MN logo rgb web 300x77
Alle gode gange tre: opholdsforbud i Nørrebroparken forlænges

Alle gode gange tre: opholdsforbud i Nørrebroparken forlænges

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Den sidste weekend i september byder på opholdsforbud efter samme princip som de to foregående weekender, oplyser Københavns Politi.

Foto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Det periodiske opholdsforbud, der de seneste to weekender har været gældende for dele af Nørrebroparken, får en gentagelse i den kommende weekend.

“Smittetallet er stadig for højt i København, og derfor er vi nødt til at fastholde de tiltag, der kan begrænse spredningen af Covid-19. Derfor vurderer vi også , at det bl.a. er nødvendigt at opretholde opholdsforbuddet i Nørrebroparken,” siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.

Opholdsforbuddet gælder i følgende dage og tidsrum:

• Torsdag den 24. september fra kl. 18.00 til fredag den 25. september kl. 06.00
• Fredag den 25. september fra kl. 18.00 til lørdag den 26. september kl. 06.00
• Lørdag den 26. september fra kl. 18.00 til søndag den 27. september kl. 06.00

For den del af Skateparken, der ligger umiddelbart foran Café Friheden, vil opholdsforbuddet være gældende i tidsrummet kl. 22.00 til 06.00 de pågældende dage.

De zoner, som opholdsforbuddet gælder for, er de samme som hidtil – dem kan du se her.

Ifølge Anne Tønnes oplever politiet generelt en stor forståelse for det midlertidige opholdsforbud hos beboerne omkring Nørrebroparken.

“Det sætter vi pris på – og vi håber på beboernes fortsatte forståelse,” siger politidirektøren.  

Samtidig med forlængelsen af opholdsforbuddet i Nørrebroparken forlænger politiet det eksisterende periodiske opholdsforbud i Kødbyen.

Herudover holder man fortsat ekstra øje med Dronning Louises Bro og en række advarselszoner i resten af byen: Kongens Have, dele af Fælledparken, Islands Brygge, området ved Sandkaj og Göteborg Plads, Vestergade og en del af Gothersgade.

Hvis det er nogen trøst, ser vejret alligevel ud til at blive vådt og kedeligt i weekenden – så det er nok ikke den store fest, du alligevel ville være gået glip af.

Related Articles

X