MN logo rgb web 300x77
Blågård Skole har fundet sin nye leder

Blågård Skole har fundet sin nye leder

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Elever, forældre og personale på Blågård Skole kan se frem til at samarbejde med en lokalkendt skoleleder, når Kamma Cignitti 1. august tiltræder stillingen.

Anden gang var lykkens gang, da Blågård Skole søgte efter en afløser for skolelederen gennem de seneste syv år, Pia Madsen.

Hvor det ikke lykkedes at finde en egnet kandidat, da stillingen blev opslået første gang, ramte skolen tydeligvis plet, da de lavede et genopslag.

I hvert fald er det med stærk begejstring, at souschef Christina Stenius i en mail til skolens forældre præsenterer den kommende skoleleder Kamma Cignitti som den helt rette person til at varetage jobbet.

“Indstillingsudvalget oplevede Kamma som værende yderst kvalificeret og kompetent til ansættelsessamtalen og med en medtænkende tilgang til skolens situation og arbejde som en skole i hjertet af Nørrebro. Vi oplevede endvidere Kamma som en kandidat med et særdeles vindende væsen,” lyder skudsmålet.

“Københavns kommunes mest spændende stilling”

Kamma Cignitti kommer fra en stilling som souschef på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg, og hun har tidligere været lærer og konstitueret afdelingsleder på Nørrebro Park Skole. 

Og så bor hun selv på Nørrebro – hvilket var stærkt medvirkende til, at hun søgte jobbet, som hun kalder “Københavns Kommunes mest spændende stilling p.t.”:

“I virkeligheden var jeg meget overrasket over, at der ikke stod 400 dygtige og begavede mennesker i kulissen og sagde: ’Det er mig! Det er mig! Det er mig!’ Jeg var ikke selv specielt jobsøgende, for jeg sidder allerede i et godt job. Men jeg elsker Nørrebro og den mangfoldighed, vi har her, og jeg kunne slet ikke holde ud, hvis Blågård Skole ikke skulle have en skoleder, der kan se kvaliteten i, hvad vi har her på Nørrebro,” fortæller hun.

Hvad glæder du dig mest til at komme i gang med?

“Jeg glæder mig allermest til at lære alle de dygtige medarbejdere på skolen og deres kvaliteter og ressourcer at kende – så vi sammen kan sikre, at vi skaber rammen om det gode børneliv og klæder børnene på til at være vidende, kreative og fleksible.” 

Hvad ser du som den største udfordring?

“Jeg er ikke så meget udfordringsmenneske … Altså, udfordringer er jo bare ting, der ikke er lykkedes endnu, og så gælder det bare om at finde ud af, hvordan man får det til at lykkes. Og det er ikke, fordi jeg vil være rosenrød, men jeg kan vitterlig ikke se noget, vi ikke skulle kunne lykkes med,” siger Kamma Cignitti.

Hun medgiver dog, at det ved første opslag af stillingen måske nok er blevet set af potentielle ansøgere som en udfordring, at skolen var på økonomisk handleplan og stod med et underskud for 2018 på 4 millioner kroner.

I slutningen af marts besluttede kommunen dog at eftergive det meste af gælden, hvilket blev understreget i genopslaget.

“Og det betyder jo, at den økonomiske udfordring er blevet lempet, så man kan sætte fokus på det, man gerne vil opnå fremadrettet,” siger Kamma Cignitti.

Sønnen tilhører nabodistriktet

Den nye skoleleder har selv en søn på 2 år, der altså endnu har nogle år, før han skal starte i skole. Familien bor dog i Nørrebro Park Skoles distrikt, så det bliver til sin tid ikke aktuelt at overveje at få ham flyttet til en anden skole end distriktsskolen for at undgå, at han bliver elev på den skole, hvor hans mor er leder.

“Men jeg er selv vokset op på min mors skole som barn i en skoleverden og ud af en skole-skole-skolefamilie, og det kan jo sagtens lade sig gøre. Jeg ville nok ikke selv vælge det til, for jeg tænker, det er smartere, hvis det er en kollega, der står for den opgave med ens barn. Men i mange små landsbyer er det jo bare sådan, det er. Og Nørrebro er jo dybest set en lille landsby,” smiler hun.

Kamma Cignitti begynder på Blågård Skole den 1. august, og i forbindelse med skolestart vil der blive mulighed for børn og forældre at hilse på hende.

Topfoto: Privat

Related Articles

X