MN logo rgb web 300x77
Ejerlejligheder på Nørrebro falder i pris (men ikke længe)

Ejerlejligheder på Nørrebro falder i pris (men ikke længe)

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 5 år gammel
Overvejer du at investere i en ejerlejlighed i 2200 N, er det rent økonomisk set en god idé at gøre det her i løbet af 2019. Skal du sælge, bør du derimod overveje at vente til næste år.

Lad os bare slå det fast med det samme: det er ikke billigt at købe fast ejendom på Nørrebro. Og chancerne taler for, at det bliver det nok aldrig igen.

Men alt er jo relativt – og hvis man sammenligner med de andre københavnske bydele, så ligger vi stadig i den billige ende, hvad prisen på ejerlejligheder angår.

Og hvis du har tabt dit hjerte til Nørrebro og ideen om at eje din egen lejlighed her i bydelen, er det måske nu, du skal slå til. For lige nu og resten af året er priserne faldende, hvis man skal tro en nylig prognose fra Bolighed.dk

Bolighed.dk ejes af bankerne Nykredit, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank, og sitet har regnet sig frem til, at en Nørrebro-lejlighed på 85 kvadratmeter i gennemsnit vil blive 55.601 kr. mindre værd i løbet af 2019.

Det skyldes en generel tendens til prisfald i hovedstadsområdet, siger Bolighed.dk – der dog også føler sig overbevist om, at prisfaldet bliver afløst af nye prisstigninger allerede næste år.

Et attraktivt byliv, arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner vil nemlig ifølge sitet fortsætte med at tiltrække købere til hovedstaden og dermed også til Nørrebro:

“Flere forskellige ting påvirker værdierne i de næste par år. Nye stramme låneregler har gjort det svært at blive godkendt til de billigste lån. Samtidig vil der være en tendens til, at flere ønsker at købe før 2021, så de kan nå at få glæde af skatterabatten, som er en del af boligskatteaftalen,” som administrerende direktør for Bolighed.dk, Christian Jaspers, forklarer det.

Når alt det er sagt, er det værd at huske på, at et prisfald på ca. 55.000 kr. på en 85 kvadratmeter ejerlejlighed på Nørrebro typisk vil svare til max et par procent af den samlede købs-/salgspris. 

Så hvis det er lige nu og her i dit liv, at det passer dig bedst enten at købe eller at sælge, eller din drømmelejlighed endelig er sat til salg – så er det måske vigtigere end kroner og øre.

Boliger and beyond

I 2018 udgjorde ejerlejligheder 8,8 procent af boligmassen på Nørrebro. I det øvrige København var det knap 23 procent

• Private andelsboliger udgør med deres 42 procent den klart største boligmasseandel på Nørrebro.

23 ejerlejligheder mellem 80 og 90 kvadratmeter var til salg i postnummer 2200, da Mit Nørrebro 4. marts 2019 tjekkede på Boligsiden.dk

• Den på daværende tidspunkt dyreste ejerlejlighed af denne størrelse kostede 4.850.000 kr. (88 kvadratmeter i Sankt Hans Gade)

• Den på daværende tidspunkt billigste ejerlejlighed af denne størrelse kostede 2.895.000 kr. (83 kvadratmeter i Gormsgade).

Bolighed.dks liste over prisfald (gnsnit for en lejlighed på 85 kvm)

2150 Nordhavn: 76.330 kr.

1000-1499 Kbh K: 68.190 kr.

• 1800-1999 Frederiksberg: 64.226 kr.

• 1500-1799 Kbh V: 62.228 kr.

2100 Kbh. Ø: 60.804 kr.

2200 Kbh. N.: 55.601

• 2400 Kbh NV: 44.854 

Related Articles

X