By I dag er det 100 år siden, at finansmanden og milliardæren Alex Brask Thomsen blev født. Læs historien om den utraditionelle Nørrebro-dreng, der ikke mindst huskes for at ville have opkaldt Nørrebrogade efter sig – for den nette sum af 250 millioner kroner.
17. september 1919 blev en dreng født i Sundevedsgade 24 A på Vesterbro. Forældrenene Jenny Helene Klausen og Anders Henry Thomsen kaldte ham Alex.
Fornavnet fik han efter farens chef hos Sadolin & Holmblad, Alexander Foss, og ved barnedåben i Kristkirken på Vesterbro 11. januar 1920 modtog han også det gamle familienavn Brask efter farfaren og oldefaren.
1. maj 1923 flyttede familien til en nyopført ejendom i Fensmarkgade 20 på Nørrebro. Her blev Alex’ to søstre, Kirsten og Karen, født.
I 1926 startede Alex i Sjællandsgades Skole, hvor han gik de første fem år. Herefter skiftede han til Efterslægtselskabets Skole på Frederiksberg. Det var en gymnasieskole, som krævede gode karakterer for at komme ind, hvilket Alex ikke levede op til. Alligevel lykkedes det faren at få ham ind på skolen, hvor han selv havde været elev 25 år tidligere.
De andre i klassen kunne ikke rigtig lide Brask… det var ikke populært at være nazist.
Henning Vedsted Jakobsen, livslang ven
Brask fik det aldrig nemt i skolen – alle syntes, at han var en underlig dreng, og umiddelbart ville han være blevet et let offer for mobning.
Henning Vedsted Jakobsen fik dog ondt af den lille, spinkle dreng, som de andre gerne ville tæve, og han blev derfor Brasks beskytter i gymnasieskolen – og en ven for resten af livet.
Om modviljen mod Brask i skolen fortæller Henning følgende i bogen ‘Brask – Manden der ville købe Nørrebrogade’:
“De andre i klassen kunne ikke rigtig lide Brask. Der skete det mærkværdige, da vi i ’36 gik ud med en realeksamen, så blev vi enige om at lave en elevforening. Og den eneste, de ikke ville have med, det var Brask. Af 31 mennesker.”
Om grunden uddyber Henning:
“Han var tilhænger af DNASP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti). Jeg var kommunist. I skolegården kunne jeg sidde i den ene ende og holde tale om kommunismens lyksaligheder. Og han snakkede i den anden ende om, hvor dejligt det var i Tyskland under Hitler. Og det var der ingen i skolen, der kunne lide – det var ikke populært at være nazist,” forklarer han til bogens forfatter, Henrik Nørgaard.
Festligt, fyrigt og flittigt barndomshjem
Brasks far, Anders Thomsen, havde et godt og vellønnet job som sælger hos Sadolin & Holmblad, men omgangen med kunderne endte jævnligt på værthus, og han kom ofte beruset og sent hjem til familien i Fensmarkgade – noget, som ifølge Alex Brask Thomsen begyndte at præge hjemmelivet.
Til Henrik Nørgaard fortæller han således om en aften, hvor moren tog sin 5-årige Alex ved hånden, lagde den nyfødte Kirsten i barnevognen og gik i hidsig fart hen til en restaurant på Fælledvej, hvor faren havde befundet sig lidt vel længe. De fandt ham i muntert selskab, og foran børnene stillede moren sig op og holdt sit livs dundertale, hvor hun krævede en radikal ændring.
“Der blev helt stille ved bordet, far rejste sig, tog hurtigt afsked med selskabet og fulgte uden videre med os hjem. Den aften og til langt ud på natten blev der sikkert talt meget mellem ægtefællerne inde i dobbeltsengen, og i hvert fald blev der taget en stor beslutning. Næste dag gik far ind i sit firma og sagde sin vellønnede stilling op. Nu skulle hele tilværelsen lægges om. Far ville være selvstændig,” fortæller Alex Brask Thomsen.
Der skete altid noget, og vi børn kedede os aldrig. Men en ting var vi ikke så glade for. Far og mor skændtes meget, fordi de var to stærke temperamenter.
Alex Brask Thomsen
1. april 1927 overtog Anders Thomsen en farve-og tapethandel på Nørrebrogade 228, og året efter flyttede familien ind i en fem en halv værelses lejlighed på Nørrebrogade 220 (mellem Heimdalsgade og Ole Jørgensens Gade).
