Mit Nørrebro
Fra jernstøberier til slumstormere: Nørrebros historie på museum

Fra jernstøberier til slumstormere: Nørrebros historie på museum

Vil du gerne vide, hvilket københavnerikon der blev produceret på Nørrebro? Og vil du se eller gense en del af bydelens barske historie? Så skulle du tage et smut forbi det nyåbnede Københavns Museum i Stormgade, hvor historien om Nørrebro har fået en plads. 

Hen over skærmen ser man unge, højtråbende mennesker, der sidder på taget af et træskur, som bliver skubbet af en bulldozer. 

Det flade tag med de mange mennesker på svæver vandret, mens stolperne, der bærer det, knækker under den gule maskines overmagt. Der råbes og skriges endnu højere. 

Tilskuerne i det mørklagte rum kommer med udbrud: 

“Åh, hvor er det dog grimt”, siger en. 

En gråhåret kvinde tager sig til kinderne: “Det går lige ind. Tænk, at det var sådan dengang”, siger hun, mens hun fortsætter med at stirre med blanke øjne på skærmens barske billeder af rydningen af ’Byggeren’ dengang tilbage i april 1980.

Vi befinder os på øverste etage i det nyåbnede Københavns Museum. 

Her i Overformynderiets tidligere bygning, der efter mange års nænsom renovering fremstår både unik og smuk, udspiller der sig et af Nørrebros mest voldsomme historiske øjeblikke. 

Det ligner mere borgerkrig end byfornyelse. Og filmen vækker mange følelser hos beskuerne.

“Se, er det dér ikke Ane – lige der?”, spørger en. 

Svaret drukner i støjen fra videoen, hvor de mennesker, der boede på Nørrebro i sluthalvfjerdserne og startfirserne, fortæller om deres oplevelse af tiden i og omkring by-saneringen på Nørrebro med blandt andet nedrivningen af den beboeretablerede byggelegeplads Byggeren. 

Jernet fra Den Sorte Firkant

Mit Nørrebro har for en sjælden gangs skyld krydset Dronning Louises Bro til Indre By for at tage til premiereåbning på det nye Københavns Museum i Stormgade – museet, som for år tilbage hed Københavns Bymuseum, og som dengang lå på Vesterbrogade. 

Vi har taget nørrebroerne Christian Joshua Korsgaard (63 år) og Marcelo Rasmussen (71 år) under armen for at høre deres kommentarer til den del af udstillingen, der omhandler de tre københavnske brokvarterer. 

Brokvartererne er historisk interessante, fordi de på hver deres måde viser, hvordan København fra midten af 1800-tallet brød ud af Indre By og groede ud i tre ’forstæder’. 

Blandt Nørrebros tidligste bebyggelser var Anker Heegaards Jernstøberi på Blågårdens område – og når vi i dag taler om ’Den sorte firkant’, handler det mere om områdets historie som oprindeligt værende bebygget af “en sort industri” end om, at der i området blev bygget en billig boligmasse for fattigfolk. 

Selvom Christian Joshua Korsgaard har boet på Nørrebro i 30 år, er det nyt for ham, at dette område engang husede tung jernindustri, og at det blandt andet var her, at de sorte ende- og midterstykker til de berømte københavnerbænke blev støbt.

Selv bor han og Marcelo Rasmussen i Rantzausgade få huse væk fra emaljefabrikken Glud og Marstrand havde til huse – dem, der blev kendt for det berømte køkkentøj Madam Blå, og derudover bl.a. producerede skilte til de danske veje. 

Kampen om byggeren, 29. april 1980. Foto: Søren Dyck-Madsen/Wikimedia Commons.
Topfoto: Sanne Jørgensen (th) og Christian Joshua Korsgaard (tv) er enige om, at bysaneringen på Nørrebro har givet luft mellem karréerne og dejlige grønne områder, men også at priserne på lejlighederne på Nørrebro er alt for høje. Foto: Martin Dybdal.

Nu kigger de begge alvorligt på videoen fra Byggeren.

“Det er godt nok voldsomt!”, kommenterer Christian, før en lang, hvid frakke i et glasskab i nærheden kalder smilet frem hos ham.

“Det her kunne havet været min slumstormerfrakke”, siger han. 

”Sådan en havde jeg, men jeg var ikke slumstormer”, fortsætter han, men bliver afbrudt, da endnu en voldsom scene udspiller sig på lærredet. 

Sammenhold og protest

“Det er godt, at det bliver gemt, sådan noget her”, udbryder kvinden fra før som en kommentar til videoen. 

Hun er tydeligt oprørt, og Christian kan ikke lade være med at kommentere det. Og så falder vi i snak. For 67-årige Sanne Jørgensen var nemlig en af slumstormerne, som boede i kvarteret i tiden op til nedrivningen af de kondemnerede ejendomme, som udgjorde en stor del af boligmassen på indre Nørrebro tilbage i 70’erne.

“Jeg bliver sgu helt rørt”, siger hun, mens hun fortæller om det sammenhold, der var blandt beboerne. Dengang kom alle hinanden mere ved, end de gør i dag, siger hun. En påstand, Christian tilslutter sig. 

