MN logo rgb web 300x77
Seneste melding: Hillerødgade Bad genåbner til marts

Seneste melding: Hillerødgade Bad genåbner til marts

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 5 år gammel

Efter at Nørrebros lokale svømmehal har været lukket for reparationer i over et år, siger kommunen nu, at den åbner igen i uge 10. Hovedstadens Svømmeklub vil dog ikke melde noget ud til deres medlemmer, før de har fået syn for sagn.

Først var beskeden, at der skulle udskiftes nogle fliser i bassinet. Så blev det til, at den var helt gal med den måde, stort set alle fliserne var sat op på. Så var der pludselig noget tredje i vejen.

I over et år, siden begyndelsen af januar 2018, har flere hundrede brugere af Hillerødgade Bad ventet på at kunne vende tilbage til deres faste svømmehal, og flere gange er genåbningen blevet forsinket. 

Siden august er kommunen helt holdt op med at holde brugerne opdaterede på udviklingen via svømmehallens Facebookside, og de svømmeklubber, der plejer at holde til i hallen, har også følt sig dårligt informerede.

Men nu er den officielle udmelding fra kommunen, at Hillerødgade Bad åbner i begyndelsen af marts.

Det er dog ikke noget, Hovedstadens Svømmeklub har turdet melde ud til deres medlemmer.

“Vi har tidligere begået den fejl at have tillid til de deadlines, som kommunen meldte ud til os. Det har påført os ekstremt meget ekstraarbejde – og værre, at vi har skuffet medlemmerne igen og igen. Vi melder først noget officielt ud, når vi ved selvsyn kan se, at der bliver pumpet vand i bassinet igen,” siger Lars Sørensen, klubdirektør for Hovedstadens Svømmeklub.

I efteråret måtte svømmeklubben føre pengene tilbage til 550 tilmeldte medlemmer, da det viste sig, at Hillerødgade Bad alligevel ikke som ellers udmeldt blev færdig til en ny sæson. Samme procedure har netop gentaget sig for den indeværende sæson.

Når alle reparationerne er gennemført, og hallen rent faktisk genåbner, skulle der til gengæld gerne gå lang tid, før nørrebroerne igen må undvære besøgene i deres lokale svømmehal.

“Vi har en forventning om at de nuværende reparationer holder de næste mange år. Et godt bud kunne være 25 år, men det er svært at sætte et årstal på,” siger Steve Martinussen, sektionsleder i Ejendomsdrift og Service under Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune. 

Related Articles

X