MN logo rgb web 300x77
Alternative idéer søges: lokal festival genskaber sig selv i ny udgave

Alternative idéer søges: lokal festival genskaber sig selv i ny udgave

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Kultur-og mangfoldighedsfestivalen 48Timer, der sætter spot på Nørrebros foreninger, organisationer, kunstnere og erhvervsdrivende, erstatter forårets corona-aflyste udgave med en ny og mindre efterårsversion 11.-13. september.

Topfoto fra sidste års musikparade ’Keep Nørrebro weird’ – et koncept, der gentages ved dette års festival, da man med en rullende scene kan køre videre gennem bydelen, hvis der begynder at samle sig for mange mennesker. Foto: Søren Møller Lagoni

Det er stadig usikkert, hvor mange aktører der deltager, hvad de deltager med, og hvad myndighederne overhovedet vil tillade.

Men festivalledelsen for den otte år gamle og lokalt forankrede 48Timer Festival vover det ene øje og lancerer nu en mindre og coronatilpasset efterårsudgave i dagene 11.-13. september

“Vi er jo en festival dedikeret til Nørrebros kulturliv, og da kulturlivet som bekendt er hårdt trængt i denne tid, vil vi gerne støtte op. Og så tænker vi også, at mange nørrebroere føler sig i et kulturvakuum – inklusive os selv,” siger festivalleder Rasmus Koldby Nielsen med henvisning til de fire lokale kulturhuse bag festivalen: Union, Støberiet, Osramhuset og Nørrebrohallen.

Den store gamechanger i forhold til tidligere års festivaler er naturligvis, at corona stadig er iblandt os – et “benspænd, som vi må få det bedst mulige ud af,” som Rasmus Koldby udtrykker det.

“Det bliver en anderledes festival, men det giver os også mulighed for at prøve nogle nye ting af. Det er en forudsætning, at vi kan forebygge yderligere smittespredning, så vi skal gøre noget andet end at samle en masse mennesker på Den Røde Plads og skalere nogle ting ned, så det giver mening. Det bliver i det spændingsfelt, vi skal få noget til at lykkes,” siger Rasmus Koldby.

Opbakning til de seje ildsjæle

På nuværende tidspunkt har festivalledelsen endnu ikke et forkromet overblik over, hvilke events de to dage i september vil byde på.

“Det er ikke os, der er afsender på festivalen, det er i højere grad nørrebroerne. Vi skal ikke diktere, hvad der skal se. Flere af de aktører, der oprindeligt havde tilmeldt sig i foråret, skal lige tænke over at lave et alternativ, hvor man ikke samler for mange, men alligevel samler folk på en eller anden spændende måde,” fortæller festivallederen, der erkender, at der med kun en måned til festivalen “skal trædes hårdt” for at få stablet de forskellige events på benene.

“Så det er for dem, der har lyst og er rigtig seje – det er de ildsjæle, vi gerne vil hylde,” siger Rasmus Koldby.

Vil din forening, organisation eller bare du selv gerne lave en event til efterårets anderledes 48Timer Festival, kan du tilmelde dig som aktør på festivalens hjemmeside.

Related Articles

X