: Elisabeth Schioldann von Eyben, vonedesign.dk

Related Articles

X