MN logo rgb web 300x77
De fik ret: Liste Ø får over en tredjedel af stemmerne på Nørrebro

De fik ret: Liste Ø får over en tredjedel af stemmerne på Nørrebro

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Landets rødeste bydel er blevet endnu mere rød med en tilslutning til Enhedslisten, der ligger væsentligt højere end i resten af København. Samtidig går Socialdemokratiet og Alternativet stort tilbage på samtlige syv valgsteder.

Foto: Mette Trudsø

Hvem der end har hængt ovenstående banner på cykelbroen over Åboulevard i løbet af den forgangne kommunalvalgkamp fik sin vilje:

Vælgerne gjorde i går Enhedslisten til det største parti i København med en fjerdedel af samtlige stemmer.

Og selvom Enhedslisten allerede ved sidste kommunalvalg i 2017 var det største parti på Nørrebro, gik partiet også frem her i bydelen, hvor liste Ø rundede to nye milepæle:

Ikke mindre end hver tredje vælger har sat sit kryds ved liste Ø – og liste Ø er nu det største parti på samtlige bydelens syv valgsteder.

Ved sidste kommunalvalg var Socialdemokratiet stadig det største parti både på afstemningsstederne Øst (Plejecentret Sølund) og Midt (De Gamles By), men Enhedslisten overhalede dem altså i går på førstnævnte valgsted, mens valgstedet Midt i mellemtiden er blevet udskiftet med Nørrebrohallen, som gjorde liste Ø mere end 2,5 gange så stor som liste A.

A og Å fik vælgerlussing

Ligesom i resten af byen var det Socialdemokratiet og Alternativet, der måtte høste den største tilbagegang, mens Radikale Venstre, De Konservative, SF, Venstre og Nye Borgerlige på alle bydelens syv afstemningssteder kan notere sig en fremgang – sidstnævnte dog fra et meget lavt niveau og med en nuværende stemmeprocent, der ikke ville bringe partiet ind i Borgerrepræsentationen, hvis det alene stod til Nørrebro.

Stemmeprocenten var desværre en smule lavere end sidst – med Nørrebrohallen som stedet med den laveste valgdeltagelse (57,78 pct.) og Øst (Plejecentret Sølund) med den højeste (68,88).

Til trods for den store fremgang for Enhedslisten kommer partiet dog ikke til at sætte sig på overborgmesterposten.

Den går som de seneste mere end 100 år til Socialdemokratiet, da et flertal af partierne i Borgerrepræsentationen har peget på deres spidskandidat Sophie Hæstorp Andersen som ny overborgmester.

Enhedslisten har dog nu fået to borgmesterposter, hvor de hidtil har haft én. Ud over at beholde den tunge post som Teknik- og Miljøborgmester, som spidskandidat Line Barfod har sat sig på, gælder det også socialborgmesterposten, som går til den hidtidige gruppeformand Karina Vestergård Madsen.

Du kan se hele borgmesterlisten i bunden af artiklen under resultaterne fra de nørrebroske valgsteder.

Kilder: KMD, DR, KK m.fl

Kommende borgmestre i København

Overborgmester: Sophie Hæstorp, Socialdemokratiet

Teknik- og Miljøborgmester: Line Barfod, Enhedslisten

Børne- og Ungdomsborgmester: Jakob Næsager, De Konservative

Socialborgmester: Karina Vestergård Madsen, Enhedslisten

Kulturborgmester: Mia Nyegaard, De Radikale

Sundheds- og Omsorgsborgmester: Sisse Marie Welling, SF

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester: Cecilia Lonning-Skovgaard, Venstre

Related Articles

X