MN logo rgb web 300x77
Det vidste du ikke om din nabo: Romantik og røverhistorier på Indre Nørrebro

Det vidste du ikke om din nabo: Romantik og røverhistorier på Indre Nørrebro

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Vil du gerne kende alle Indre Nørrebros hemmelige historier og skjulte skatte? Så kan du få dem serveret ganske gratis på onsdag mellem kl. 15 og 22 på Blågårds Plads. 

Når et tilbud lyder for godt til at være sandt, er det det som regel også. Men det her er undtagelsen fra reglen. Hør bare her:

Du får de bedste, vildeste, sødeste og sjoveste historier fra Nørrebro. Du får den nyeste insiderviden om bydelen. Du møder dine søde naboer, du får en lækker middag under åben himmel, og oven i det hele får du en helt unik og nytegnet plakat over Indre Nørrebro.

Det eneste, hele herligheden koster, er et par timer af din tid.

… Men ja, selvfølgelig er der en hage, et catch, en grund til, at du får så meget forærende til eventet ’1001 Fortællinger fra Indre Nørrebro’: 

Vi skal her i bydelen sige farvel til Områdefornyelsen Indre Nørrebro, der de seneste fem år har arbejdet på at forny kvarteret kulturel, socialt og fysisk.

Et eksempel på det sidste – de fysiske forandringer – er Trafikplanen for Indre Nørrebro med den markante omlægning af Rantzausgade, som nu endelig ser ud til at blive gennemført næste år. 

Det er også Områdefornyelsen, der har ført an i arbejdet med projekter som lyskunst i de før lidt småskumle passager i Blågården, den fremtidige skybrudssikring i Hans Tavsens Park og den kommende park i Stengade.

Kom glad – og tag vennerne under armen

Men ved en begravelse er der som bekendt ikke noget bedre end en god gang gravøl, og det er netop, hvad ’1001 Fortællinger fra Indre Nørrebro’ er: gode røverhistorier, mindeværdige anekdoter og helt ukendte beretninger om bydelen. Fortalt af dem, der kender den bedst – de lokale beboere.

Alene af den indlysende grund stiller Mit Nørrebro også op til arrangementet, hvor lokale viser rundt i vores elskede bydel, med flere Nørrebro-værter fra vores nye initiativ ’Mød en Nørrebroer’.

Både vi og Områdefornyelsen håber nemlig på, at ’1001 Fortællinger…’ også vil få en masse besøgende udefra – folk, der med et åbent sind gerne vil høre mere om, hvad Nørrebro er for en størrelse.

Derfor: hank op i dig selv, din sambo, din nabo og de af dine venner, kolleger og familiemedlemmer, du synes fortjener at lære det ægte Nørrebro at kende. Træk en hemmelig tur på Blågårds Plads. Og følg skattekortet til det første stop på ruten. 

Her venter dig en levende og helt særlig Nørrebro-fortælling. Måske skal du høre en røverhistorie på Rantzausgade, en rørende fortælling i Hans Tavsens Park eller en romantisk beretning i bydelens hjerte, Assistens Kirkegård? 

Det ved du først, når du finder rutens stop. For ligesom Nørrebro er ’1001 Fortællinger…’ et uforudsigeligt, charmerende og aldeles uklassificérbart event.

Hver tur tager ca. en time, og du kommer forbi to-tre stop, der på forskellig vis giver dig en unik fortælling om Indre Nørrebro.

Langbordsmiddag og gratis plakatkunst

Når du har taget en eller et par ture rundt med de lokale rundvisere, vender vi tilbage til Blågårds Plads.

Her er der plads til 300 ved langbordet, hvor endnu flere fortællinger kan deles over lækker mad – lavet af den lokale socialøkonomiske virksomhed Ishtar – De Etniske Rødstrømper.
Middagen er gratis, og du kan tilmelde dig via dette link.

Som en ekstra bonus får du et eksemplar af plakaten med det fine kort fra Roar Lerche Studio med hjem – kvit og frit. 

Kortet viser de mange gader, gårde, bygninger, smuthuller og passager, der har været en del af Områdefornyelsens arbejdsområde – og som er hjem eller velkendt naboområde for os, der bor på Nørrebro.

(Praktisk info om tid og sted for ’1001 Fortællinger om Indre Nørrebro’ under kortet)

Du får dette nytegnede kort af Indre Nørrebro ganske gratis, når du deltager i ‘1001 Fortællinger fra Indre Nørrebro’. Kort: Roar Lerche Studio

’1001 FORTÆLLINGER FRA INDRE NØRREBRO’

HVAD:
• Rundvisninger på Indre Nørrebro med røverhistorier, romantik, hemmelig historier og skjulte skatte – med lokale som guides.
• Udstilling af de projekter og resultater, Områdefornyelsen i de forgangne fem år har skabt sammen med beboerne på Indre Nørrebro.
• Fællesspisning – du kan booke plads ved langbordet her

HVOR: Blågårds Plads

HVORNÅR: Onsdag 19. juni kl. 15-22
• Rundvisninger foregår fra kl. 15 til 18, du møder blot op og trækker en tur – sidste tur lægger dog fra land kl. 17.
• Fællesspisning fra kl. 18.30 

Det står dig helt frit for, om du vil deltage i hele eventet, eller blot en del af det. Kan du ikke nå rundvisningerne, kan du sagtens stadig deltage i fællesspisningen – og omvendt. Måske Bare kig forbi.

Related Articles

X