MN logo rgb web 300x77
Graffitihærværk mod den gamle graverbolig – tilsyn på vej

Graffitihærværk mod den gamle graverbolig – tilsyn på vej

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Den nyistandsatte og fredede graverbolig på Assistens Kirkegård er hærget af fantasiløs graffiti – kommunens Teknik- og Miljøforvaltning lover, at det bliver fjernet inden ugens udgang.

Fotos: Mit Nørrebro

Efter 10 års indpakning kom den i januar atter frem i lyset, men det var ikke længe, den ellers populære og fint istandsatte graverbolig fik lov at stå i fred.

Graverboligen – en af Nørrebros ældste bygninger med en temmelig bizar historie– blev i forbindelse med metrobyggeriet rykket ind på forpladsen til metrostationen og venter nu på at blive indrettet til offentligt toilet.

I mellemtiden har et par historie-og fantasiløse graffitimalere malet deres meget lidt interessante tags på muren og på bygningens fire søjler.

“Vi sørger for, at graffitien bliver fjernet i løbet af denne uge,” lover enhedschef i kommunens Teknik- og Miljøforvaltning Jakob Hjuler Tamsmark, der samtidig kan fortælle, at graverboligen er ved at blive indført i den kommunale graffitiordning.

“Herefter vil der være tilsyn med boligen hver dag, og graffiti vil blive fjernet efter behov,” siger enhedschefen.

Optagelsen i den kommunale graffitiordning betyder, at Teknik- og Miljøforvaltningens underafdeling Parker, Kirkegårde og Renhold via en ekstern entreprenør afrenser eventuel fremtidig graffiti og sørger for efterfølgende maling.

Det vil koste ca. 10.000 kr. årligt at have graverboligen med i ordningen.

Det vides endnu ikke, hvornår de kommende toiletter i graverboligen vil stå færdige. 

“Vi venter på en byggetilladelse fra fredningsstyrelsen, fordi bygningen er fredet,” siger Jakob Hjuler Tamsmark.

Så bliver graffiti ikke mere uinspirerende og idéforladt – kedelige, intetsigende tags på en historisk og nyistandsat bygning fremkalder forhåbentlig 0 respekt blandt de dygtigste i graffitimiljøet.

Related Articles

X