Anders Thomsen drev forretningen med stor dygtighed, og familien blev velhavende med tjenestepige og egen bil.
Alex beskriver sine forældre som flittige og engagerede mennesker, som var selskabelige, glade og fornøjelige og gjorde meget for at være sammen som familie.
Kun på et punkt havde han ikke så gode minder:
“Vist var det et festligt barndomshjem. Der skete altid noget, og vi børn kedede os aldrig. Men en ting var vi ikke så glade for. Far og mor skændtes meget, fordi de var to stærke temperamenter. Om opdragelsen var de altid enige, men indbyrdes var det ’to hårde møllestene, som malede skidt sammen’.”
De lyssky sider af forretningslivet
Efter endt skolegang i 1936 blev Alex lærling hos sin far. Her lærte han, ud over at sælge maling og tapet, også de mere lyssky sider af det at drive forretning, og han fortæller:
“Engang havde far en kommis, der tilstod at have taget 20-50 kroner af kassen hver dag. Han røg selvfølgelig ud. Far fortalte mig, at han selv tog ca. 100 kroner om dagen, og butikken kunne ikke bære, at der var to af den slags. Det er jo altid charmerende at tage af kassen, så længe det ikke bliver opdaget, hverken af chefen eller skattevæsenet.”
Efter et par år hos sin far havde Brask lyst til at prøve noget nyt, og 1. juli 1938 fik han arbejde i Aarhus.
Hans store drøm var at komme til Tyskland, og det lykkedes i 1939. Han kom til München og fik arbejde i en farvehandel. De mandlige ansatte gjorde krigstjeneste, så forretningen blev drevet af en ældre chef og 10 unge piger. Brask fik hurtigt lært sig sproget, for som han sagde. “Den bedste måde at lære sprog på er som bekendt at sove med lærerinden”.
Det er jo altid charmerende at tage af kassen, så længe det ikke bliver opdaget, hverken af chefen eller skattevæsenet.
Alex Brask Thomsen
Da Tyskland besatte Danmark 9. april 1940 ændrede han sit syn på det nazistiske styre. Han ønskede ikke at blive i Tyskland, men rejste hjem og meldte sig ud af det nazistiske parti, som han havde været medlem af siden 1938.
Efter hjemkomsten til København søgte han ind på handelshøjskolen, og to år senere fik han sin HA-eksamen.
Hans flirt med nazismen fik store følger for ham, da Danmark blev befriet.
Den 5. maj 1945 blev han hentet af frihedskæmpere og var efterfølgende interneret i en måned. Han fik ingen dom, men skaden var sket – ingen arbejdsgiver ville ansætte ham.
I august 1945 rejste han med sin hustru Bente til Paris, hvor han bl.a. lærte sig sproget.
Kemikalier og kreditbanker
Hjemvendt til København startede han i 1947 egen kemikalie-virksomhed fra sin lejlighed i Lundtoftegade. Virksomheden gik godt, og efterhånden stiftede han en halv snes selskaber.
Disse krævede store investeringer, og Brask begyndte at interessere sig for handelen med penge. Han fandt frem til en mindre bank, Københavns Kreditbank, som han sammen med barndomsvennen Henning Vedsted Jakobsen overtog i 1955.
Året efter solgte Alex Brask Thomsen pludselig kreditbanken sammen med andre af sine selskaber til spekulanten Poul Glindemann, hvorefter han slog sig ned i skattely Montreux i Schweiz med en millionformue. Kreditbanken krakkede 1957.
I 1958 stiftede han Finansbanken, der blev en af de største banker i Danmark – men også en bank, der fik mange af de kunder, som pæne banker ikke ville beskæftige sig med.
Brask og Finansbanken ydede lån til den reklamefinansierede piratradio Radio Mercur (1958-1962), og han var medvirkende ved oprettelsen af den konkurrerende reklameradio DCR/Danmarks Commercielle Radio. Efter lukningen af Radio Mercur blev Alex Brask Thomsen frikendt for at have medansvar for ulovlige udsendelser fra Radio Mercur i august 1962.
I 1980 blev Finansbanken solgt til Jyske Bank for et trecifret millionbeløb. Finansbanken bestod ved salget af 47 filialer over hele landet.
Godsopkøb og Riskær-slagsmål
Siden 1957 havde Brask boet i skattely forskellige steder i udlandet, men han savnede en bolig, når han besøgte Danmark. Via sin svigersøn købte han derfor i 1984 et af Danmarks største landbrug, Overgaard Gods ved Mariager Fjord.
