MN logo rgb web 300x77
Den Røde Plads får hollandsk cykelstativ

Den Røde Plads får hollandsk cykelstativ

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Nørrebro skal nu huse det bilformede orange cykelstativ, som Holland har tilbudt København i venskabsgave, besluttede Teknik-og Miljøudvalget mandag. Og nørrebroerne byder velkommen.

Den Røde Plads får snart endnu et farverigt, internationalt indslag. Alle politikere i kommunens Miljø-og Teknikudvalg på nær én har nemlig sagt ’ja tak’ til en hollandsk venskabsgave i form af et omdiskuteret orange cykelstativ, der med form af en bil skal minde om, at en parkeret bil fylder lige så meget som 10 cykler.

Den ene modstander i udvalget var den konservative gruppeformand og medlem af borgerrepræsentationen Jakob Næsager, der tidligere har frabedt sig “en tivolisering af byrummet” og påpeget, at kommunens designmanual dikterer, at byens cykelstativer som udgangspunkt skal være flaskegrønne – og altså ikke orange.

Om udvalgets endelige beslutning på mandagens møde siger han til TV 2 Lorry:

“Der er taget en demokratisk beslutning, så det er sådan, det er. Men jeg synes, at cykelstativet er grimt, og det koster uhørt mange penge at holde ved lige.” 

Det vil ifølge oplægget koste 2.500 kroner om året at vedligeholde cykelstativet.

Nørrebro byder velkommen

Når det pangfarvede cykelstativ nu ender på Nørrebro, skyldes det, at politiet af sikkerhedsmæssige årsager har afvist, at stativet kan placeres på offentligt vejareal ud for den hollandske ambassade i Indre By. Det fik Teknik- og Miljøforvaltningen til at undersøge forskellige placeringer – og valget faldt altså på Den Røde Plads.

Og meget tyder på, at nørrebroerne byder stativet velkomment. Da Mit Nørrebro i marts på Facebook spurgte jer læsere, hvad I syntes om det, lød det blandt andet:

“Jeg synes, de er fede! Og den orange farve larmer tilpas meget til, at budskabet går igennem!”

“Det er det helt rigtige til bydelen med det laveste bilejerskab. Det er tudedumt, at bilerne skal fylde så meget i vores alles byrum!”

“Nørrebro har altid været først, med nye slags butikker og tiltag i København. Så selvfølgelig skal Nørrebro også være først med det.” 

“Den Røde Plads er det rigtige sted – her er byrumsinventar fra hele verden.”

På Nørrebro Lokaludvalgs Facebook-side var folk også generelt begejstrede for selve cykelstativet og dets budskab om cykler kontra biler i byen.

Flere mente dog, at cykelstativet netop burde stå på en gade – og ikke på en plads:

“På Den Røde Plads bliver det bare et stykke dekoration. Så ideen med dem bliver helt væk. De er jo transportpolitiske stativer, der vil have bedst tankevækkende effekt placeret på vej” og  “Deres signalværdi virker kun i en almindelig gade, hvor de går hen og forvandler 2 bilpladser til 20 cykelparkeringspladser,” lød et par af argumenterne.

Related Articles

X