MN logo rgb web 300x77
Efter branden: Dansk Islamisk Center åbner først igen til nytår

Efter branden: Dansk Islamisk Center åbner først igen til nytår

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Den danske moské og forening, hvis lokaler i bededagsferien nedbrændte totalt under den store brand i Baggesensgade, regner først med at kunne påbegynde sine aktiviteter igen til årsskiftet. 

Topfoto: Cirkeline Gry Wagner

Da et baggårdshus i Baggesensgade for fire uger siden gik til i en voldsom brand, mistede flere foreninger og små virksomheder både deres lokaler og alt deres indbo.

En sådan oplevelse er barsk nok i sig selv, men for Dansk Islamisk Center (DIC), som holdt til på husets 3. sal, var det indbegrebet af udtrykket “én ulykke kommer sjældent alene”.

Den dansksprogede moské og forening har nemlig det seneste år tid været i, hvad formand Fatih Alev selv kalder “et dødvande”.

“Den tidligere bestyrelse magtede ikke opgaven, og de økonomiske udfordringer blev ikke varetaget, hvilket medlemmerne først blev introduceret til i september sidste år. Siden er der kommet en helt ny bestyrelse, som har prøvet at redde stumperne,” forklarer han den igangværende rekonstruktion.

Det økonomiske rod har blandt andet udmøntet sig i, at foreningen ikke fik indsendt sit årsregnskab for 2018 til Kirkeministeriet, hvorfor DIC har mistet den anerkendelse som trossamfund, som de har haft siden 2009.

I går var vi vidne til, at en ejendom i Københavns smukke kvarter Nørrebro gik i flammer. En ejendom, som husede vores kære brødre fra Dansk Islamisk Center. Det var en ejendom, som særligt var kendetegnet ved, at folk på tværs af forskelligheder og etniciteter mødtes, hvad end det var til bøn, kursus eller anden aktiviteter.

Dansk Islamisk Samfunds Facebook-side 8. maj 2020

Når man ikke er anerkendt som trossamfund i Danmark, kan man ikke udføre gyldige vielser, og foreningens støtter kan ikke længere give skattefri donationer – hvilket der ellers netop godt kunne være behov for i en forening med økonomiske problemer.

“Vi lavede en akut nødindsamling i slutningen af september, hvilket var nok til at betale husleje nogle måneder frem. Og vi var lige gået i gang med nye aktiviteter her i februar, da corona startede. Og under corona kom så branden,” siger Fatih Alev.

Nu skal DIC ud at finde nye lokaler – og det sker med et stort hul i foreningskassen. Da foreningen i 2012 flyttede end i Baggesensgade 4C, blev der nemlig ikke tegnet nogen forsikring, da indboet ikke blev vurderet til at have den store værdi.

Den nuværende bestyrelse har derfor igangsat en kampagne for at samle penge ind til såvel husleje som indbo et nyt sted. 

En online indsamling med et mål på 60.000 Euro (knap 450.000 kr.) havde ved redaktionens slutning opnået donationer for i alt 3.223 Euro (godt 24.000 kr.)

Selvom det var ydmyge lokaler på 3. sal i en baggård her på Nørrebro, har jeg altid følt en stor hjertevarme og åbenhed, når jeg har besøgt moskeen til fredagsbøn, på besøg med mine konfirmander eller til forskellige dialogarrangementer. Jeg plejer at kalde Dansk Islamisk Center for min “sognemoske”, og hvis jeg var muslim, ville jeg uden tvivl komme der om fredagen.

Nicolaj Stubbe Hørlyck, præst i Brorsons Kirke, i Facebook-opslag 8. maj 2020

Fatih Alev siger dog, at denne indsamling er rettet mod et internationalt publikum og ment som et supplement til foreningens MobilePay-kampagne, hvor man har fået samlet “meget mere” ind. Hvor meget mere ønsker han ikke at oplyse, men man er dog langt fra at være i mål.

Samtidig er det i sig selv en svær opgave at finde nye lokaler her på Indre Nørrebro, hvor foreningen gerne vil blive liggende.

“Det er ikke så nemt at finde lokaler til et sted som vores, hvor vi har en ugentlig forsamling i forbindelse med fredagsbønnen. Det er ikke alle udlejere, der er interesserede i det, så det er en udfordring,” siger Fatih Alev, der dog understreger, at han ikke anser det for umuligt.

Alt i alt har det dog fået bestyrelsen til at give sig god ting til at få det hele på plads.

“Vi har besluttet os for ikke have travlt. På grund af corona giver det alligevel ikke mening med et nyt sted lige med det samme, så vi regner først med at komme i gang igen omkring nytår, og i mellemtiden fortsætter vi med vores fundraising,” siger Fatih Alev.

Den omfattende brand der opstod natten til fredag på Baggesensgade 4C har definitivt afsluttet en æra. Dansk Islamisk Center som den hyggelige gårdmoske centralt beliggende i Indre Nørrebro er der ikke længere. Flammerne har nok raseret de fysiske lokaler, men de mange minder, bekendtskaber og opløftende oplevelser i Dansk Islamisk Center bliver med os til evig tid.

Dansk Islamisk Centers Facebook-side 10. maj 2020
Fatih Alev, imam og formand for Dansk Islamisk Center. Foto: Kenneth Balfelt.

Dansk Islamisk Center og branden i Baggesensgade

Dansk Islamisk Center har eksisteret siden 2007 -2008, de første år under navnet Moskeforeningen København og med adresse på Nørrebrogade 32. I forbindelse med flytningen til Baggesensgade 4c i 2012 ændrede foreningen navn til Dansk Islamisk Center (DIC).

DIC var landets første dansksprogede moské, og de tilknyttede imamer som Fatih Alev og danskfødte Abdul Wahid Pedersen er kendt for at være meget aktive i den offentlige debat, ligesom de ofte har været citeret i medierne.

DIC lå indtil 7. maj 2020 på 3. sal i et baggårdshus, hvor der også lå en række mindre virksomheder og øveokaler/studier. Natten til 8. maj (Store bededag) brændte huset ned i en voldsom brand, der kunne ses fra Indre By og lugtes over store dele af Indre Nørrebro.

I forbindelse med branden opstod der straks en række teorier og lokale rygter, men selvom Københavns Politi over for Mit Nørrebro bekræfter, at man anser branden for påsat, er der intet i efterforskningen, der tyder på, at branden har haft relation til DIC. 

Branden opstod i en gruppe affaldscontainere foran bygningen og var én af flere – også formodet påsatte – baggårdsbrande på Nørrebro den første uge af maj, dog udviklede ingen af de andre sig så alvorligt. Efterforskningen pågår fortsat.

Related Articles

X