MN logo rgb web 300x77
Fra tømmerhandel og tosseanstalt til barnevognsbutik og kaffebar

Fra tømmerhandel og tosseanstalt til barnevognsbutik og kaffebar

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
For godt 150 år siden flyttede tømmerhandler Mottlau til Nørres Runddel i en stor, nyopført villa, der var tegnet af arktikten bag Stefanskirken. En brand og et byggeboom senere fik vi de bygninger, der i dag huser Irma, Lagkagehuset og Cortado Kaffebar.

Topfoto: Nørrebros Runddel omkring 1930. Ukendt fotograf, fra Det Kongelige Bibliotek.

Vi kender alle den del af Nørrebros Runddel, hvor vi kan købe brød og kager i Lagkagehuset, drikke en kop kaffe i Cortado Kaffebar og besøge den lille hyggelige Irma.

De to ejendomme, der huser de populære forretninger, blev opført i 1906 og 1899. Og før da lå her en stor, herskabelig bolig, ‘Villa Mottlau’ – og en stor tømmerplads.

I 1868 flyttede August Mottlau sin tømmerhandel fra Kalkbrænderivej til Nørrebrogade, tæt ved Runddelen. Han havde i 1847 overtaget tømmerhandlen efter sin far, Sophus Mottlau, der var indvandret fra Tyskland og den 22. oktober 1810 havde grundlagt firmaet som stolemagerværksted og træ- og finérhandel.

Tømmerpladsen dækkede et stort område, bl.a. hvor Fyensgade senere blev anlagt, og strakte sig et stykke ned af Nørrebrogade.

August Mottlau kunne i starten af 1870 flytte ind i en stor, nyopført villa ved Runddelen. Villaen var tegnet af den kendte arkitekt Ludvig Knudsen, som også var arkitekten bag Sankt Stefans Kirke.

Det var en rummelig villa med 10 værelser. August Mottlau, hans hustru Hansine, en søn og en tjenestepige boede i stueetagen – sønnen Emil med familie indtog førstesalen.

I den store villa ved Runddelen boede tømmerhandler August Mottlau med sin familie. Ved siden af villaen kan man se lidt af tømmerpladsen. Tegning ca. 1870 af ukendt tegner, fra Det Kongelige Bibliotek.

Et helt liv på Nørrebro

August Mottlau tjente mange penge på det voldsomme byggeri, der foregik på Nørrebro disse år. Nogle af pengene blev brugt til en lystejendom i Hellebæk ‘Barbicaia’, tegnet af den berømte arkitekt Martin Nyrop – manden bag blandt andet Københavns Rådhus og den røde arkivbygning på Nuuks Plads.

I 1879 overtog sønnen Emil Mottlau tømmerhandlen, som nu fik navnet Aug. Mottlaus Eftf.

Familien Mottlau flyttede fra villaen på Runddelen i 1884, men de blev på Nørrebro.

August og Hansine Mottlau flyttede til Sortedamsgade 1 (i dag Sortedam Dossering), og her boede de til deres død – hun i 1900, og han i 1902.

Emil Mottlau og familie blev på Runddelen – de flyttede til en lejlighed i ejendommen, hvor apoteker Lauritzen havde sit nye apotek, Sankt Stefans Apotek (her ligger Matas i dag).

Villa Mottlau blev udlejet til den svenskfødte kammerjunker og kaptajn i Livgarden, Bianco Boeck, som flyttede ind med sin hustru, tre børn og tre tjenestefolk.      

Boeck, der senere blev adjudant for kong Christian 9 og oberst, boede kun et par år i villaen, inden den atter blev udlejet.

De Kellerske Anstalter overtog den store villa, og 30 patienter fik nu deres bolig på Runddelen.

Brand og barnevogne

.

Tømmerpladsen på Nørrebrogade blev den 1. juni 1896 ramt af en voldsom brand, og Emil Mottlau flyttede virksomheden til Nørrebrogade 155-157, hvor Kvickly ligger i dag.

Skotøjsfabrikant Sofus Wilhelm Østergaard købte tømmerpladsgrunden den 24. april 1897, og Fyensgade blev anlagt. På hjørnet af den nyanlagte gade fik Østergaard opført ejendommen ‘Wilhelmhus’, og to år senere blev ejendommen, hvor Lagkagehuset ligger i dag, bygget.

Denne ejendom blev solgt til barnevognsfabrikant Vilhelm Borrit-Larsen den 8. august 1921. Borrit-Larsen indrettede en butik i to etager med barnevogne, babyudstyr og legetøj. 

“Borrit” blev en populær butik, og tusindvis af Nørrebro-børn har tilbragt deres første år i en barnevogn fra Borrit. I mere end 70 år lå den på Runddelen, og alle børn elskede at besøge Borrit – ikke mindst den spændende legetøjsafdeling på første sal.

Siden flyttede burgerkæden McDonald’s ind, og nu er det så Lagkagehuset, der bruger lokalerne.

Traktørsted og aktieselskab

Villa Mottlau, som blev til Villa Caféen. Tegning J.L. Ridter, august 1905. Fra Det Kongelige Bibliotek.

Restauratrice Ane Christine Petersen overtog Villa Mottlau den 29. november 1897 og indrettede den til Villa Caféen – et traktørsted med have, lysthuse og musik ude og inde.

Villa Caféen fik dog en kort levetid – den 4. august 1905 overtog Aktieselskabet Nørrebros Runddel ejendommen, som blev revet ned.

I den nye ejendom, der blev opført, indrettede restauratør August Larsen i 1906 en fornem restaurant i to etager, Nørre Central-Café.

August Larsen drev restauranten indtil 1912, hvorefter Christian Marius Andresen overtog.

.

I 1919 kom Christen Andersen til, og under hans ledelse blev Nørre Central-Café til en af de største og førende restauranter på Nørrebro. Foruden restauration var her selskabslokaler, koncertsal, bodega og fortovsservering. Her var plads til 400 gæster, og i selskabslokalerne kunne man dække op til 65 personer.

På Andersens tid var Nørre Central-Café kendt for vine og spirituosa til moderate priser samt eksklusivt smørrebrød.

I sommerhalvåret havde man et firemandsorkester til at underholde gæsterne i restauranten, og i vinterhalvåret musicerede de i koncertsalen.

Efter 55 år var det slut med vine, spirituosa og smørrebrød på Nørre Central-Café. Den populære restaurant lukkede i 1961.

Gennem mange år blev lokalerne brugt af Brugsen Møbler, i dag bruges de af Irma.

Nørrebros Runddel, februar 2018. Foto: Poul-Erik Pløhn.

Related Articles

X