By Ramadan-dagbog #4: Tarek Ziad Hussein har den seneste måned skrevet et ugentligt indlæg i Mit Nørrebro om, hvordan det er at holde ramadan i en corona-tid. Hans sidste indlæg handler blandt andet om, hvor akavet det er ikke at kunne fortælle sin arbejdsgiver, hvornår man har brug for at tage fri for at fejre eid.
Tarek Ziad Hussein er forfatter, jurist og flittig deltager i den offentlige debat med det mål at vise, at det er muligt at forene identiteten som praktiserende muslim med at være en aktiv demokratisk medborger. Han bor med sin familie i København NV.
Bum! Det var så den ramadan. Som så ofte før indser man, hvor hurtigt denne velsignede måned gik. Lige da man havde fundet rutinen, så er det hele slut.
Som jeg har beskrevet i en af de tidligere dagbøger, så har det på mange måder været en helt særlig ramadan henset til hele situationen med COVID-19.
Vi var så heldige, at vi lige nåede at få en håndfuld dage med, hvor moskeerne langsomt åbnede op, så man kunne få den ekstra fordybelse, der følger med. Og selvom det var lidt særligt at bede med adskillige meters afstand og uden de obligatoriske kys og kram, så var det ikke desto mindre skønt at få lov til at få en lille følelse af samhørighed og fællesskab.
Når ramadanen når sin afslutning, så fejrer vi det i form af eid-festen – eller den muslimske jul, som nogle kalder det af pædagogiske årsager.
Det er måske ikke velkendt for mange ikke-muslimer, men vi ved faktisk ikke, hvornår afslutningen af ramadanen falder før en af de sidste aftenener. Og uden at kede læserne med de teologiske forklaringer, så skyldes det generelt, at man har to skoler fsva. det her spørgsmål.
Den ene skole siger, at man fysisk skal observere nymånen, og hvis det ikke er tilfældet, så faster man en ekstra dag. Den anden skole mener modsat, at man med nutidens teknologi og kendskab til astronomi kan regne sig frem til nymånen de næste 50 år. Derfor oplever man hvert år, at det ene land fejrer eid den ene dag, mens det andet land venter en dag til.
Det skal så siges, at der ofte går storpolitik i diskussionen, så hvis Saudi Arabien siger, at eid’en falder om lørdagen, så siger Iran, at det først er dagen efter.
Det er i virkeligheden en tosset diskussion, da vi som danske muslimer slet ikke burde følge alle mulige andre lande, men det er desværre virkeligheden i dag.
Det giver ofte nogle mildest talt akavede situationer, når man skal forsøge at forklare sin arbejdsgiver, at man ikke helt ved, hvornår man har brug for at tage fri. Det er lige så upraktisk, som det lyder. Men for en gangs skyld virkede det til, at der var bred enighed, hvorfor eid blev fejret (næsten) enstemmigt af alle om søndagen den 24. maj 2020.
Det skete som sædvanligt med et festivas af god mad, gaver til børnene og kvalitetstid med den nærmeste familie. Grundet COVID-19 var eid-bønnen aflyst langt de fleste steder, og man måtte derfor tage til takke med at bede bønnen derhjemme. Ligeledes blev det ikke til lige så mange besøg af familie og venner, men det må forhåbentligt indhentes, når vi vender tilbage til en normaltilstand inden længe.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle, der har læst med i dagbogen den seneste måned. Vi kan komme et langt stykke, hvis vi alle på tværs af religioner bliver bedre til at sætte os ind i hinandens vaner, herunder religiøse helligdage – så tak for at have læst med!
Foto: Shutterstock
Læs Tarek Ziad Husseins Ramadandagbog #3: Faste i en coronatid: “På mange måder er vi inspireret af julen”
Læs Tarek Ziad Husseins Ramadandagbog #2: Faste i en coronatid: “Mange glemmer intentionen bag”
Læs Tarek Ziad Husseins Ramadandagbog #1: Faste i en coronatid: “Det er lidt som stilhed før stormen”
