MN logo rgb web 300x77
Danmarks befrielse fejres med 3.000 lys på Blågårds Plads

Danmarks befrielse fejres med 3.000 lys på Blågårds Plads

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Mellemfolkeligt Samvirke sætter spot på 75-året for, at Danmark atter blev frit, med et lyshav på en af Nørrebros mest centrale pladser.

Dronefotos: David Lundbye

Hvis du var forbi Blågårds Plads i tirsdags, undrede du dig måske over, hvad en lille gruppe mennesker rendte rundt og lavede nede på boldbanen?

Resultatet kan du se her på billederne: de var i gang med at forme et kæmpemæssigt stearinlys ud af 3.000 syltetøjsglas og lige så mange fyrfadslys til brug for Mellemfolkeligt Samvirkes online-kampagne ’4. maj: Tænd et lys for frihed og lighed’.

“75-året for befrielsen rummer en masse værdier, der ligger lige til højrebenet for os at fejre: frihed, lighed, fællesskab og mangfoldighed. Og Mellemfolkeligt Samvirke blev selv dannet under 2. verdenskrig, da frivillige insisterede på at hjælpe alle – uanset, hvem de var, og hvor de kom fra. Så vi ville gerne finde på noget smukt, der kunne få folk til at deltage på en måde, der kan lade sig gøre i disse coronatider,” fortæller Maja Andersen, kampagnekoordinator for Mellemfolkeligt Samvirke.

“Vi kom frem til, at det ville være vildt flot at lave et symbol – og lyset i vinduet er jo det helt store symbol på befrielsen. Og vi valgte Blågårds Plads som ramme, fordi den er så flot her om foråret, når træerne lige er sprunget ud,” fortæller Maja Andersen.

Mellemfolkeligt Samvirke har selv kontor på Fælledvej, så da organisationen først have indhentet tilladelse fra kommune og politi samt indkøbt de 3.000 syltetøjsglas med tilhørende fyrfadslys, var der ikke langt at gå over til Blågårds Plads for at føre ideen ud i livet.

Det tog en lille gruppe på 10 mennesker – med god afstand og håndsprit, naturligvis – et par timer at opsætte og tænde de tusindvis af lys, og det 19 meter høje symbol-stearinlys blev både undervejs og bagefter foreviget med et dronekamera.

De mange lys blev taget væk igen umiddelbart efter fotograferingen, men vil du også fejre 75 året for befrielsen, kan du – ud over at sætte et lys i dit eget vindue – tænde et virtuelt lys sammen med resten af Danmark på Mellemfolkeligt Samvirkes hjemmeside.

Related Articles

X