MN logo rgb web 300x77
Han vækker Nørrebros historie til live for dig: Poul-Erik Pløhn

Han vækker Nørrebros historie til live for dig: Poul-Erik Pløhn

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 5 år gammel
Han skriver om det historiske Nørrebro her på Mit Nørrebro. Her er historien om ham selv.

Du får nok ikke nogen mere pålidelig kilde til Nørrebros historie end Poul-Erik Pløhn. Ikke alene researcher han grundigt på de historiske tekster, han præsenterer for os her på siden, han har også selv boet på Nørrebro hele sit 70-årige liv. Endda i den samme andelsforening, Nørrebros Andelsboligforening (og nej, det er ikke noget, vi finder på – det hedder den rent faktisk!).

Poul-Erik blev født i Guldbergsgade 75. Her boede hele familien, bestående af tre børn og to voksne, i en to-værelses lejlighed. Siden har han i takt med årene og udviklingen i sit familieliv boet i fire forskellige andre lejligheder i samme andelsboligforening – i henholdsvis Stevnsgade, Fensmarkgade og Udbygade.

Poul-Eriks bedstefar var med til at  stifte foreningen og boede i den til sin død – hvorefter Poul-Eriks bror overtog bedstefarens lejlighed. Begge Poul-Eriks børn har også boet i Nørrebros Andelsforening, efter de flyttede hjemmefra. Faktisk bor sønnen der endnu, kun datteren er flyttet helt til Østerbro.

Lokalhistoriker på Assistensen

I 41 år arbejdede Poul-Erik Pløhn som trykker, indtil han for 10 år siden mere eller mindre frivilligt gik på pension. 

Da han pludselig oplevede at have mere tid til rådighed, end han var vant til, begyndte han at interessere sig for, hvilke historier der mon gemte sig bag gravstenene på den nærliggende Assistens Kirkegård – hvor både hans bedsteforældre, svigerforældre, far og farbrødre ligger begravet.

Når han fandt en interessant gravsten, som ikke tilhørte en af de mest indlysende og gennembeskrevne afdøde berømtheder, researchede han på navnet, skrev et lille portræt og fandt via lokalhistoriske arkiver frem til fotos af vedkommende. 

Disse fængende små tekster med tilhørende billeder begyndte Poul-Erik Pløhn at dele på sin egen Facebook-profil og i den populære Facebook-gruppe ’Nørrebro Før & Nu’ – til de øvrige gruppemedlemmers store fornøjelse.

Det er gennem årene blevet til omkring 60 Assistens-portrætter, og Poul-Erik har i den mellemliggende periode også kastet sin interesse på bygninger og steder af særlig betydning for Nørrebro og dermed udviklet sin portefølje af lokalhistoriske tekster.

Alle disse skriverier – og de tilhørende billeder – har vi nu på Mit Nørrebro fornøjelsen af at kunne viderebringe til jer læsere. Det glæder vi os rigtig meget over – og vi håber, I gør det samme!

Related Articles

X