Mennesket bag gravstenen: I dag er det 60 år siden, at Danmarks første pin-up girl ‘Åh Dagmar’ Hansen (gift Heinemann) døde i en moden alder som plejehjemsbeboer.
Dagmar Heinemann, visesangerinde og Danmarks første pin-up girl, 12. november 1871 – 13. april 1959.
Foto af gravsten juni 2018: Poul-Erik Pløhn. Foto t.h. Marius Christensen, Det Kongelige Bibliotek.
Dagmar Julie Augusta Hansen blev født søndag den 12. november 1871 i Meinungsgade 3. Hendes forældre var smedesvend Emil August Hansen og Agnes Vilhelmine Kirstine Eibye.
Hun blev døbt i Sankt Johannes Kirke den 17. december samme år, og familien boede mange år i Gartnergade.
Dagmars sangkarriere startede som 13-årig i Sankt Stefans Kirke, hvor hun sang i koret.
I 1886 debuterede hun på Casino Teatret i den franske eventyrkomedie ‘Tommeliden’. Hun fortsatte på Frederiksberg Morskabsteater og her lagde man mærke til hendes smukke stemme og ikke mindst hendes flotte figur. Det vakte dog en del forargelse, at hun var så ung.
Der blev hurtigt bud efter hende fra en række københavnske revyteatre, og op gennem 1890’erne optrådte hun med stor succes på især National – et af Københavns flotteste underholdningsetablissementer med det helt store udstyr og en særlig satsning på varieté.
‘Åh Dagmar!’ og alle de andre
Det repertoire, Dagmar optrådte med, bestod hovedsageligt af halvfrække, tvetydige viser.
Den mest populære var helt klart ‘Åh, Dagmar’, som jo også i dag er kendt af mange.
Hendes sceneoptræden var imidlertid for vovet for myndighederne, og i 1899 blev der nedlagt forbud mod hendes optræden i København.
Året efter blev det dog muligt for hende at optræde på varieteen ‘Over Stalden’ i Charlottenlund, og her indkasserede hun i de næste 25 år en lang række store succeser. Man var nødt til i en periode at indsætte “Dagmar-Tog” og “Dagmar-Sporvogne” for at køre de begejstrede fans til Charlottenlund.
Dagmar Hansen havde en enorm udstråling, kombineret med en smuk, men ikke stor sangstemme. En anmelder ved Politiken skrev: “der bor en Sangfugl i Frk. Hansens Bryst. Den har kun et beskedent Pip, men den bor kønt.”
Hendes ydre fremtoning var et klart udtryk for datidens ønske om frodige former med en fin hvepsetalje.
Hun har dengang virket vovet og pikant, men har alligevel holdt sig inden for de tilladelige grænser for, hvad man kunne give udtryk for offentligt. En avis beskriver det i 1896 som en “Blanding af pikant Dristighed og elskværdig Borgerlighed”. De flotte kostumer, som hun optrådte i, blev syet specielt til hende og understregede hendes primadonnastatus.
Dagmar optrådte også flere steder i Europa, bl.a. Berlin, Paris, Sankt Petersborg og Stockholm.
I 1906 giftede hun sig med salgschef Fritz Heinemann fra Leipzig, og de bosatte sig i Hamburg – men fra 1912 var Dagmar atter tilbage på de danske scener rundt om i landet.
I 1928 trak hun sig tilbage fra rampelyset, men hun indspillede både før og senere enkelte grammofonplader (1914 ‘Mit lille Theater’ og ‘En ekstra Gang’ fra Charlottenlund-Revyen og i 1931 ‘Åh, Dagmar’ med Kai Julians orkester).
Flere kunstnere brugte hende som model. Maleren Julius Paulsen til maleriet ‘Adam og Eva’ (1887) og billedhuggeren Vilhelm Bissen til skulpturen ‘Jægerinden’ (1890).
I 1899 og i 1910 blev der udgivet hæfter med 30-50 fotos af Dagmar Hansen i mangfoldige flotte kostumer – hun blev simpelthen den første danske ‘pin-up girl’.
De sidste år af sit liv boede Dagmar Heinemann på plejehjemmet Hannelund i Rungsted.
Hun døde mandag den 13. april 1959 og blev begravet på Assistens Kirkegård i samme gravsted som sin mand, sin mor og en bror – få hundrede meter fra hvor hun var blevet født.
Åh, Dagmar!
Dengang jeg kun var så stor som så
var der en ting, jeg ku’ ej forstå
alle de drenge jeg så på min vej
ville så gerne knuselske mig
alle fortalte jeg var så sød
buttet og lækker og yndig blød
alle med mig ville lege straks
de tog på veje straks
Åh Dagmar, åh Dagmar
vil du være min, så vil jeg være din
Åh Dagmar, åh Dagmar
gud bevare’s hvor vi skal holde grin
Ældre jeg blev, fik forstand og chic
lyst til komedie jeg også fik
så gik jeg til direktøren en dag
sagde, jeg ville en rolle ha’
jamen, vil de bare tænke dem
sådan en herre kan være slem
først la’ han ho’det på siden lidt
sa’ så med smeltende blik
Åh Dagmar, åh Dagmar
vil du ha en rolle, ja så blir den fin
Åh Dagmar, åh Dagmar
Gud bevare’s hvor det bliver grin
Rundt har jeg fartet, Paris, Berlin
drukket champagne, sågar i Wien
men hvor jeg kom overalt jeg så
herrene for mine fødder lå
alle de kendte kun et refrain
alle de sa’ at jeg var så bien
og på en eneste melodi
hængte de alle i
Åh Dagmar, åh Dagmar
vil du være min, så vil jeg være din
Åh Dagmar, åh Dagmar
sig ja det blir’ styrtende grin
Men som chanteuse jeg er begyndt
flot skal jeg klare kostumens pynt
åh jeg skal være så fiks og fjong
jeg har nu sådan min egen facon
bare nu publikum finde vil
at det jeg har, kan slå lige til
så skal jeg ikke forlange mer
bare jeg hører De ber’
Åh Dagmar, åh Dagmar
din røst er så fin som en sart violin
Åh Dagmar, åh Dagmar
Vær sød og vær rar og vær min
Tekst: Olfert Jespersen
Morens voldsomme endeligt
Søndag den 11. juli 1897 indtraf den første store, alvorlige ulykke i dansk jernbanehistorie.
På Gentofte Station holdt et forsinket lokaltog fra Holte fyldt med glade udflugtsrejsende.
Toget var klar til afgang, men blev pludselig påkørt af et særtog fra Helsingør, der skulle køre uden stop fra Holte til København. De fire bageste vogne i Holtetoget blev knust, og 32 passagerer blev dræbt øjeblikkeligt. Dertil kom 140 tilskadekomne, hvoraf otte senere døde af deres kvæstelser.
En af de omkomne var den 45-årige Agnes Hansen. Hun efterlod sig mand og otte børn. Familien boede på dette tidspunkt i Blågårdsgade 19.
Et af hendes otte børn var Dagmar Hansen. Hun var 25 år, da moren blev brutalt revet bort.