Ung mand er efterlyst af politiet for i mindst tre tilfælde at have begået blufærdighedskrænkelser mod kvinder på blandt andet Nuuks Plads metrostation.
Fotos: Københavns Politi
Kender du manden på disse billeder, har du nu muligheden for at gøre kvinder en stor tjeneste.
Han er nemlig mistænkt gerningsmand i tre sager om blufærdighedskrænkelse, og derfor vil politiet gerne høre fra folk, der ved, hvem han er.
To af sagerne har fundet sted her på Nørrebro, den tredje i Valby, og de har omtrent det samme hændelsesforløb:
“Manden henvender sig til en ung kvinde, der befinder sig alene på en tog- eller metrostation. Han spørger om hjælp til at finde vej, og mens kvinderne svarer, stiller han sig meget tæt op ad dem. I et tilfælde begynder han at onanere, i de to andre tilfælde blotter han sig,” skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
De to episoder på Nørrebro fandt sted 23. januar i år. Først kl. 01.35 i metroen mellem Skjolds Plads og Nuuks Plads, og et kvarter senere, kl. 01.50 på Nuuks Plads metrostation.
Episoden i Valby foregik 26. december 2020 kl. 01.45 på Langgade S-togstation.
Den efterlyste beskrives som:
- Mand, 18-25 år
- Ikke etnisk dansk
- 170-175 cm høj, spinkel af bygning
- Mellemlangt, sort hår
- Taler dansk med accent
- På gerningstidspunkterne var han iført en lang, mørkeblå dunjakke med hætte, mørke træningsbukser, sorte Adidas-sko med hvide striber og et guld-/sølvarmbåndsur på venstre håndled.
Københavns Politi vil gerne både høre fra folk, der kan genkende den mistænkte og fra flere kvinder, der måtte have oplevet den samme type blufærdighedskrænkelser, som som endnu ikke har meldt det til politiet. Henvendelser skal foregå på telefonnummer 1-1-4.