Skuddrabet ved Nørrebrogade i torsdags og en anden skudepisode i Rødovre fredag har fået Københavns Politi til at genindføre visitationszone på Nørrebro – og denne gang er det hele bydelen, der er omfattet.
Opdatering: Københavns Politi meddelte den 17. december, at de to visitationszoner atter er blevet forlænge frem til tirsdag den 4. januar 2022.
Der gik mindre end et døgn, fra den forrige visitationszone på Nørrebro udløb onsdag den 1. december kl. 18, til en 27-årig mand med banderelationer blev skudt i ryggen og døde på gaden på Ydre Nørrebro.
Og der gik kun yderligere godt et døgn, et grundlovsforhør og en drabssigtelse af to nu varetægtsfængslede personer, før visitationszonen blev genindført fredag den 3. december kl. 18.
Hvor dele af Indre Nørrebro sidste gang gik fri, omfatter visitationszonen nu hele Nørrebro, og den løber foreløbig to uger frem til fredag den 17. december kl. 18.
Det er politiets vurdering, at episoden i torsdags er endnu et eksempel på en række voldelige hændelser i det københavnske rocker- og bandemiljø, og at de involverede grupperinger holder til på dele af Nørrebro, i Tingbjerg og i Husum.
Bandeopgøret vurderes blandt andet tidligere at have ført til, at der 11. november blev affyret flere skud mod en gruppe personer, som opholdt sig ved en kiosk på Ruten i Tingbjerg, og at der den 16. november blev affyret flere skud ved en anden kiosk på Bisiddervej i Nordvest.
Derudover blev der fredag afgivet skud i en frisørsalon i Rødovre, hvor tre personer blev ramt.
“Borgerne skal kunne føle sig trygge, når de færdes i de københavnske gader, og derfor har vi en solid og omfattende indsats rettet mod bandekriminalitet. Vi vil ikke acceptere den utryghed, som bandernes gerninger fører med sig, og som led i indsatsen opretter vi nu to visitationszoner, som giver os mulighed for at kontrollere, at personer ikke færdes med våben i områderne,” siger politidirektør Anne Tønnes i en pressemeddelelse.
Politiet har siden 2004 kunnet oprette visitationszoner, hvor de, uden konkret mistanke, kan foretage stikprøvevisitationer af personer, af personers ejendele samt af biler, der befinder sig inden for zonen.
Ud over visitationszonerne, hvoraf den ene altså omfatter hele Nørrebro og Nordvest, understreger Anne Tønnes politiets forebyggende arbejde mod bandekriminalitet, bl.a. øget tilstedeværelse af patruljer og nærpoliti og samarbejdet med lokale boligforeninger, gadeplansmedarbejdere og andre centrale aktører.
Visitationszonerne er gældende fra fredag den 3. december 2021 kl. 18 til fredag den 17. december 2021 kl. 18 i to geografisk afgrænsede områder. Zone 1 omfatter Tingbjerg–Husum, og zone 2 omfatter Nørrebro og Nordvest, som man kan se på nedenstående kort.