MN logo rgb web 300x77
Har du set det? Fortovet minder os om det, vi ikke må glemme

Har du set det? Fortovet minder os om det, vi ikke må glemme

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Historisk kunstprojekt med såkaldte snublesten 12 steder i København og på Frederiksberg skal sørge for, at vi husker skæbnerne for Holocaust. Tre af stenene ligger her på Nørrebro.

For mere end et kvart århundrede siden lagde den tyske kunstner Gunter Demnig en snublesten til minde om ofre for Holocaust i Köln.

Og mere var den lokale markering i 1992 egentlig ikke planlagt til at blive. Men siden har det udviklet sig til et af Europas største kunstprojekter – og nu er det også nået til Nørrebro.

Så hvis du i Ravnsborg Tværgade, Borgmestervangen eller Rantzausgade har undret dig over at se en enkelt gylden sten blandt de grå brostens-naboer, har projektet allerede delvist nået sit mål – nemlig at få dig til at snuble over fortiden og blive mindet om et menneske, som havde sin sidste frivillige bopæl på det sted, hvor stenen ligger.​​

Hver enkelt sten er håndlavet for med sit unikke udtryk at afspejle det unikke individ, som mistede livet som følge af Holocaust.​

Der findes i dag flere end 74.000 snublesten i Europa, og Danmark er land nummer 26, der har fået nedlagt en række af de særlig mindesten. Der er her i juni nedlagt i alt 12 sten i København og på Frederiksberg, og 3 af dem ligger på Nørrebro på følgende adresser:​

Ravnsborg Tværgade 3 – til minde om Pinkus Katz, født 1875, deporteret 1943, Theresienstadt, omkommet 1944. Læs mere om ham her

Borgmestervangen 4A – til minde om Liselotte Schlachcisz, født 1910, arresteret i 1941, myrdet i Auschwitz i 1943. Læs mere om hende her

Rantzausgade 18 – til minde om Herschel Fischel Choleva – født 1885, deporteret 1943, Theresienstadt, omkommet 1944. Læs mere om ham her

Læs mere om projektet og se, hvor der findes snublesten i det øvrige København, på projektets danske hjemmeside

Related Articles

X