MN logo rgb web 300x77
Aflyst: Ingen fælles motorcykelkørsel til Bakkens åbning i år

Aflyst: Ingen fælles motorcykelkørsel til Bakkens åbning i år

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Når Bakken åbner i morgen fredag, bliver det uden det traditionsrige MC-optog gennem Nørrebrogade. Københavns Politi har torsdag meldt ud, at fælleskørslen vil være et brud på forsamlingsforbuddet.

Arkivfoto: Lars Christian Vibild, larsvibild.dk

Solen skinner, byen summer atter af liv, og i morgen slår verdens ældste forlystelsespark Bakken for 438. gang portene op for sæsonen.

Men vi lever stadig i ly af coronakrisen, og derfor er åbningen ikke alene næsten to måneder forsinket – den bliver også uden det folkekære motorcykeloptog gennem Nørrebrogade.

Motorcykeloptoget har været en tradition siden 1965 og plejer hvert år at tiltrække hundredevis af såvel motorcyklister som nysgerrige tilskuere, og Landsforeningen for Motorcyklister MCTC har da også fået rigtig mange henvendelser fra motorcyklister, der siden fremrykningen af genåbningens fase 3 ville høre, om det ville blive muligt at gennemføre optoget i år.

“Vi forstår jer godt, for fællesturen er for mange ét af årets tohjulede højdepunkter, og vi har derfor løbende været i dialog med både Bakken og Nordsjællands Politi for at få afklaret, hvordan åbningen bliver afviklet i år,” skriver foreningen på sin hjemmeside.

Torsdag eftermiddag meldte Københavns Politi imidlertid ud på Twitter, at den sædvanlige motorcykelkortege gennem byens gader ikke kan gennemføres grundet risikoen for coronasmitte.

“Ved den traditionsrige åbning af Dyrehavsbakken plejer motorcyklister og tilskuere at forsamle sig på Nørrebrogade inden samlet afgang mod Klampenborg. I år kan det desværre ikke gennemføres uden at overtræde det midlertidige forsamlingsforbud,” skriver politiet og fortsætter:

“Man må stadig ikke forsamle sig i grupper på flere end 10 personer – det gælder naturligvis også i forbindelse med åbningen af Bakken. Vi vil være til stede på Nørrebrogade for at føre tilsyn, vejlede og håndhæve forsamlingsforbuddet.”

Motorcyklisterne har fået at vide, at de stadig er meget velkomne til Bakkens åbning som enkeltindivider eller i grupper på op til 10 personer.

Men vi andre må altså vente til næste år med atter at beundre de mange nypudsede motorcykler, når de mødes på Nørrebrogade forud for den første forårstur til Bakken. 

Related Articles

X