By Mennesket bag gravstenen: Den kendte eventyrforfatters liv er beskrevet talrige gange, så vi har kigget nærmere på hans forhold til to kvinder, hvis gravsteder du også kan besøge på Assistensen: hans store idol, balletstjernen Anna Margrethe Schall, og hans ‘reservemor’ Johanne Dahlén.
Hans Christian Andersen, forfatter, 2. april 1805 – 4. august 1875
Foto af gravsten, november 2019: Poul-Erik Pløhn. Portrætfoto: fotograf Georg Hansen. Det Kongelige Bibliotek.
Assistens Kirkegårds absolutte juvel er H.C. Andersens grav. Andersens liv og levned er beskrevet et utal af gange, så hans livshistorie skal ikke gentages her– i stedet en lille beretning om et par kvinder i eventyrdigterens liv, to som også fik deres sidste hvilested her på Nørrebro:
Anna Margrethe Schall
1775 – 1852
H.C. Andersen kom til København den 6. september 1819. Hans store drøm var at komme ind på Det Kongelige Teater, så allerede dagen efter sin ankomst til hovedstaden opsøgte han teatrets store balletstjerne, Anna Margrethe Schall.
Madame Schall havde sin bolig i Bredgade. Den 14-årige Hans Christian ringede på hendes dør og overrakte et anbefalingsbrev fra bogtrykker og bladudgiver i Odense, Christian Iversen. Dette gjorde dog ikke større indtryk på madame Schall.
Et større indtryk gjorde det, da Hans Christian trak støvlerne af, begyndte at synge og danse og bruge hatten som tamburin. Synet af den lange, ranglede og kejtede dreng må have været højst specielt – madame Schall troede da også, at han var vanvittig, og bad ham gå.
På trods af hendes afvisning lykkedes det dog Hans Christian at komme ind på Det Kongelige Teaters elevskole – han kom oven i købet til at optræde sammen med sit store idol, madame Schall, i Carl Dahléns ballet ‘Armida’. Han havde en statistrolle som trold – en anden medvirkende var den 9-årige Johanne Pätges (senere fru Heiberg), hun spillede amorin.
Andersens karriere på teatret blev kort, han fik sin afsked i 1822.
Anna Margrethe Schall fik derimod en for en balletdanser usædvanlig lang karriere.
Hun blev optaget på Det Kongelige Teaters elevskole i 1787 og blev en af den italiensk-danske balletmester Vincenzo Galeottis mest betydningsfulde danserinder, og i 1798 blev hun udnævnt til solodanserinde.
Hun havde et langt kærlighedsforhold til Galeotti, der varede indtil hans død i 1816.
Efter Galeottis død blev statsminister Frederik Julius Kaas en flittig gæst i hendes garderobe.
Statsministeren var medvirkende til, at hun kunne blive ved teatret længe efter, at hendes karriere var toppet.
Først ved Kaas’ død i 1827 måtte hun se sig nødsaget til at gå på pension, da havde hun nået den for en danser høje alder af 52 år og dermed virket for Det Kongelige Teater i ikke mindre end 40 år.
Anna Margrethe Schalls gravsted er velbevaret på Assistens Kirkegård.
Johanne Caroline Elisabeth Dahlén
1770 – 1845
Den første tid i hovedstaden var ikke nem for H.C. Andersen. Han var ludfattig og afhængig af andre menneskers godgørenhed. De første, der åbnede deres hjem og bød ham velkommen som gæst, var ægteparret Carl og Johanne Dahlén (født Morthorst).
Madame Dahlén blev nærmest som en mor for ham, og han skrev: “at den godmodige, hiertelige Kone følte ret min Nød, uden at jeg mærkede det; næsten hver Aften kom jeg dér i Huset”.
Ofte havde han sit lille, hjemmelavede dukketeater med og spillede for madame Dahlén, der morede sig over hans naive fantasi.
Det var også for hende, han læste sine tidlige digte, og hun tilskyndede ham til at fortsætte digtningen.
Hvem var så dette ægtepar, der hjalp H.C. Andersen gennem den første svære tid i København?
Johanne Dahlén var skuespillerinde og havde sin debut på Det Kongelige Teater i 1784, kun 14 år gammel. Hun var en køn og meget musikalsk pige med en blød sopran. Hun blev da også flittigt brugt i teatrets syngespil og i skuespillets naive, muntre elskerinderoller.
Hun gjorde lykke, men savnede temperament – hvad der skadede hendes spil, hjalp hende dog til at blive den første, som direktionen hædrede “for Dyd og ulasteligt Levned” med en præmie, der stillede teatrets øvrige damer i et noget uheldigt lys.
Med alderen kom der en godmodighed og et hyggeligt præg over hendes personlighed, og det passede perfekt til skuespillets værdige mødre og ældre koner. 4. maj 1827 optrådte hun sidste gang på Det Kongelige Teater.
Hendes mand, Carl Dahlén, 1770-1851, født i Stockholm, var førstedanser ved operaen i Stockholm under kong Gustaf III.
Han var beundret for sin smukke skikkelse og den lette, yndefulde kunst, han udfoldede i tidens idylliske hyrdeballetter, men efter et korporligt sammenstød med en af kongens kammerherrer flyttede han til København, hvor han optrådte første gang 25. oktober 1791.
Han fik fast ansættelse ved Det Kongelige Teater, men hans tid som udøvende kunstner blev kort. Voldsom overvægt ødelagde hans figur og gjorde ham uegnet til dansens anstrengelser. Han blev dog ved teatret, dels som balletarrangør, dels som lærer ved balletskolen.
Ved siden af sin gerning på teatret drev han det bogtrykkeri, som hans svigerfar havde grundlagt. Han kunne smykke sig med titel af Kammerråd.
“Altid var han i godt Humør, fortæller H.C. Andersen, “alle Mennesker holdt han af og gad gerne tale med. Gik han i Byen, var det svært at få ham hjem igen, naar ikke Mutter var med og skubbede ham. Han maatte tale med enhver Bekendt, han mødte. Han havde mange Bekendte, og det gik ud over Middagsmaden. Fra Vinduet passede Kammeraadinden paa. “Nu kommer han!” sagde hun til Pigen, “sæt Gryden paa! Nu staar han stille og taler med En. Tag saa Gryden af, ellers bliver Maden kogt for meget! – Nu kommer han da! Ja, sæt saa Gryden paa igen…”
Carl og Johanne Dahléns ægteskab varede 53 år, hun døde i 1845, han i 1851. Begge blev begravet på Assistens Kirkegård. Gravstedet er bevaret, men godt gemt i et krat, og inskriptionen på gravstenen – en natursten – er forsvundet.
Kilde: Robert Neiiendam, To Kvinder i H.C. Andersens Liv. Udgivet af S. Johnsen & Co. Bogtrykkeri. København 1954.
