By Om formiddagen torsdag 21. marts 2019 tikkede en besked ind til Mit Nørrebros Facebookside. Den blev starten på en smuk poetisk udveksling mellem nørrebroere med hvert deres take på vores skønne bydel.
“Hey, mit navn er Jesper B. Korndal, er digter og har skrevet et digt om vores Nørrebro, nu er det jo poesiens dag i dag, så måske I ville bringe det, hvis det falder I jeres smag …,” lød ordene i en besked til Mit Nørrebro klokken 10.35 torsdag formiddag.
“Tak, fordi du har sendt os en besked. Vi prøver at svare så hurtigt som muligt og vil snart vende tilbage til dig,” lød det røvsyge automatsvar fra Mit Nørrebros Messenger på FB.
Men Jesper lod sig ikke afskrække – eller også nåede han (lykkeligvis) ikke at læse standardsvaret fra Nørrebros nye netavis, inden han endnu en gang trykkede på ‘send’.
Og så var det, at poesien skete.
Digtet. En rigtig person, der sad på den anden side og læste det. Og den efterfølgende interaktion.
Tvivlens nådegave. Eller noget
Mit Nørrebros redaktør er, indrømmet, trods over 20 år i ordenes tjeneste ikke superskarp på det dér med digte. Eller måske netop på grund af de 20+ års arbejdsskade.
Som journalist er det ens fornemmeste opgave at være klar og tydelig, besvare de seks hv-spørgsmål (Hvem? Hvad? Hvor? Hvornår? Hvorfor? Hvordan?) så hurtigt og så smertefrit for læseren som muligt. Hvis nogen er i tvivl om noget efter at have læst ens tekst, har man gjort sit arbejde dårligt.
Da jeg læste Jespers digt, var der meget, jeg var i tvivl om.
Mente han mon den måde, teksten var delt op på – som en lang, vertikal slange med typisk ét eller to og maksimalt fem ord per linje?
Hvem var det nu lige, Johannes Meyer var, og hvad var hans og Liva Weels tilknytning til Nørrebro? (havde det været en journalistisk tekst, havde jeg som redaktør strakt udbedt mig en forklaring, så læseren ikke, som jeg selv gjorde, skulle sidde der og føle sig dum og uvidende.
Scala? Jamen, det lå jo inde i indre by, mener han mon… ?
Men… måske fordi jeg var træt den dag og derfor var et halvt gear længere nede i tempo, end jeg plejer. Måske fordi der var noget ved det smukt hjemmestrikkede ord ‘Nørrebrug’, der gjorde, at jeg blev ved med at læse indledningen igen og igen. Men under alle omstændigheder, fordi det her er Nørrebro, og man derfor skulle være et skarn, hvis man udelukkede noget på forhånd, skrev jeg tilbage:
“Hej Jesper, tak for digt. Skal det bringes i den opsætning, som står her ovenfor?”
Poesi i flere formater
Nå, men sådan en FB-post skal jo helst ledsages af et billede, og jeg gik derfor Jespers digt igennem med en tættekam. Liva Weel? Nej, ikke rigtig. Scala? Nejmen, det er vist baren, han mener, det må det være. Runddelen? Hvor mærkeligt, det end lyder, tror jeg faktisk ikke lige, jeg har et billede i arkivet af den. Sankt Hans Torv? Heller ikke.
Og så læste jeg digtet igen-igen. Og pludselig tonede Dorthes billede frem for mig. Det billede, hun for efterhånden flere måneder siden, før Mit Nørrebro overhovedet fandtes andre steder end oven i mit hoved (dér fandtes det til gengæld også!), postede på sin private Facebookprofil. Det billede, som jeg netop med de igangværende tanker i mit hoved var overbevist om, at jeg en dag ville finde den helt rette anvendelse for.
Jeg fandt billedet frem, satte det sammen med Jespers digt og postede det på Mit Nørrebros Facebookside. Forventede egentlig, at det ville modtage marginalt mindre interesse end artiklen om, at skolelederen for Blågårds Skole går på pension, som jeg havde postet tidligere på dagen.
Men så begyndte det at dryppe ind med ‘likes’. Risle, faktisk.
Og efter kort tid lagde Dorte Schiønning Andersen et digt mere ind i tråden “Endnu et Nørrebro digt af lidt mere “folkelig” karakter,” som hun skrev.
Efter yderligere en times tid var det Charlotte Mejlshedes tur til at bidrage med et stykke selskrevet Nørrebro-poesi.
Og imens blev det ved med at risle ind med likes.
Her kan I læse og se hvorfor:
Nørrebro
dig vil der altid være
Nørrebrug
for
i portene
man kan stadig
hvis man spidser ører
høre kyssets klik
mellem
Johannes Meyer og Liva Weel
stammen
holder hof
ved
flydende grænser
på Scala
grænsen går ved
runddelen
derfra er der
intet
for mig
og
nu regner
det
det
er søndag
nu regner
det
på Sankt Hans Torv
det
tegner
lyst
tyst
er ugen
når den render ud
larmen er forbeholdt
unge drenge
kun ud til knæet
i Sortedammen
på MDMA
Jesper B. Korndal
Nørrebros gader med slidte grå damer
Slidte små mænd med guldøl og smøg
Billige indkøb til højeste priser
Pålæg, aviser og øller og røg
Tæt ved kiosken går tiden i stykker
Dagen er lang når den er på pant
Værtshus er dyre og dejlige dråber
Luksus er selskab og én elefant
Døren er smækket til dagen på gaden
Aften er timer som bare skal gå
Natten er nådig hvis den la’r dig glemme
Nørrebros gader er kolde og rå
Dorte Schiønning Andersen
Mit Nørrebro Liv jeg Nyder
Stemningen bare koger og syder
Fra Grundtvig og til Kierkegaard
Er vi midt i kulturens dejlige for-år
Her er det rart at være
I en dejlig jazzet atmosfære
Selvfølgelig har livet også grå og triste sider
Men sædvanligvis så har vi gode og nærende tider
Enige om alt ? Nej naturligvis ikke
Vi kan også til hinanden skubbe og prikke
Men her er Liv, her er nyd forårets spirende kraft
Lige nu smager vi alle den nærende forårs saft
Charlotte Mejlshede
