MN logo rgb web 300x77
Hattrick: endnu et udenlandsk magasin roser Nørrebro til skyerne

Hattrick: endnu et udenlandsk magasin roser Nørrebro til skyerne

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 5 år gammel
Det britiske livsstilsmagasin Stylist, hvis netudgave har over 3 millioner brugere, har dedikeret en hel artikel udelukkende til Nørrebro, som de kalder Københavns cooleste bydel.

Ja, vi ved godt, at det kun er få uger siden, vi havde en artikel om, hvor meget udenlandske rejsejournalister elsker Nørrebro. Men vi kan jo ikke gøre for, at rosen til vores bydel bare bliver ved med at vælte ind, vel?

Det britiske livsstilmagasin Stylist bringer her i weekenden en længere rejseartikel dedikeret udelukkende til Nørrebro med titlen ’Your essential guide to Nørrebro, Copenhagen’s coolest district’.

Stylist, der udkommer i 400.000 eksemplarer på print og har mere end 3 millioner brugere på deres site, kommer usædvanligt langt omkring i vores bydel. Ja, faktisk kommer de så langt, at de får rodet en smule rundt i geografien og på et tidspunkt endda krydser grænsen til Østerbro – men det skal nu være dem tilgivet, for de har lutter gode ord til overs for os.

Fra historisk til hipt

Artiklen indleder med at fortælle, at vi er et gammelt arbejderkvarter, at vi i 90’erne og 00’erne lagde gader til en del kampe mellem politi og BZ’ere, og at det indtil for 10 år siden ikke var noget problem at få fat på en joint her i bydelen.

Men nu, skriver magasinet, er Nørrebro blevet en af Københavns mest dynamiske bydele og “et hipt, multikulturelt område med indie-butikker, restauranter i topklasse og skjulte barer med åbent til langt ud på natten.”

Ravnsborggade, Sankt Hans Gade og Jægersborggade nævnes som gaderne med bydelens bedste butikker og restauranter. Det er dog her, det første gang går lidt galt for vores britiske beundrere, for de får placeret secondhand-butikkerne Prag og Fremtiden (Røde Kors) i Ravnsborggade sammen med Bau Antik og ABC Antik, selvom de to førstnævnte retteligen ligger på Nørrebrogade. Men okay, okay, der er jo ikke så langt at gå.

På butikssiden fremhæves desuden Sankt Hans Bazar og Sankt Hans Gade Antik samt Jægersborggade i almindelighed og smykkebutikken Ladyfingers i særdeleshed. 

Hvad angår mad og drikke løber Elmegades Ølbaren, Mexibar og “hipsterparadiset” The Laundromat Café samt Jægersborggades Relæ, The Coffee Collective, Grød og Istid med omtalen sammen med Blågårdsgade-klassikere Props Coffee Shop og Kate’s Joint. 

Hvor er de fremragende hoteller?

Stylist undrer sig over, at vi her på Nørrebro ikke har hoteller, der er “truly brilliant”, men de fremhæver i stedet Mellemfolkeligt Samvirkes Globalhagen Hostel i Ravnsborggade for at være et af byens cooleste hostels.  

Det britiske livsstilsmagasin anbefaler ikke overraskende at besøge både Superkilen og Assistensen. De har endda fået med sig, at ikke bare H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og Niels Bohr, men også fx Danmarks første pin-up girl Dagmar Hansen ligger begravet her på vores lokale kirkegård, som de kalder “en magisk verden af overhængende træer, grønne planter og snoede stier, omgivet af en høj, gul mur”.

Hvad der er mere udsædvanligt for turistguides er, at også kulturhuset Osramhuset i Valhalsgade har fået et helt lille afsnit som “et lyst og rummeligt sted for familie og venner at mødes”.

Og så når vores britiske venner også at få nævnt både Stengade og Rust, før de tager helt ud på kanten af bydelen, i Ragnhildgade, hvor Ydre Nørrebro i rent postnummermæssig forstand er blevet til Østerbro. Her fremhæver de kulturhuset Bolsjefabrikken og spillestedet Meyhem, før de slutter med ordene:

“Fra uafhængige antik- og modebutikker i verdensklasse til inspirerende samfundsmæssige projekter er Nørrebro et must-see for nysgerrige og stilbevidste rejsende – en bydel, du ikke må gå glip af”.

Læs hele Stylists artikel Your essential guide to Nørrebro, Copenhagen’s coolest district

Related Articles

X