MN logo rgb web 300x77
Den er god nok: Metroens Cityring lukker ned i to uger i januar

Den er god nok: Metroens Cityring lukker ned i to uger i januar

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Efter kun få måneders drift lukker M3 Cityringen – inklusive de fire stationer på Nørrebro – helt ned i to uger i januar. Det sker for at lave testkørsler på den kommende metrolinje til Nordhavn, M4.

Man skulle næsten tro, det var en joke, for det er ikke engang tre måneder siden, at de 17 stationer på metroens Cityring blev åbnet – efter en anlægsperiode på otte år.

Og så sent som i morges havde vi her på Mit Nørrebro historien om, at man nu endelig havde fået fikset belægningen på metrostationen på Nørrebros Runddel, så den også kan anvendes af kørestolsbrugere og blinde.

Men knap har byggerodet- og støvet lagt sig, før Metroselskabet melder ud, at nu skal Cityringen lukkes ned igen.

Lukningen vil gælde i en periode på to uger fra søndag d. 12. januar til søndag d. 26. januar 2020 og skyldes testkørslen på byens kommende metrolinje M4, som kører fra Orientkaj og Nordhavn til København H.

Metrolinjerne M3 og M4 får nemlig ét fælles styresystem med fælles tog og fælles spor på strækningen fra Østerport til København H. Og ifølge Metroselskabet er det for svært at lave testkørslerne samtidig med, at man kører almindelig passagerdrift på Cityringen. 

Metrobusser indsættes – men stopper ikke ved to Nørrebro-stationer

“Alternativet til to ugers lukning af M3 ville være seks uger med lukning hver aften og nat samt lukning i flere weekender. Det ville medføre en høj risiko for daglige forsinkelser – og i værste fald lukning – i morgenmyldretiden. I stedet lukkes M3 Cityringen helt i to uger, og passagererne tilbydes i stedet metrobusser, som med hjælp fra Movia skal supplere byens øvrige busnet,” oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse udsendt fredag eftermiddag.

Metrobusserne kommer til at køre cirka hvert 4. minut i myldretiden på de mest travle og centrale strækninger. Der vil dog ikke være stoppesteder ved hverken Nørrebro Station eller Skjolds Plads her på Nørrebro.

M3 Cityringen benyttes i dag af cirka en million passagerer om ugen. Den forventede åbningsdato for linje M4 offentliggøres efter nytår.

Related Articles

X