MN logo rgb web 300x77
Fællesjul: Her kan du hygge dig med andre nørrebroere juleaften

Fællesjul: Her kan du hygge dig med andre nørrebroere juleaften

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Der er ingen grund til at tilbringe juleaften alene eller til selv at skulle stå for hele julemiddagen. Både i Nørrebrohallen og i Simeons Kirke kan du deltage i fælles juleaften enten som gæst eller som frivillig.

Redigeret 7. december, hvor vi har indsat arrangement fra Kingos Kirke

Andesteg og risalamande krydret med en julesang eller tre, et flot pyntet juletræ og en gave til de yngste. To steder på Nørrebro er dørene åbne for en juleaften i samvær med andre.

Juleaften i Simeons Kirke

I Simeons Kirke i Sjællandsgade har menighedsrådet genoptaget afholdelse af julemiddag. 

Det foregår i kirkens menighedssal, hvor du både kan nå at kigge på krybbespillet, der foregår mellem klokken 11 og 12, samt deltage i julegudstjenesten klokken 15, før julemiddagen serveres klokken 18. Det er dog ganske frivilligt, om du vil deltage i de to forudgående aktiviteter. 

Der er god adgang for gangbesværede, og alle er velkomne, understreger provst Per Vibskov Nielsen, der håber på en hyggelig jul for omkring 35 personer.

Simeons Kirke serverer helt traditionel juleand med tilbehør samt risalamande, og der vil både blive sunget om juletræet og delt julegaver ud. 

En madbillet til julemiddagen koster 100 kroner og kan købes på kordegnekontoret, Sjællandsgade 12B, senest i morgen fredag den 6. december. Der er åbent mellem klokken 9 og 15 både i dag og i morgen.

Det er i øvrigt frivillige, der kokkererer i menighedshusets køkken. Så vil du gerne hygge om dine Nørrebro-naboer juleaften, kan du stadig nå at melde dig som medhjælper i køkkenet, hvor de godt kunne bruge lidt flere nogle hænder. 

Juleaften på Den Røde Plads

I Nørrebrohallen inviterer det socialøkonomiske spiseri Send Flere Krydderier og Michelin-kokken Christian F. Puglisi til juleaften. Det er anden gang, at Nørrebrohallen åbner dørene for julegæster. 

Den 24. bliver der plads til både den traditionelle julemad og -sang samt til smage fra alverdens lande.

“Traditioner er noget, vi skaber, og ritualer er til for at minde os om, hvem vi er. Hvor vi er fra. I dag tror jeg, det er vigtigere end nogensinde, at vi minder hinanden om, at der kan laves lidt om på dem,” som Christian Puglisi skrev sidste år i netmediet Vice om intentionen bag Jul i Nørrebrohallen.

Mirka Mozer fra Indvandrer Kvindecentret, der står bag Send Flere Krydderier, glæder sig til igen at samle Nørrebro juleaften:  

“Vores anderledes juleaften er for alle. Man er velkommen uanset religiøs eller kulturel baggrund, om man kommer alene eller sammen med nogen, eller om man fejrer jul eller ej. Det handler nemlig om at mødes på tværs af kulturer, generationer og juletraditioner og være sammen om et dejligt julemåltid,” understreger hun.

Mellem klokken 16.30 og 21.30 vil der være julehygge og fællesskab på tværs af generationer, kulturer og juletraditioner. 

Som gæst får du serveret gløgg og julesmåkager om eftermiddagen. Til aftenens middag kan du vælge helt traditionel juleand med brun sovs og selvfølgelig også risalamande, eller du kan fylde tallerkenen med lam, humus m.m., når du sammen med andre sætter dig ved familielangbordet. Bagefter er der kædedans med sang om juletræerne. 

Sidste år deltog omkring 250, og man forventer samme antal i år. Ifølge Mirka Mozer vil der være omkring 50 frivillige med til at kokkerere den gode julemad sammen. P.t. er der ikke brug for flere frivillige hænder.

Prisen for at deltage er 100 kroner for voksne og 50 kroner for børn mellem 6 og 12 år – børn under 6 år er gratis. Der er julegaver til børnene. Billetter kan købes via madbillet.dk

Juleaften i Kingos Kirke

Efter gudstjenesten i Kingos Kirke den 24. december kl. 16 er alle velkomne til fælles juleaften med julemad, juletræ, salmer, pakkespil og konfekt.

Det koster 100 kr., og du skal tilmelde dig hos præst Anders Graversen på ang@km.dk. Det er også ham, du skal henvende dig til, hvis du gerne vil hjælpe til eller har spørgsmål til arrangementet.

Fotos fra hhvis julemarkedet på Blågårds Plads (herover) og fra julettræstændingen på Den Røde Plads (topfoto) i den forgangne weekend: Lars Christian Vibild, @lcvibild

Har du viden om andre steder på Nørrebro, hvor der afholdes åbne juleaftenarrangementer, er du velkommen til at kontakte redaktionen.

Related Articles

X