MN logo rgb web 300x77
Bandemedlemmer får 107 års fængsel for drabsforsøg og våbenbesiddelse

Bandemedlemmer får 107 års fængsel for drabsforsøg og våbenbesiddelse

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
10 mænd har fredag fået udmålt straffene for blandt andet to drabsforsøg her på Nørrebro og i Nordvest under bandekonflikten i 2018. Den mildeste straf er knap 7 års fængsel, den hårdeste 16 års fængsel.

Københavns Byret har i dag sat en pris på de forbrydelser, som 10 bandemedlemmer tilbage i december blev kendt skyldige i at have udført:

I alt 107 års fængsel skal det koste de 10 mænd i alderen 22 til 41 år at have gjort sig skyldige i drabsforsøg og våbenbesiddelse på Nørrebro og i Nordvest under bandekonflikten mellem Brothas og NNV i efteråret 2018.

De 107 års fængsel spænder over straffe fra seks år og ni måneder og op til 16 års fængsel.

De 10 mænd, der ifølge anklagemyndigheden har tilknytning til Brothas, blev samtidig idømt syv års opholdsforbud i bestemte områder her på Nørrebro og i Nordvest samt i bestemte områder af Greve og Ishøj Kommune.

Herudover blev tre af de dømte udvist af Danmark for bestandigt.

Drabsforsøg i Ragnhildgade og på Rentemestervej

To af de dømte er bl.a. kendt skyldige i et drabsforsøg, der fandt sted den 19. september 2018 i Ragnhildgade på grænsen mellem Ydre Nørrebro og Ydre Østerbro. Her blev der skudt op til 22 gange med en AK 47 mod en mand, der blev hårdt såret, men overlevede.

Yderligere fire blev bl.a. kendt skyldige i et drabsforsøg den 25. september 2018 på Rentemestervej i Nordvest, hvor der blev affyret mindst 10 skud mod en bil. Her blev en mand ligeledes såret, men overlevede.

Desuden har politiet på Københavns Vestegn fundet flere skydevåben, som havde tilknytning til de dømte. Derfor blev otte af de 10 mænd dømt for besiddelse af et større antal ulovlige skydevåben.

“Retten har i dommen anset det som en strafskærpende omstændighed, at drabsforsøgene og våbenbesiddelsen skete som led i en bandekonflikt. Det er særdeles grove forbrydelser, og derfor er jeg tilfreds med, at de 10 dømte har fået hårde straffe,” siger specialanklager Laura Birch.

Ni ud af de 10 dømte har anket dommene til Østre Landsret, mens én har udbedt sig betænkningstid. Navneforbuddet i sagen gælder fortsat under anken.

Related Articles

X