Den nødvendige nedrivning af først de gamle og uhumske bygninger, siden de grimme betonelement-bygninger, der afløste slummen, samt det økonomiske opsving, som har sendt især de bevarede – og nu velrenoverede – gamle ejendommes lejlighedspriser på himmelflugt, har ændret beboersammensætningen på Nørrebro. 

Nu har man ikke tid til fælles arbejdsweekender og arrangementer. Nu kan man betale sig fra det hele, og fællesskabet har man ikke tid til, bliver de enige om.

“Det er skæbnens ironi, at vi står i denne bygning i dag og ser på nedrivningen af bygningerne i 70’erne og 80’erne”, siger Sanne Jørgensen og henviser til, at det var i Overformynderiet, at man kunne henvende sig, når man som slumstormer kunne dokumentere, at en ejendom havde stået ubeboet i seks uger. 

For hvis en ejendom havde stået tom så længe, så skulle den udlejes for et beskedent beløb. Og det var Overformynderiet, der stod for den administrative del af denne proces, fortæller den tidligere slumstormer, som selv var god til at finde boliger, og som i begyndelsen af 70’erne derfor flyttede rundt fra den ene nedslidte nørrebrolejlighed til den næste. 

“De ansatte en UngBo-medarbejder til området, som ikke fik et ben til jorden. De hævede huslejen fra 80 til 110 kroner for at kunne lønne ham. Men vi satte pengene ind på en spærret konto i protest, så han i hvert fald ikke kunne få dem,” husker Sanne Jørgensen, som også fortæller om, hvor relativt let det var i de år at få fat i en lejlighed. Når bare man altså ikke var kræsen og havde noget imod manglen på varmt vand, afløb og lejekontrakter. 

Men allermest husker hun området og tiden for det sammenhold og engagement, som var så tidstypisk.

“Husene var jo noget gammelt lort. De var med rette kondemnerede og bestemt ikke egnede til familiebeboelse”, forklarer hun – også som grunden til, at hun selv i midten af 70’erne stoppede med slumstormertilværelsen. 

Da hendes første barn kom til verden, skete det ikke på Nørrebro. Men måden, hvorpå bydelen blev fornyet på, var ikke rar at være vidne til, og her i det mørke rum på museet genopfriskes minderne fra den svundne tid. 

For Sanne Jørgensen flyttede godt nok til det dengang mere rolige Vesterbro, men hun gik jævnligt med barnevognen tilbage til sit gamle kvarter og til sin venner i den sorte firkant. Og hun var med, da Byggeren blev fjernet.

Det (u)farlige Nørrebro

Sanne Jørgensen har også deltaget i at skabe nogle af de sociale forbedringer for børnefamilierne på Nørrebro. 

Som pædagogstuderende og senere pædagog var hun med til at etablere nogle af de forældreoprettede børneinstitutioner, som eksisterer den dag i dag. Institutionen Røde Rose og menneskerne omkring den er stadig en del af hendes omgangskreds. 

Det er tydeligt, at for Sanne Jørgensen har hendes ungdomsliv på Nørrebro præget hendes livsbane. I dag bor hun på Østerbro, men hun kommer ofte tilbage til ungdommens brokvarter. 

.

Noget, som gennem alle årene har været kendetegnende for Nørrebro, er omverdenens forbehold over for vores bydel. 

“Er det ikke farligt at bo på Nørrebro?”, lyder et hyppigt spørgsmål – dengang som nu. 

Men her er Sanne Jørgensen, Christian Korsgaard og Marcelo Rasmussen helt enige; nej, det var og er det ikke. 

Marcelo fortæller om dengang, Jagtvej 69-kampene var på deres højeste: 

“Jeg arbejdede som hjemmeplejer på Nørrebro. Vi blev udstyret med kommunale veste, så alle kunne se, hvem vi var. Det var uhyggeligt, det der skete, men vi havde vores job, og det gik jo ok.” 

Marcelo, der har argentinske rødder, tilføjer, at det dog var overraskende på videoen at se den voldsomhed, hvormed Byggeren blev ryddet. Det ligner ikke noget, der kunne være foregået i Danmark, siger han.

Hverken Christian eller Marcelo er utrygge i deres hverdag i Rantzaugade. De hæfter sig mere ved, at der i dag er kommet mere café- og udeliv i deres gade, og at det virker, som om der er ved at blive skabt en ny fælleskabsfølelse. 

“De unge familier, der flytter ind, virker til at ville hinanden noget mere”, som Christian siger. 

Vi siger farvel til Sanne Jørgensen, som allerede nu ved, at hun skal besøge museet igen – næste gang med sine fem børnebørn, så de kan se, hvor og hvordan deres bedstemor var aktiv i sin ungdom. 

Christian Korsgaard og Marcelo Ramussen går hjem og læser op på historien om ejendommen og den gade, de har beboet i næsten 30 år. Det er jo aldrig for sent at lære nyt om Nørrebros historie.

Københavns Museum

Museet har åbent alle dage fra klokken 9.00 til 18.00 og om torsdagen tillige til klokken 21.00.
Adressen er Stormgade 18, 1555 København K.

Du finder både rummet med beskrivelsen af de tre københavnske brokvarterer samt videorummet med historien om Byggeren på museets øverste etage.

Related Articles

X