MN logo rgb web 300x77
Frederik Ludvig Høedt på Assistens Kirkegård

Frederik Ludvig Høedt på Assistens Kirkegård

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 4 år gammel
Mennesket bag gravstenen: Han genopfandt måden at indstudere, iscenesætte og fremstille dansk skuespil på – og anskaffede sig af samme årsag en meget berømt og livslang fjende. Mød Frederik Ludvig Høedt, der i dag ville være fyldt 200 år.

Frederik Ludvig Høedt, skuespiller, sceneinstruktør, pædagog, oversætter, digter og professor, 13. februar 1820 – 22. marts 1885

Foto af gravsten, november 2018: Poul-Erik Pløhn. Portrætfoto fra Det Kongelige Bibliotek: Ukendt fotograf.

“Et langt bølgende Haar laa tilbagestrøget fra en høj og bred Pande, Øjnene var dybtliggende, Trækkende markante og Munden udtryksfuld, saa at Beskueren standsede ved Ansigtets Ædelhed og oversaa den mindre smukke Benbygning – hans eneste Reminscens fra den landlige Oprindelse.” 

Således skrev teaterhistorikeren Robert Neiiendam om skuespiller, sceneinstruktør, pædagog, oversætter, digter og professor Frederik Ludvig Høedt. 

Frederik Ludvig Høedt blev født den 13. februar 1820 i København. 

Forældrene, marskandiser og postbud Christen Olsen Høedt og Marie Hansen, kom begge fra små landsbyer på Holbæk-egnen. Faderen tog efternavnet fra sin fødeby, Høed, da han kom til hovedstaden. De startede som tjenestefolk, men ved flid og sparsommelighed blev de yderst velhavende. 

Frederik blev sat i Borgerdydskolen på Christianshavn, hvorfra han blev student med første karakter. 

16 år gammel startede han teologistudiet på Københavns Universitet, men opgav dog hurtigt dette studium for at kaste sig over filosofi, æstetik og dramaturgi. 

Ellers tilbragte han sin ungdom med at oversætte og bearbejdede en række franske skuespil, som blev opført på Det Kongelige Teater. 

Datidens københavner-kendis

Frederik Høedt udgav et bind ‘Lyriske Digte”’ – salonpoesi med tidstypisk indhold – og førte sig frem som skønånd og salonløve i det københavnske bourgeoisi. 

Altid klædt efter sidste mode og med sin tynde spadserestok, hvorpå der diskret var anbragt en lille kikkert på håndtaget, kunne man dagligt se ham på Strøget, ofte i selskab med vennen, skuespiller Michael Rosing Wiehe. 

Han holdt foredrag om kunst og filosofi og var en dygtig oplæser og fortolker af H.C. Andersen. 

Da faderen døde i 1850, blev Høedt en velhavende mand og rejste til Paris for at se på fornyelser inden for teater- og iscenesættelseskunst. 

Da han kom hjem i 1851, besluttede han at give efter for et længe næret ønske om at blive skuespiller og henvendte sig derfor til Det Kongelige Teaters chef, Johan Ludvig Heiberg, med sin egen bearbejdelse af ‘Hamlet’. 

Høedt fik lov at debutere i titelrollen. Premieren den 14. november 1851 blev imødeset med stor spænding, billetterne blev solgt til 5–6 dobbelte priser, og folk overnattede uden for teatret for at sikre sig billetter. 

På kant med Det Kongelige

‘Hamlet’ blev en stor succes. Frederik Høedt viste sig som en dygtig skuespiller, der belyste teksten på en ny måde og samtidig påvirkede sine medspillende. 

Han erstattede den romantiske deklamation, som tidens ellers absolut førende skuespillerinde Johanne Luise Heiberg stod for, med en mere dagligdags sprogtone og naturlig optræden. 

Hans idéer og forslag om en radikal ændring af skuespillets indstudering, iscenesættelse og sceniske fremstilling vakte lydhørhed hos nogle skuespillere, men modstand fra netop Johanne Luise Heiberg og hendes mand, selve Det Kongelige Teaters direktør, Johan Ludvig Heiberg. 

Høedts konflikt med ægteparret Heiberg på grund af den nye, mere realistiske spillestil førte i 1855 til, at han forlod han Det Kongelige Teater. 

Han fik følgeskab af skuespillerne Michael Wiehe, Nicolai Peter Nielsen og Juliette Price samt af balletdanseren August Bournonville. De blev kort tid efter alle ansat ved Hofteatret. 

Hvem sagde drama queens?

Johanne Luise Heiberg og Frederik Høedt forblev modstandere for altid. 

Sæsonen 1855-56 blev en stor succes for Hofteatret. Publikum strømmede til frem for til Det Kongelige Teater. Sæsonen efter vendte Høedt tilbage til Det Kongelige Teater, som var kastet ud i en krise, men da havde direktør Johan Ludvig Heiberg selv taget sin afsked. 

Fru Heiberg, der var uundværlig for teatret, forlangte sin afsked – noget, som mange opfattede som en protest mod Høedts tilbagevenden. Af samme grund blev han pebet ud nogle gange og nægtede dybt krænket at vise sig på scenen mere. 3. december 1857 fandt hans sidste optræden sted. 

Frederik Høedt blev i stedet en skattet sceneinstruktør. Han fortsatte med at realisere en mere tidssvarende scenekunst og fik som elevinstruktør på Det Kongelige Teater indflydelse på en hel generation af skuespillere. I 1859 fik han titel af professor. 

I 1864 døde Michael Rosing Wiehe. Frederik Høedt kom sig aldrig over tabet af sin bedste ven, og samme år forlod han Det Kongelige Teater. 

I den sidste periode af hans liv blev det Folketeatret, der kom til at nyde godt af hans talent. 

Depressioner og rivalindehad

Frederik Høedt havde fra sin ungdom lidt af depressioner – en sygdom, der fulgte ham gennem livet og endte i regulær sindssygdom. 

Den sidste svære tid forsvandt hans forstand langsomt, og han hørte stemmer. 

Johanne Luise Heiberg erfarede dette og skrev i et brev: 

“Det har bestandig været hans Ulykke, at han altid troede at Verden Raabte på Høedt”. 

Hendes had fulgte ham til det sidste. 

Lægerne på Kommunehospitalet anbefalede, at han lod sig indlægge på Sankt Hans Hospital. Da han nægtede dette, måtte de sende ham hjem til lejligheden i Nørregade, hvor hans gamle mor plejede ham, indtil han døde i en alder af 65 den 22. marts 1885. 

Frederik Høedt blev begravet på Assistens Kirkegårds afdeling B den 27. marts – samme sted, hvor faderen og hans eneste søster, Emilie Marie Amalie, var begravet. 

Moderen, Marie Høedt, døde i 1887, 92 år gammel. 

Frederik Ludvig Høedt døde ugift.

Frederik Høedts mor og søster. Marie Høedt 1795-1887. Emilie Høedt, gift Petersen, 1825-1852. Fra Det Kongelige Bibliotek. 

Related Articles

X