MN logo rgb web 300x77
Europas næstbedste pizza laves på Nørrebro

Europas næstbedste pizza laves på Nørrebro

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 5 år gammel
Christian Puglisis restaurant Bæst i Guldbergsgade løber med andenpladsen i international rejseguides Top 50 liste over europæiske pizzeriaer.

Det internationale rejsesite Big 7 Travel afsagde tirsdag en dom af den gode slags: Europas næstbedste pizza fås på Nørrebro – nærmere betegnet på restaurant Bæst i Guldbergsgade.

“Du ved, at det er ‘the real deal’ her, fordi de har deres egen gård med fokus på økologisk kød og produkter af høj kvalitet samt deres eget salumeria [pølsemageri, red.] og mikro-mejeri – i stedet for at importere mozzarella laver de den selv med den bedste råmælk,” skriver Big 7 Travel.

(Og ja, selvom Mit Nørrebros redaktion har flere bud på formidable pizzasteder her i bydelen, må vi indrømme, at vi aldrig – aldrig! – har fået bedre mozzarella hverken på eller uden for Nørrebro end på netop Bæst.)

Rejsesitets konklusion er kort og godt: “This place is taking pizzas to whole new levels.”

Der optråder kun én anden dansk pizzariarestaurant på listen – Mother på Vesterbro – og den ligger et pænt stykke længere nede på en 29.-plads.

Og hvor er så det eneste sted i Europa, hvor man kan få en bedre pizza end på Nørrebro? Ja, ifølge Big 7 Travel er det i selve den moderne pizzas hjemby, italienske Napoli (på L’Antica Pizzeria da Michele, hvis du lige står og skal på de kanter) – så set i dét lys er en 2.-plads jo nærmest det højest opnåelige.

For to år siden blev Bæst udråbt til den ottendebedste pizzarestaurant i verden af britiske The Guardians madanmelder og pizzaekspert Daniel Young. Den første tirsdag i april 2019 er de så blevet kåret som den andenbedste pizzarestaurant i Europa. Blev du også lige pludselig sulten? Fotos: Bæst


Related Articles

X