Efter salget af Finansbanken og købet af Overgaard Gods var det meget lidt, man hørte om Brask i medierne. Han dukkede af og til op som investor eller långiver, men i december 1991 kom han atter på avisenes forsider.
Han lånte Klaus Riskær Pedersen 17 millioner kroner, og som sikkerhed fik han aktier for 50 millioner kroner i Riskærs selskaber, Krepco Holding og Accummulator Invest. Kort tid efter gik begge selskaber i betalingsstandsning, og Brasks aktier var værdiløse.
Det blev starten på et bittert opgør mellem de to finansmænd, som mest foregik gennem pressen. En TV-duel, hvor Riskær og Brask havde svinet hinanden til, blev af Ekstra Bladet kaldt “det grimmeste TV-skænderi i mands minde”.
Hør skal vi ikke lave noget skæg?” – “Hvad har du nu fundet på?’” – “Jo nu skal du høre: Jeg vil udlodde 250.000 kroner, hvis jeg kan få lavet Nørrebrogade om til at hedde Alex Brask Thomsens Gade.”
Ordveksling mellem Alex Brask Thomsen og barndomsvennen Henning Vedsted Jakobsen
Bejleriet til Nørrebrogade
I 1992 skete det, de fleste nok husker Brask for – han tilbød Københavns Kommune 250 millioner kroner til gengæld for at omdøbe Nørrebrogade til Alex Brask Thomsens Gade.
Vennen Henning Vedsted Jakobsen fortæller til forfatter Henrik Nørgaard, hvordan idéen opstod:
“En dag, da vi går nede i Monaco på en af vores sædvanlige ture, sagde Brask: ’Hør skal vi ikke lave noget skæg? ’Hvad har du nu fundet på?’ spurgte jeg. ’Jo nu skal du høre: Jeg vil udlodde 250.000 kroner, hvis jeg kan få lavet Nørrebrogade om til at hedde Alex Brask Thomsens Gade.’
Beløbet og idéen voksede. Brask endte på 100 millioner, men hans børn foreslog 250 millioner, og derved blev det.
Daværende overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og byplanborgmester Peter Martinussen (S) mødtes med Brask – de afviste tilbuddet, men tilbød, at han kunne sponsorere en idræts- eller kulturbygning. Det var Alex Brask Thomsen dog ikke interesseret i.
Jeg mødte en mand, der efter min vurdering nærede en oprigtig kærlighed til sit gamle kvarter på Nørrebro.
Jens Kramer Mikkelsen, tidligere overborgmester i København
Jens Kramer Mikkelsen fortalte senere om mødet med Brask:
“Jeg kendte kun Alex Brask Thomsen fra pressen, hvor der var meget hård kritik af hans forslag. Hvad var det nu for et stunt? Men jeg mødte en mand, der efter min vurdering nærede en oprigtig kærlighed til sit gamle kvarter på Nørrebro. Jeg fik bestemt et positivt indtryk.”
Historien fik stor omtale i medierne, også de udenlandske, og Brask modtog mere end 500 henvendelser med forslag til at opkalde alt mellem himmel og jord efter ham – naturligvis mod et kontant beløb.
Begravet fra Stefanskirken
8. januar 2005 døde Alex Brask Thomsen i hjemmet i Bassins, Schweiz, i en alder af 85 år.
Det var hans ønske at blive begravet på farens fødselsdag, 14. juli, så hans legeme blev balsameret og opbevaret i et kølehus.
Til Billed-Bladet havde han allerede i 1993 fortalt, hvad der skulle ske, når han var død:
“Begravelsen skal foregå fra Stefanskirken, og så kører vi op til Bispebjerg Kirkegård og ind til venstre, hvor kisten skal sænkes ned. Der ligger i forvejen mine forældre, mine søstre og min datter. Gravstenen kommer fra Overgaard.”
Alex Brask Thomsen efterlod sig en anslået formue på ca. 10 milliarder kroner.
Brask var gift to gange. Første gang med Bente Vibeke Larsen, men hvem han fik tre børn – Anker, Vibeke og Birte. Vibeke omkom kun 18 år gammel i en bilulykke i Schweiz.
Hans andet ægteskab var med den 25 år yngre Karen Matthiesen, de fik sammen datteren Vibeke.
Kilde: ‘Brask – Manden der ville købe Nørrebrogade’ af Henrik Nørgaard, Jyllands-Postens Forlag (2008, udsolgt fra forlaget). Alle citater samt en stor del baggrund er lånt fra denne bog.
