By Mennesket bag gravstenen: Den tyskfødte komponist blev dansk statsborger og boede i Danmark næsten hele sit voksne liv, men han lærte aldrig dansk. Alligevel har han skrevet sig ind i dansk kulturarv ved at stå bag musikken til en af Det Kongelige Teaters – og senere dansk films – største succeser nogensinde.
Friedrich Kuhlau, tysk-dansk komponist, 11. september 1786 – 2. marts 1832.
Foto af gravsten december 2018: Poul-Erik Pløhn. Portræt, litografi af Isac Wilhelm Tegner, ukendt årstal: Det Kongelige Bibliotek.
“Vi skal bruge en dorn, to lægtehammere, en dekupørsav, en mejsel, en boremaskine, en grammofon, 16 sprængladninger og ouverturen til Elverhøj.”
Ordene var Egon Olsens i filmen ‘Olsen-banden ser rødt’ fra 1976.
De blev optakten til en af de mest legendariske filmscener i dansk filmhistorie, nemlig Olsen-bandens kup på Det Kongelige Teater, hvor de under overturen til ‘Elverhøj’ stjæler en uvurderlig Ming-vase og en kuffert med penge.
‘Elverhøj’ af Johan Ludvig Heiberg med musik af Friedrich Kuhlau blev skrevet på bestilling af kong Frederik VI, der ønskede et festspil til brylluppet mellem sin yngste datter Vilhelmine Marie og prins Frederik Carl Christian (den senere Frederik VII).
Vielsen fandt sted den 1. november 1828, og den 6. november havde Elverhøj premiere.
Heiberg og Kuhlau havde næppe forestillet sig, at dette lejlighedsarbejde skulle blive nationalscenens største succes. Stykket har været opført mere end 1.000 gange på Det Kongelige Teater.
“Skidegodt, Kuhlau!”
Friedrich Daniel Rudolph Kuhlau blev født den 11. september 1786 i Uelsen, Tyskland.
Hans far, Johan Carl Kuhlau, var oboist ved et hannoveransk linjeregiment, og moderen var Charlotte Dorothea Seger.
Friedrich havde mange søskende, og hjemmet var fattigt.
Faderen gav ham lidt undervisning i musik, men det var først, da han var i 9 års-alderen, at forældrene blev opmærksomme på hans store musikalske evner.
Ved en ulykke havde han mistet sit ene øje, og under det lange sygeleje, der fulgte, blev klaveret hans adspredelse, og hans store talent blev opdaget.
Så snart han var blevet rask, skaffede forældrene ham en bedre undervisning i musik, og organist Ahrenbostel blev hans lærer i klaverspil.
Flygtede til Danmark
Familien Kuhlau flyttede 1802 til Hamborg, hvor Friedrich gav koncerter som pianist og udgav sine første værker.
Oktober 1810, under Napoleonskrigene, flygtede Kuhlau til Danmark af frygt for at blive indlemmet i den franske hær efter franskmændenes besættelse af Hamborg.
Han ernærede sig i København ved at give koncerter, undervisning, udgive mindre klaver- og fløjteværker og være korrespondent for det store Leipzigske musiktidsskrift Allgemeine.
1813 fik han dansk statsborgerskab og blev udnævnt til Kammermusikus på Det Kongelige Teater, dog uden fast gage. Først i 1818 modtog han en årlig gage på 300 rigsdaler.
Da hans forældre og en yngre søster flyttede ind hos ham i 1814, kunne han ikke leve af gagen fra teatret, så livet igennem var han nødt til at levere en mængde musik for tidens modeinstrumenter fløjte og klaver, en indtægtskilde, der dog blev afbrudt, når han skulle skrive operaer til Det Kongelige Teater.
‘Elverhøj’ fordoblede hans løn
En udnævnelse til professor i 1828, i forbindelse med den succesrige opførelse af Elverhøj, medførte en lønforhøjelse til 600 rigsdaler.
Stor betydning for Kuhlaus musikalske udvikling fik hans mange udlandsrejser, mest til Tyskland og Østrig, hvor han mødtes med blandt andre Ludwig van Beethoven i 1825.
I 1826 bosatte han sig i Kongens Lyngby.
I 1830 døde først hans fader og derpå hans moder, hvilket smertede ham dybt. Han var da selv svagelig, led af en ondartet hoste og gigtsmerter.
I februar 1831 nedbrændte hans ejendom. Alle hans manuskripter, også ufærdige, som han havde arbejdet på i flere år, gik tabt.
Hans venner hjalp med det økonomiske tab. Komponistkollegaen C.E.F. Weyse arrangerede en koncert til fordel for ham, og prins Christian – den senere konge Christian 8. – tilbød ham bolig på slottet, hvad han dog afslog, men tabet af sine arbejder tog han sig meget nær.
Talte tysk til det sidste
En hospitalsindlæggelse fulgte, og et stigende alkoholforbrug oven i et skrantende helbred forårsagede hans død af tuberkulose i Nyhavn 23 den 12. marts 1832. Han blev 45 år.
18. marts 1832 blev han foreløbig bisat i Sankt Petri Kirkes kapel under en gribende sørgemusik af C.E.F. Weyse. Først året efter, 12. marts 1833, blev han begravet på Assistens Kirkegård, efter at et monument var blevet tilvejebragt ved en indsamling, som Weyse stod i spidsen for.
Hans død blev markeret med mindefester af Det Kongelige Teater, og flere foreninger, blandt andet også af Studenterforeningen, med en kantate af Weyse.
Sammen med netop C.E.F. Weyse blev Friedrich Kuhlau den vigtigste repræsentant for den tidlige romantik i dansk musik.
Kuhlaus personlighed var dog væsentlig forskellig fra Weyses, og selvom de begge kom fra Tyskland, blev han aldrig dansk, som Weyse var det. Han foretrak det tyske sprog og lærte aldrig dansk .
