MN logo rgb web 300x77
Politi: Knivdrab var ikke tilfældigt – flere gerningsmænd søges

Politi: Knivdrab var ikke tilfældigt – flere gerningsmænd søges

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Politiets foreløbige efterforskning tyder på, at drabet på en 26-årig syrisk mand skete efter aftale med mindst en anden gerningsmand end den anholdte, fremgik det af sigtelsen til torsdagens grundlovsforhør.

Topfoto: Fra onsdag aftens fredelige borgerdemonstration ‘Vi tager gaderne tilbage’. Foto: Lars Vibild, larsvibild.dk

Da en 26-årig mand tirsdag aften blev stukket ned i Hans Tavsens Gade, var der efter alt at dømme ikke tale om et tilfældigt møde, der udviklede sig fatalt.

Det fremgår af sigtelsen mod den 21-årige mand, der onsdag aften blev anholdt for drabet, og som torsdag eftermiddag blev fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Det er ifølge sigtelsen anklagemyndighedens opfattelse, at den 21-årige begik drab på den 26-årige efter fælles forståelse og forudgående aftale med mindst en anden gerningsmand, der stadig er på fri fod.

Selve grundlovsforhøret foregår bag lukkede døre med henvisning til, at efterforskningen er i sin indledende fase, men for borgere på Nørrebro kan sigtelsen både tolkes som gode og som dårlige nyheder:

Det er naturligvis ikke rart, at en eller flere gerningsmænd stadig går frit rundt – på den anden side kan det måske dæmpe bekymringen for ens egen eller ens pårørendes sikkerhed at vide, at politiet ikke mener, at overfaldet kunne være gået ud over en hvilken som helst tilfældig forbipasserende.

Fokus på at genoprette trygheden

Under alle omstændigheder har politiet fokus på at genoprette trygheden i området:

“Vi har i disse dage en øget tilstedeværelse omkring Hans Tavsens Gade for at genoprette trygheden og komme i dialog med borgere i området,” siger leder af nærpolitiet på Nørrebro og Østerbro, Thomas Ahlburg.

Nærpolitiet havde både onsdag morgen og onsdag eftermiddag den mobile politistation med ved gerningsstedet, der ligger lige ved Blågård Skole og nær Nørrebro Park Skole.

Om morgenen for at være tilgængelige for de beboere, elever og forældre, som ønskede at tale med politiet, og igen sidst på eftermiddagen i forbindelse med den fredelige borgerdemonstrationen ’Vi tager Gaderne tilbage’.

“Vi var til stede for at borgere, som har set eller hørt noget, kunne komme forbi og tale med os, men også for at svare på beboernes spørgsmål i forbindelse med den voldsomme hændelse. Det blev til gode snakke med mange af de fremmødte,” siger Thomas Ahlburg. 

Motiv mangler stadig

Københavns Politi efterforsker fortsat sagen intenst. En af de ting, der bl.a. skal forsøges kortlagt, er motivet bag drabet. Og den foreløbige efterforskning tyder altså ikke på, at drabet blot var et udfald af et tilfældigt møde mellem offer og gerningsmand. 

Nærpolitiet vil også i den kommende tid have fokus på trygheden i området.

“Vi er her for borgernes skyld, og man må derfor meget gerne tage fat i os, når man møder os på gaden, hvis der er noget, man gerne vil vende med politiet,” siger nærpolitilederen.

Københavns Politi opfordrer fortsat borgere, der har set eller hørt noget i relation til knivstikkeriet, til at kontakte dem på tlf. 1-1-4.

Du kan også altid finde det direkte nummer til din lokale betjent på www.dinbetjent.dk.

Related Articles

X