MN logo rgb web 300x77
Byvandring: Fra kirkegårde og hospitaler til ren rekreation

Byvandring: Fra kirkegårde og hospitaler til ren rekreation

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Tag med på Nørrebro-turen Sundhed og hospitaler/Grøn rute (Griffenfeldsgade til Universitetesparken).

Fotos: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Vi kender alle Assistens Kirkegård, hvor ikke kun Nørrebros, men også Indre Bys døde ligger begravet. Og vi kender Rigshospitalet, der ligger lige på den anden side af Tagensvej, der hvor Nørrebro bliver til Østerbro. 

Assistensen er altid et populært sted for nørrebroere at gå tur, så vores tur går ikke gennem her, i fald der er for mange mennesker på det tidspunkt, hvor du også er ude for at få noget frisk luft.

Så vi starter i Griffenfeldsgade – ved den store, røde, statelige bygning, som engang rummede Sankt Josephs Hospital. Hospitalet blev oprettet af en katolsk nonneorden i sommeren 1875 og husede i en periode op til 400 senge. Det blev senere lavet om til plejehjem, men lukkede i 2005. I dag fungerer bygningen bl.a. som ældrecenter.

Går du derefter langs muren ind til Assistens Kirkegård (ja, ok, smut bare lige kort derind og snus til den altid mørke duft af muld), over Nørrebrogade og videre ned ad Møllegade, kommer Mosaisk Nordre Begravelsesplads på højre hånd – bag den lange, røde mur. 

Gravpladsen, der blev oprettet i 1693, er åben for offentligheden i sommerhalvåret. Den åbner  normalt 3. april, men lige p.t. lyder beskeden på, at der af corona-forbehold først åbnes den 15. april. Når der er åbent for adgang, skal du huske at orientere dig om, hvordan du som besøgende skal opføre dig – bl.a. forventes mænd at bære hovedbeklædning.

100 år med De Gamles By

Fortsætter du ad Møllegade, kommer du til De Gamles By. De ældste af bygningerne i området – der ligger mellem Nørre Allé, Guldbergsgade, Møllegade og Sjællandsgade – er fra 1892 og blev oprindelig bygget som hospitalet Almindeligt Hospital

“Oprindeligt oprettede man dette område for at beskytte de gamle. De skulle have fred og ro i deres sidste år. Nu har man åbnet for, at der også er børneinstitutioner her. Det sætter alle parter pris på,” siger Paul Hartvigson om det populære udflugtsmål, hvor der til mange lokales ærgrelse er planer om fortætte byggeriet ved at opføre et diabetescenter og en skole.

Navnet De Gamles By stammer fra 1919, hvor man sammenlagde hospitalet med Københavns Alderdomshjem. De sidst byggede bygninger på området er fra 1960’erne.

Du kan smutte gennem Panum Instituttets bygninger via gang- og cykelstien ned til Blegdamsvej og Mærsk Tårnet, der er beklædt med 3.300 kobberskodder. Tårnet stod færdigt i januar 2017 og rummer Københavns Universitets Sundhedsfaglige Fakultet. Det kostede 1,5 milliarder kroner at opføre, og blev –som navnet antyder – støttet af A.P. Møller-fonden med cirka en tredjedel af beløbet.

I det store lyskryds Tagensvej/Blegdamsvej kan du se Rudolph Tegners statue ’Mod Lyset’, der er en hyldest til opfinderen af lysterapi, Niels Finsen. Egentlig var figurerne et udkast til en anden af Tegners statuer ’De fortabte under Syndfloden’, men denne blev aldrig udført.

Skybrudsprojekt på bydelskanten

Går du ad Tagensvej mod Nørre Allé, kan du lige så godt hoppe lidt til højre og gå gennem Amorparken – det grønne område, der ligger mellem Tagensvej og Rigshospitalet. Parken blev anlagt i 1910, på samme tid som Fælledparken. 

Københavns Kommune arbejder p.t. med et skybrudsprojekt for Nørrebro, hvor Amorparken og den noget senere anlagte Fredens Park (1973), der ligger i forlængelse af Amorparken ned mod Søerne, skal indgå.

Tilbage på Nørre Allé kommer du til Universitetsparken. I området mellem Nørre Allé og Jagtvej ligger bygningerne spredt, og der er her masser af grønt at kigge på og bevæge sig rundt i. 

Her ligger også nogle boldbaner, der – hvis de ikke bliver lukket på grund af covid-19 – er lidt mindre overrendte end dem i Fælledparken.

SE DE TRE ANDRE RUTER HER:

Ydre Nørrebro Industritur/Orange rute(Mjølnerparken til Sifs Plads)

Kom tæt på det nye, kreative liv i bygninger, der gennem årtier har været brugt til forskellige former for industri, og kom helt tæt på bydelens foto-og filmstudier. Se ruten her

Følg Jernbanen/Blå rute (Ågade til Mjølnerparken)

En smuk, grøn og historisk vandretur langs det gamle banelegeme, der bringer dig fra grænsen mod Frederiksberg hele vejen til Mjølnerparken. Se ruten her

Hus og have /Lyserød rute (Wesselgade til Vibekevang)

Har vi og vores guide Paul tabt sutten – hus og have på Nørrebro?!? Nej, vi har faktisk enkelte familiehuse spredt rundt i bydelen De ligger spredt rundt i vores bydel, hvor de bidrager med grønt, hygge og liv – vi guider dig til det hele. Se ruten her

Foto: Google

Related Articles

X