MN logo rgb web 300x77
Det gule byhus på Bjelkes Allé sat til salg i usædvanlig boligannonce

Det gule byhus på Bjelkes Allé sat til salg i usædvanlig boligannonce

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Ejendomsmægleren bag salget af omdiskuteret byhus sender en hilsen til Københavns Teknik-og Miljøforvaltning i atypisk annonce. Men det er skam ikke ironisk ment, forsikrer den salgsansvarlige.

Fotos: Ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen

Om ikke andet får ordene da en til at stoppe op.

Normalt forventer man i overskriften på en boligannonce at møde formuleringer som “Lys og indbydende”, “Rummelig og funktionel” eller “Afslappet storbystemning”.

Men hvis du p.t. sidder og leder efter det helt rigtige sted på Nørrebro til at starte et nyt kapitel i dit liv, og dine øjne falder på et helt bestemt byhus på Bjelkes Allé, mødes du i stedet af denne overskrift:

“Med venlig hilsen Teknik- og Miljøforvaltningen”.

Uden at fornærme nogen er det vel ret sikkert at sige, at de færreste af os sådan går og inkluderer en kommunal københavnsk forvaltning i vores boligdrømme – så hvis du lige nu rynker panden let, mens du tænker “WTF?”, kan vi berolige dig med, at du ikke er den eneste.

Og da slet ikke, hvis du hører til dem, der kender til historien bag bemeldte byhus:

Den noget anderledes overskrift på en boligannonce. Ejendomsmægleren erkender, at der allerede har været forvirrede kunder og spørge, om det var Københavns Kommune, der havde huset på Bjelkes Allé til salg. Det er det ikke – huset ejes af det private Ejendomsselskabet Bjelkes Allé 48 ApS.

.

Byhuset, der reddede hele gaden fra nedrivning

Den kryptiske overskrift dækker nemlig over boligannoncen for Bjelkes Allé 48 – det gule byhus, som blev anledningen til, at alle gadens bevaringsværdige ældre huse i dag er bevaret mod nedrivning.

Kort fortalt startede balladen om Bjelkes Allé 48 for knap halvandet år siden, da vi her på Mit Nørrebro viderebragte naboernes frustration over, at det gule byhus på adressen – et af de få tilbageværende to-planshuse på Nørrebro – stod til at blive revet ned og erstattet af et 22 meter højt nybyggeri i syv etager.

Læs også: Kampen for byhuset: “Vi frygter, at dette bare er starten”

Vi kontaktede derpå Socialdemokratiets dengang nyudnævnte teknik- og miljøordfører Marcus Vesterager, der erklærede sig enig i, at det ville være synd for gadens særlige bymiljø, hvis de små byhuse blev ved at forsvinde ét efter ét.

Han tog sagen videre politisk, og næsten præcis et år senere, i november 2020, blev der vedtaget en ny bevarende lokalplan for store dele af gaden – et byggeri, der altså også forhindrede det planlagte nybyggeri i nummer 48.

Læs også: Endeligt vedtaget: Lokalplan bevarer det særlige bymiljø i Bjelkes Allé

Siden har der været stille om huset.

Men nu er det sat til salg – og det altså ikke med en hvilket som helst boligannonce.

Citatet, der går den nuværende ejer imod

Som den iøjnefaldende overskrift, lige over grundinformationerne som pris, ejerudgift og boligareal, står altså ordene “Med venlig hilsen Teknik- og Miljøforvaltningen”.

Og indledningen fortsætter i det for en boligannonce atypiske spor med at citere selvsamme forvaltning for det politiske afslag på det planlagte projektbyggeri:

“Begrundelserne er bl.a., at det er en glæde at bo blandt de historiske huse, og at husene giver god stemning. Der er ikke brug for høje byggerier i en i forvejen presset og klemt bydel, som er den tættest bebyggede bydel i København. De lave bygninger er unikke og et fantastisk eksempel på, hvordan byens arkitektur kan være alsidig og en blanding af forskellige byggestile, der klæder hinanden.
Med venlig hilsen Teknik- og Miljøforvaltningen.”

Ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen fortsætter derefter med egne og noget mere typiske boligannonceord:

“Københavns Kommune har taget sin beslutning, og nu er der en sjælden mulighed for at erhverve sig et byhus med lys, luft og plads …”

.

“Hvad pokker er det her?”

Når man kender historien bag boligsalget, kunne man godt få den tanke, at det var en måde for den nuværende ejer – som altså blev forhindret i at gennemføre sit byggeprojekt – at sige “tak for sidst!” på.

Og Marcus Vesterager, der som Socialdemokratiets ordfører på området satte gang i kommunens modvilje mod nedrivningen af det gamle byhus, spærrede da også øjnene op en ekstra gang ved mødet med annoncen på Facebook:

“Da jeg så den, tænkte jeg: ’hvad pokker ER det her?’,” siger han til Mit Nørrebro.

Ifølge ham blev annoncen til en god gang ’fredagsunderholdning’ i kommunen. Også selvom både Vesterager – der selv er uddannet arkitekt – og folk i forvaltningen undrer sig over annoncens visualiseringer.

Her viser ejendomsmægleren computergenererede billeder af huset med sortglaseret tegn og palævinduer – ændringer, som den bevarende lokalplan netop gør det tvivlsomt, om kommende ejere må indføre.

“Nej, nej – det er ikke ironisk ment!”

Om Teknik-og Miljøforvaltningen i længden vil finde sig i at blive brugt i en privat salgsannonce vil vise sig  – men da omtalen først blev opdaget lige op til weekenden, er der foreløbig ikke rykket på sagen.

Spørger man ejendomsmægleren – og det har Mit Nørrebro selvfølgelig gjort – er annoncen dog på ingen måde ment hverken som gengæld eller som et ironisk take på hele sagens hidtidige forløb.

“Tværtimod! Vi synes, der på Bjelkes Allé er tale om et meget unikt miljø, som vi er glade for bliver bevaret. Så jeg er da ked af at høre, hvis den kan opfattes som ironisk – det er meningen, at det skal være positiv læsning,” siger Nanna Frederikke Juhl, der er ejendomsmæglerfirmaets kontaktperson på huset.

Hun kan desuden fortælle, at selvom huset først blev sat til salg hos dem onsdag den 24. marts om eftermiddagen, så var der fredag eftermiddag allerede booket 22 fremvisninger ind.

Steget fire mio. kr. på godt fem år

Prisen på huset, der er fra 1882, er sat til 10,5 millioner kroner – fire millioner kroner mere, end det var udbudt til, da det sidst var til salg i 2015.

Med en kvadratmeterpris på 56.757 kr. ligger det mere end 7.000 kr. højere per kvadratmeter end den gennemsnitlige udbudspris i Københavns Kommune.

En ny tilstandsrapport på huset er endnu ikke udarbejdet, men i den seneste tilstandsrapport fra 2015 beskriver den beskikkede bygningssagkyndige ejendommens håndværksmæssige udførelse som værende af “almindelig kvalitet” og vedligeholdelsestilstanden som “middel”.

Se hele boligannoncen for Bjelkes Allé hos ejendomsmægleren

Der er røget flere af de gamle byhuse også i de senere år, men med det gule hus i nummer 48 – til højre i billedet – sagde politikerne stop: nu skal det resterende ældre bymiljø på Bjelkes Allé bevares.

Related Articles

X