MN logo rgb web 300x77
De kalder os en ghetto: mød  dine naboer til film og debat

De kalder os en ghetto: mød dine naboer til film og debat

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 5 år gammel
Godt 1.500 beboere i Lundtoftegade røg sidste år tilbage på regeringens ghettoliste. Nu vil de gerne have andre nørrebroere på besøg til arrangementet LTG:DOX – en aften om “mennesker, beton og magt”.

Om det skal tages helt bogstaveligt fremgår ikke, men beboerne i ’Lunden’ – den regeringsudnævnte ghetto i Lundtoftegade – lover at rulle den røde løber ud, når de på næste torsdag 28. marts inviterer til det boligpolitiske arrangement ’LTG:Dox – De kalder os en ghetto’.

I en tid med stærkt politisk pres på de såkaldt udsatte boligområder føler beboerne et stort behov for selv at tage magten over den diskussion, der kører på politisk niveau om deres fremtid, siger formanden for AKB Lundtoftegades afdelingsbestyrelse, Søren-Emil Schütt.   

“Det handler om mennesker før mursten. Både her, i Mjølnerparken, i Tingbjerg og andre steder i byen. Vi er ikke selv så pressede med ændringskrav lige nu og her, og derfor har vi også tiden til at tage diskussionen – den fornuftige, inddragende samtale – om, hvordan vi både internt og i byen som helhed ønsker at bo sammen, og hvad der kan blive konsekvenserne af ghettolovgivningen,” uddyber han.

Aftenen sætter ifølge arrangørerne fokus på både de fine og de besværlige ting ved demokratisk bosætning. Måske derfor lægges der blidt ud med velkomst og snacks, før man går videre til at vise de to prisvindende dokumentarer: ’Høje Historier’ (1999), der handler om Lundtoftegade og præsenteres af instruktør Anders Riis-Hansen, og ’70 Acres in Chicago: Cabrini Green (2016)’, der beskriver Chicagos bystyres målrettede, men skæbnesvangre omdannelse af boligområdet Cabrini Green i perioden 1995-2015 – og som denne aften for første gang vises i Danmark.

Derefter er der åben debat med et panel bestående af:

• John Andersen, professor i Plan, by og proces på RUC
• Liselotte Christiansen, næstformand i AKB Lundtoftegades afdelingsbestyrelse og medvirkende i ’Høje Historier’.
• Mikkel Warming , chef for boligsociale indsats i KAB og Næstformand i AKB København
• Bjarne Steen Larsen, arkitekt MAA
• Eline Cecilie Feldman, leder af den boligsociale helhedsplan for Lundtoftegade, Titanparken og Lundtoftegården

Aftenen rundes af med hyggesnak, lokale snacks og en ifølge arrangørerne ’rummelig bar’.

Ghetto til højre, resten af Nørrebro til venstre – eller hvad? Foto (ovenstående og i toppen af artiklen): Rasmus Preston

LTG:DOX De kalder os en ghetto: En aften om mennesker, beton og magt.

Tid: torsdag 28. marts kl. 17.30-21.00

Sted: Torsdag den 28/3 18.00-21.00 Lundtoftegade 41b 

Arrangør: Til Vægs Lundtoftegade, Almen Modstand og Bypolitisk Organisering.

Related Articles

X