MN logo rgb web 300x77
Dømt brandstifter går frit rundt blandt sine naboer i Baldersgade

Dømt brandstifter går frit rundt blandt sine naboer i Baldersgade

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Den 27-årige mand, der i onsdags tilstod og blev dømt for ni bilbrande i Baldersgade, er blevet løsladt og er flyttet tilbage til selvsamme gade, hvor hans forbrydelser har fundet sted.

Man skulle tro, at beboerne i Baldersgade nu kunne ånde lettet op, efter gerningsmanden til ni nylige bilbrande i gaden i onsdags blev idømt et års fængsel.

Det er bare ikke tilfældet.

For den 27-årige mand blev efter retssagen i Københavns Byret onsdag eftermiddag direkte løsladt til egen bolig, som det hedder i retssprog. Og eftersom han bor i kollektivet BumZen i netop Baldersgade, betød det, at hans naboer onsdag aften kunne se den dømte låse sig ind i sit hjem få meter fra deres hoveddør.

Læs også: Dømt for bilbrande i Baldersgade bor i gadens kollektiv

Baldersgade-beboer Liva Jacobsen nåede således kun lige at komme hjem fra retssagen, som hun havde overværet sammen med en nabo, før hun stødte på den mand, der netop havde tilstået at have sat ild til ni af sine naboers biler i perioden fra 30. august til 23. oktober i år.

“Og der stod jeg så og så ham gå ind i BumZen sammen med sine homies og pårørende –uden politieskorte,” fortæller hun.

Hun og en nabo har henvendt sig til BumZen via kollektivets Messenger for at høre, hvordan de stiller sig til at have den dømte boende, men de havde fredag formiddag endnu ikke fået svar.

Beboer: “Folk sover jo ikke om natten!”

Nogle af de beboere, der har været mest aktive i opklaringen af bilbrandene, har nu næsten givet op og ønsker ikke at søge mere dialog med hverken BumZen eller at tale med pressen – de vil bare gerne videre med deres liv, selvom de erkender, at det er svært, når gerningsmanden går frit rundt blandt dem.

Men ejeren af en af de ni afbrændte biler, en kvinde ved navn Sidsel (hun vil gerne holde sit efternavn anonymt), vil stadig gerne sætte spot på problemet:

“Jeg synes, det er vigtigt, at folk ved, at han ikke er kommet i fængsel. Vi bor jo bor dør om dør med gerningsmanden, der har brændt vores bil af – vi har mødt ham hver dag siden i onsdags! Han kommer gående, som om alt er fint og ingen skade er sket, og i går stod han nede på gaden og grinede med sine venner, som om han ikke var påvirket af noget som helst,” fortæller hun og fortsætter:

“Jeg tror slet ikke, han er klar over, hvilken psykisk terror, det har været for mig, min mand og vores naboer. Folk sover jo ikke om natten! Vi troede, at vi kunne slappe af, når nu gerningsmanden var blevet pågrebet, men kan vi jo ikke. Og nu er det fredag, og der er ikke noget, der afholder ham fra at drikke – og hvad sker der så?,” siger hun med henvisning til, at den 27-årige i retten har fortalt, at de mange bilbrande skyldtes, at han ”havde drukket for meget”.

For Sidsel er der ikke kun tale om en reel og personlig frygt for sig selv, sin familie og sine naboer – hun mener også, at sagen er principiel:

“Jeg synes, det her viser, at vores system beskytter gerningsmændene mere, end det beskytter ofrene. Der er ikke nogen, der griber ind eller forsikrer os om, at selvfølgelig sker det ikke igen, at han sætter ild til noget, og der er en uvished og en stor usikkerhed over, at ingen kan fortælle os, hvor længe vi skal gå og have det sådan her,” siger hun.

Politiet: “Risikoen for gentagelse er svækket”

Det er ikke ualmindeligt, at dømte løslades i en periode, før de kommer til afsoning, og hos Københavns Politi har anklager Anders Larsson følgende kommentar til det aktuelle tilfælde:

Efter en dom vurderes det altid, om betingelserne for at opretholde en varetægtsfængsling fortsat er til stede, indtil pågældende indkaldes til afsoning. Det har vi ikke vurderet, de er i dette tilfælde – bl.a. fordi vi vurderer, at risikoen for gentagelse er svækket af, at pågældende har tilstået og har fået en dom.”

Mit Nørrebro har spurgt hos Kriminalforsorgen, hvor længe beboerne i Baldersgade skal vente på, at den dømte brandstifter kommer til afsoning. Kriminalforsorgen udtaler sig ikke om individsager, men har lovet at vende tilbage med et svar på, hvor længe der p.t. typisk går, før gerningsmænd til denne type forbrydelser kommer til afsoning.

Vi har også skrevet til kollektivet BumZen og til budt både kollektivet og selve gerningsmanden at komme med en kommentar. De er endnu ikke vendt tilbage.

Artiklen opdateres, når og hvis vi får svar fra henholdsvis Kriminalforsorgen og BumZen.

Foto: BumZen/Wikimedia Commons

Related Articles

X