MN logo rgb web 300x77
Holger-Madsen på Assistens Kirkegård

Holger-Madsen på Assistens Kirkegård

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

Mennesket bag gravstenen: Han blev kaldt både uligevægtig og skør, men var også en af dansk (stum-)films flittigste herrer, der instruerede mere end 100 film.

Holger-Madsen, f. Holger Madsen, skuespiller, instruktør, manuskriptforfatter og biografdirektør. 11.april 1878 – 30.november 1943. 

Foto af gravsten, juni 2018: Poul-Erik Pløhn. Portrætfoto fra Det Danske Filminstitut, ukendt fotograf.

I dag er der ikke mange, der kender Holger-Madsen, men i første halvdel af 1900-tallet var han en kendt og agtet skuespiller, filminstruktør og manuskriptforfatter.

Holger Madsen var søn af urmager Frederik Bernhard Madsen og Lovise Møller, født på Christianshavn den 11. april 1878.

Han debuterede som skuespiller i 1896 på Rønne Teater. De følgende år optrådte han i hele landet, inden han i 1905 fik engagement i København, først på Casino i Amaliegade, og derefter på Dagmarteatret ved Rådhuspladsen, hvor han fik flere store roller.

Han blev kendt for sit maskeringstalent og sin evne til at fremstille kreative masker, i teaterverdenen fik han derfor tilnavnene “Maske-Madsen” og “Troldemads”. Da han i 1911 ændrede sit navn til Holger-Madsen, fik han et nyt tilnavn, “Holger Bindestreg”.

Da han stadig blot hed Holger Madsen, i 1908, startede han som filmskuespiller hos Nordisk Film, og her blev han senere instruktør.

Han fik stor succes som instruktør og blev allerede efter få måneders engagement, betroet at iscenesætte film med selskabets største stjerner, Betty Nansen og Valdemar Psilander.

Han skrev ofte manuskripterne selv, men spillede kun med i få film.

.

Ny filmteknik og stærke kritikere

Holger-Madsen skabte en ny filmteknik ved kreativ brug af filmvinkler og lys, ofte sidelys, for derved at skabe en dybde i billederne, og han havde også mange detaljerede og smukke miljøbeskrivelser i sine film.

Skuespillerne var dog ikke ubetinget begejstrede for Holger-Madsen.

Ifølge Det Danske Filminstitut betegnede stumfilmsstjernen Ebba Thomsen ham i et interview som “en impulsiv og uligevægtig herre, der sagde alt, hvad han tænkte højt og kommanderede rundt med skuespillerne”. Man fik ikke arbejdsro hos ham, sagde hun.

Teaterskuespilleren Zanny Petersen kaldte ham ifølge selvsamme institut både “opstemt”, “brændende” og “skør”.

Desuden fik Holger-Madsen den noget tvivlsomme ære at være den første filminstruktør, der fik en film – Opiumsdrømmen (1914) – totalforbudt af Statens Filmcensur. Den har derfor aldrig haft biografpremiere i Danmark.

Omkring 1920 flyttede Holger-Madsen til Tyskland, hvor han instruerede 13-14 film for forskellige selskaber.

I slutningen af 1920’erne vendte han tilbage til Danmark, men han havde svært ved at omstille sig fra stumfilm til tonefilm. Han fortsatte dog med filmarbejde til midten af 1930’erne.

I 1937 fik han bevilling til den lille biograf Enghave Bio, som han drev frem til sin død den 30.november 1943.

.

To ægteskaber og mere end 100 film

Holger-Madsen var gift to gange. Første gang med Rigmor Neuhaus, og anden gang – i Tyskland – med Lotte Sara Eisen.

At Holger-Madsen var flittig, hersker der ikke tvivl om. Han medvirkede i 32 stumfilm og 6 tonefilm, og han instruerede mere end 100 film.

Han opgav aldrig helt sit arbejde ved teatret og lod sig mellem filmopgaverne engagere som gæsteskuepiller ved forskellige teatre.

Related Articles

X