By Den markante kirke i det gamle rabarberkvarter er i dag kendt som den musikalske og rummelige børne-og ungdomskirke, der gav husly til en gruppe irakiske flygtninge. Men inititativet til Brorsons Kirke blev i sin tid taget af Indre Mission, og kirken blev af vittige nørrebroere i sine første år omtalt som “2-øres kirken”.
Topfoto: Brorsons Kirke med jernbanen i forgrunden, hvor Den Grønne Sti/Nørrebroruten ligger i dag. Denne del af Nørrebro var skåret igennem af et jernbaneterræn frem til slutningen af 1920’erne/start 30’erne. Foto af ukendt fotograf, fra Det Kongelige Bibliotek.
På en trekantet grund mellem Rantzausgade og Jesper Brochmands Gade ligger den smukke Brorsons Kirke.
Med sine tykke mure, små vinduer, munkesten og granit kunne den markante bygning ligne noget fra middelalderen. Klokketårnet er en mindre separat bygning, og en dobbelt granittrappe fører op til kirkens hovedindgang.
Kirkens historie startede så småt i 1894.
Indre Mission havde startet en indsamling med det formål at opføre en kirke til minde om salmedigteren og biskoppen Hans Adolph Brorson (1694-1764). Der blev samlet penge ind i hele landet, og alle blev opfordret til at give en to-øre om ugen.
Det var endnu ikke besluttet, hvor kirken skulle ligge. Den første tanke var en Indre Missions Valgmenighedskirke i København, men Københavns Kirkefond bad om at få kirken bygget i Nordvestkvarteret, og det syntes alle var en god idé. (Rantzausgade hed indtil 1906 Nordvestvej, og området havde navn efter denne).
.
Lockout forsinkede byggeriet
Der blev oprettet en lokal komité med Hellig Kors Kirkes kapellan, Vilhelm Kold, som formand.
Hellig Kors Kirkes menighedssamfund blev delt, og der stiftedes et særligt samfund for Nordvestkvarteret, som foreløbigt fik sit samlingssted på Marthahjemmet i Brohusgade.
Komitéen fortsatte indsamlingen, og i løbet af få år havde man de nødvendige midler. En grund blev erhvervet af Københavns Magistrat, og man fik arkitekt Thorvald Jørgensen til at udføre tegningerne til kirken.
15. september 1898 kunne Indre Missions formand, pastor Vilhelm Beck, lægge grundstenen til Brorsons Kirke.
Byggeriet blev en del forsinket, da den store lockout ramte landet 24. maj 1899. I mere end tre måneder lå byggeriet stille, men endelig, på Helligtrekonger den 6. januar 1901, kunne Sjællands biskop Thomas Skat Rørdam indvie kirken.
Vilhelm Kold blev kirkens første præst, en stilling han havde indtil 1927. “2-øres kirken”, som vittige nørrebroere ofte omtalte kirken, var de første år et kirkedistrikt under Hellig Kors sogn, men blev i 1905 et selvstændigt sogn.
.
Et sogn med druk, vold og sygdom
Samtidig oprettedes Brorsons Sogns egen menighedspleje med pastor Kold som formand. Menighedsplejen var der god brug for, da det var et sogn med udbredt fattigdom, druk, vold og sygdom.
Der blev ydet hjælp til brændsel, fødevarer og husleje. Mødrene kunne en gang om ugen få mælk til deres børn, og sognets gamle blev der også taget hånd om på forskellig vis.
For børn var der Søndagsskole, og senere fik man en afdeling af FDF, der eksisterer i kirken den dag i dag.
Børn og unge har stadig en stor plads i Brorsons Kirke, der siden 1998 har fungeret som børne- og ungdomskirke med gudstjenester, koncerter og arrangementer, der er målrettet børn og unge.
Kirken er i dag en moderne sognekirke med stor fokus på rytmisk musik. Orgel og kirkekor er skiftet ud med orkester og forsanger.
Kirkebandet Konnect spiller til gudstjenester og kirkelige handlinger, og salmer fortolkes i nye arrangementer. Kirken har to fastansatte musikere: Esben Eyermann, bassist og kapelmester og Janne Mark, sanger, salmedigter og komponist.
Interiør af granit og graffiti
Kirkens oprindelige altertavle er malet af Poul Steffensen i 1903. I 2013 fik kirken dog en ny, midlertidig altertavle udført af den lokale graffitikunstner Brandon Lewis, der er kendt under kunstnernavnet Juse One. Denne altertavle sidder stadig i kirken her i 2021.
Glasmalerierne i korets tre vinduer er udført af Axel Hou, der også har udført dekorationerne i loftet. Axel Hou er i øvrigt manden bag altertavlen i en anden Nørrebro-kirke, nemlig Simeons Kirke i Sjællandsgade.
Den 64-armede lysekrone er tegnet af Erik Herløw i 1951.
Prædikestolen i granit er skabt i et samarbejde mellem billedhuggerne Carl Bonnesen, Siegfried Wagner og Anders Bundgaard.
Døbefonten er også hugget af Anders Bundgaard – den berømte kunstner, som også var manden bag Gefionspringvandet.
Kirkens orgel er et Busch-orgel fra 1901 med 16 stemmer. Det blev restaureret i 1974 af Frobenius og udvidet til 20 stemmer, men bliver ikke brugt mere.
I 1999 blev Brorsons Sogn sammenlagt med Hellig Kors Sogn og Blågårds Sogn, under navnet, Blågårdens Sogn. Det var det første fællessogn i Danmark.
Januar 2021 havde Blågårdens Sogn 11.943 indbyggere, af disse var 4.943 folkekirkemedlemmer.
LANDSBERØMMELSEN: DE IRAKISKE FLYGTNINGE
Af Mette Trudsø
Med til den moderne historie om Brorsons Kirke hører de begivenheder, der fandt sted i 2009, og som gjorde kirken landskendt:
70 afviste irakiske asylansøgere søgte i foråret 2009 tilflugt i Brorsons Kirke. Det førte tre måneder senere til voldsomme sammenstød mellem politiet og et stort antal demonstranter.
Daværende sognepræst Per Ramsdal har tidligere fortalt Mit Nørrebros redaktør om den næstekærlighed, de lokale udviste i forbindelse med flygtningenes ophold i kirken:
“De lokale var helt overstrømmende, de kom med nybagte boller, legetøj til ungerne, alt muligt, helt fra starten af. Hele nærområdet bakkede 100% op,” erindrer han.
Da politiet efter tre måneder natten til 13. august 2009 ryddede kirken, deltog mange naboer i en sit-down demonstration foran kirkebygningen.
“Og bagefter, da de irakiske mænd var blevet arresteret, og kvinderne, børnene og de gamle gik rundt på må og få på gadehjørnerne, var der rigtig mange naboer, der tog dem med hjem i deres små lejligheder og lod dem sove der… det var helt vildt,” siger Per Ramsdal, der efter forløbet blev beskyldt af blandt andet et par ministre for at have overdramatiseret politiets rydning af kirken.
“Også her var der opbakning fra naboerne, der kom og stillede lys, støttebreve og gaver – fx et par bøger om frihed – på trappen ved min dør. Det var rigtig rart. Og når jeg kom gående ned ad gaden, selv et halvt år efter, lagde nogle af indvandrerdrengene hånden på hjertet som en gestus. De sagde ikke noget, men tog sig bare til hjertet. Det var helt vildt stærkt.”
