MN logo rgb web 300x77
Den mosaiske kirkegård: Nyd den historiske fred i Møllegade

Den mosaiske kirkegård: Nyd den historiske fred i Møllegade

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 5 år gammel
Den mosaiske kirkegård i Møllegade er netop åbnet for sommersæsonen. Kom med på besøg på den over 300 år gamle begravelsesplads.

Hver dag passerer hundredevis af nørrebroere den lange, røde mur, der sætter sit skæve præg på halvdelen af Møllegade og på en stump af Guldbergsgade hen til Birkegade.

I hele vinterhalvåret fungerer muren som en fæstning, der ikke lader udefrakommende passere, men hvert år i begyndelsen af april bliver den sorte træport på hjørnet over for Michelin-restauranten Kiin Kiin slået op for offentligheden.

Går du ind ad porten, kan du nyde 14.000 kvadratmeter historisk fred, klemt inde dér midt mellem Nørrebros cykler, biler, klapvogne, cafeer, kiosker og beboelsesejendomme. 

Det gjorde Mit Nørrebro, så nu kan du se eller gense, hvad du har i vente, når du en dag selv får tid til at stikke hovedet inden for på landets ældste jødiske begravelsesplads – det kan stærkt anbefales!

Der har levet jøder i Danmark siden 1600-tallet. Efter den første jødiske begravelse i 1693 blev de københavnske jøder i over 200 år begravet her på Mosaisk Nordre Begravelsesplads, der dengang lå langt uden for byen ved en række sandgrave på Nørre Fælled.
Begravelsespladsen blev indtil 1855 udvidet otte gange, men det var efterhånden blevet sværere og sværere at opkøbe jord omkring den. I anden halvdel af 1800-tallet havde København nemlig bevæget sig langt ud over de gamle volde, og området omkring begravelsespladsen var i fuld gang med at blive det eksplosivt voksende Nørrebro (men det er katten her nok pænt ligeglad med). 
Grundet pladsmanglen her i bydelen blev Mosaisk Vestre Begravelsesplads i 1886 åbnet på det ydre Vesterbro, og i de følgende år blev kun et lille antal personer begravet her på Nørrebro i reserverede familiegravsteder. Den sidste begravelse fandt sted i 1967.
Da det er jødisk skik, at graven er den afdødes evige eje til tidernes ende, bliver gravene bliver aldrig sløjfet. Så de ca. 6.000 begravede danske jøder ligger stadig her under de mægtige lindetræers skygge, hvor der hersker evig gravfred. Derfor kaldes begravelsespladsen for Beit Olam – Evighedens Hus.
Lige på den anden side af murene leves livet på Nørrebro. Gravpladsen ligger til to sider klos op ad beboelse, så de gamle gravsten står i mange tilfælde ganske få meter fra skraldespande, vasketøjsstativer, cykelskure, parkerede motorcykler og – som her – barnevogne.
Kun omkring 2.800 gravstene er fortsat bevaret. Resten af stenene er enten forvitret bort, stjålet eller sunket og forsvundet i sandjorden, mens andre blev ødelagt under bombardementet af København i 1807.
Som udgangspunkt vender jødiske grave mod Jerusalem. Der, hvor det ikke har været muligt, følges dog fortsat den ide, at den afdøde lægges i jorden med benene mod Jerusalem.

Mosaisk Nordre Begravelsesplads

Åben for besøgende i sommerhalvåret. Der er gratis adgang. Indgang på hjørnet af Møllegade og Guldbergsgade.

Åbningstider 1. april – 30. september samt uge 42

Mandag 10-18
Tirsdag 10-18
Onsdag 10-18
Torsdag 10-18
Søndag 10-18

Mandlige besøgende anmodes om at benytte hovedbeklædning, som det er tradition i jødedommen, fx i form af en kalot, kasket eller hat. Besøgende kan låne en kalot.

Kilder: beitolam.com og informationsstandere på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. Du kan læse og høre mere om begravelsespladsen og en række af de mennesker, der ligger begravet der, på beitolam.com

Related Articles

X