MN logo rgb web 300x77
Hvad vælger du? Her er de to forslag til den nye plads på Basargrunden

Hvad vælger du? Her er de to forslag til den nye plads på Basargrunden

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Fra på onsdag kan du være med til at bestemme, hvordan det nye byrum foran Føtex ved Nørrebro Station skal se ud. Nørrebro Lokaludvalg og kommunens Teknik-og Miljøforvaltning er klar med to idéoplæg, som nu sendes i høring.

Illustrationer: Tegnestuen Effekt

Hører du til de mange, som har en stærk holdning til området omkring Nørrebro Station, så er det nu, du skal være på dupperne.

Efter hvad mange lokale nok har følt som en nærmest endeløs kamp for at få et mere trygt, rent og indbydende byrum, der hvor Nørrebro møder Nordvest, er hele debatten nu kogt ned til to forslag.

Der er langt til de store og mere prangende visioner med inspiration fra blandt andet London og Berlin, som tidligere har været på tale, til gengæld holder begge idéskitser sig inden for det beløb på knap 7 millioner kroner, som politikerne på Københavns Rådhus har nikket ja til at bruge.

Og fra på onsdag kan dualtså være med til at vælge mellem de to forslag, når høringen går i gang på blandt andet Nørrebro Lokaludvalgs hjemmeside.

Plads med gang i – eller plads til fordybelse?

.

Fælles for de to forslag er en grøn plads med nye træer. Det ene forslag fokuserer på muligheden for markedsdage og større forsamlinger, mens det andet præsenterer en roligere plads med mindre opholdsrum.

En central del af designløsningen er for begge modellers vedkommende genbrug af materialer som granitsten, chaussesten og særlige stenblokke fra kommunens genbrugsplads. En løsning, der er valgt på grund af det beskedne budget, men som på mange måder kan siges at passe godt til både Nørrebro og i tidsånden generelt.

“Vi kan nå langt med genbrug af nogle af de materialer, kommunen har liggende på lager, men vi skal vide, hvilken vej vi skal gå. Jeg er spændt på, hvordan høringen falder ud,” lyder det i en pressemeddelelse fra Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) .

Læs også: Ny plads ved Nørrebro Station bliver dobbelt så stor som i dag

Formand for Nørrebro Lokaludvalg Mogens ’Mugge’ Petersen erklærer sig også glad for, at nørrebroerne bliver hørt om, hvilket forslag de foretrækker. 

“Vi håber, at mange byder ind, og så glæder jeg mig bare til, at der rent faktisk sker noget på Basargrunden. Det har vi ventet på i mange år,” siger lokaludvalgsformanden.

På onsdag 26. august vil repræsentanter fra Nørrebro Lokaludvalg, kommunens Teknik- og Miljøforvaltning og tegnestuen Effekt være til stede omkring pladsen for at gøre opmærksom på muligheden for at give sin mening til kende i de digitale høring. 

Anlægget af den nye plads forventes at gå i gang næste forår og stå færdigt september 2021. 

Der er afsat i alt 6,9 millioner kroner til projektet. Heraf kommer de 6 millioner fra Københavns Kommune og de resterende 0,9 millioner kr. fra Danica Ejendomme, der står bag højhusbyggeriet Nordbro rundt om hjørnet fra Basargrunden.

Related Articles

X