MN logo rgb web 300x77
Farvel, Kaptajn: Coronakrise lukker populær Nørrebro-restaurant

Farvel, Kaptajn: Coronakrise lukker populær Nørrebro-restaurant

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel

Rettelse 2. juni: I den oprindelige version af artiklen havde vi skrevet, at det var de to kokke Patrick Kofoed og Tim Güth, der har skrevet beskeden om lukningen på Kaptajns sociale medier. Det viser sig ikke at være korrekt, hvorfor denne oplysning er blevet rettet.

Den velanmeldte Restaurant Kaptajn på Sortedam Dossering klarede ikke skærene under nedlukningen og meddeler, at forretningen nu sættes til salg.

At dømme ud fra gadebilledet er nørrebroerne i fuld gang med at hjælpe det lokale restaurationsliv på ret køl igen.

Mange af bydelens restaurationer slog dørene op mandag den 18. maj, så snart det var tilladt, og flere er fulgt efter i den forgangne uge.

Men den ellers velansete og velanmeldte Restaurant Kaptajn fortæller nu via deres sociale medier, at de ikke åbner igen efter nedlukningen. I hvert fald ikke med de nuværende ejere.

“Det ku’ ha blevet så godt… men nu bliver det slet ikke til noget. Kaptajn kommer ikke til at åbne igen. Samarbejdet, likviditeten og hele eksistensgrundlaget for forretningen blev knust, da landet blev lukket ned,” står der i en meddelelse på restaurantens Instagramprofil og Facebook-side.

“Vi har derfor valgt at sætte forretningen til salg – den kan overtages som den står, og navn og medier og det hele kan følge med, hvis det ønskes. Der skal umiddelbart bare ny mad i køleskabene, og så er den køreklar,” står der videre om restauranten, der siden 2018 har huseret på hjørnet af Sortedam Dossering og Fredensgade på grænsen til Østerbro – adressen, der tidligere har lagt lokaler til Café Frederik og før det gennem 32 år Broens Bodega. 

Fra Michelin-ambitioner til ohøj og tak

Det har ellers ikke skortet på hverken erfaring eller anerkendelse for teamet bag den lille, ambitiøse restaurant, der ikke har lagt skjul på, at ambitionen var at få en Michelinstjerne – samtidig med at bibeholde en afslappet stemning.

Kaptajn blev i sin tid åbnet af ejerne bag den populære vin- og spisebar Ancestrale på Vesterbro, og ejere og kokke kunne fremvise generalieblade fra blandt andet netop Michelin-restauranterne MR, Formel B, Noma, Kadeau og Studio.

Kort efter åbningen, i marts 2018, fik Kaptajn fem hjerter i en anmeldelse i Politiken med overskriften ’Restaurant Kaptajn er sådan et sted, man har lyst til at besøge igen og igen’.

Og gæsterne giver da også udtryk for deres sorg over lukningen på Kaptajns Instagram-konto:

“Det er så trist en nyhed, og vi drikker en skål for jeres forrygende selskab, gode mad og fuldstændigt uprætentiøse tilgang til alt det her halløj,” lyder en kommentar, mens en anden gæst skriver:

“Kaptajn var en af de bedste restauranter i København. Her har vi haft mange utroligt fine restaurantoplevelser. Tak til jer alle på hele holdet.” 

En tredje slår fast, at der er tale om et “Kæmpe tab for den københavnske madscene!”

“Jeg køber gerne alle jeres opskrifter på sauce,” plæderer han.

Om sauceopskrifterne er til salg separat, skal vi ikke kunne sige, men er man oprigtigt interesseret i at købe restauranten, opfordres man i Instagram-opslaget til at skrive til ahoy@restaurantkaptajn.dk – med afslutningsbemærkningen:

“Ohøj, skål og tak for denne gang.”

Foto: Google Maps

Related Articles

X