MN logo rgb web 300x77
Kom så, Nørrebro: Sådan klarer du endnu en måneds nedlukning

Kom så, Nørrebro: Sådan klarer du endnu en måneds nedlukning

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Nej, vi gider ikke – men jo, vi kan godt! Her er en række gode lokale tips og aktiviteter, der kan få dig igennem februar med både humøret og forstanden i behold!

Foto: Mette Trudsø

Listen over aktiviteter opdateres løbende. Overståede events er gjort lysegrå

Der er ingen tvivl om, at den lange coronanedlukning er hård for alle danskere, lige meget hvor vi bor.

Men når man har valgt at bo i byen, bor man typisk på mindre plads end gennemsnittet – og uden et grønt udendørsareal, man kan kalde sit eget.

Når man dertil har bosat sig i Københavns mest mangfoldige bydel, hvor man normalt kan vælge imellem et overflødighedshorn af kultur- restaurationstilbud – ja, så kan de fire vægge, mange af os p.t. skal opholde os inden for mere eller mindre 24/7, godt begynde at føles lidt snærende.

Men så er det, at vi må finde den ukuelige Nørrebro-ånd frem og finde på nye, kreative, sjove, berigende og måske en smule tossede måder at beskæftige os på – alene, med familien/ bofællerne, eller sammen hver for sig.

Vi har allerede spottet en række gode initiativer – skriv til os på mt@mitnorrebro.dk , hvis du kender til arrangementer og ideer, som vi bør tage med!

DET KAN DU LAVE DERHJEMME

Event 5. februar, tilmelding 1. februar:
Ølsmagning: Savner du at kunne mødes med andre på din lokale stambar/café eller at holde fredags fyraften med kollegerne, så er det her måske lige eventet, der kan holde dig flydende:

På fredag den 5. februar holder Nørrebro Bryghus og Mit Nørrebro (sagde hunden) live virtuel ølsmagning ’Nørrebro Style’ med anekdoter omkring ølbrygning og Nørrebro Bryghus’ historie og rolle i lokalsamfundet her på Nørrebro. For hver solgt billet går der 25 kr. til det lokale værested Grace Kbhs store arbejde for bydelens hjemløse.

Event 6.-7. februar
24-timers hule-challenge: Nørrebrospejderne afholder en gratis online spejderweekend for alle, der vil deltage fra deres eget hjem. I løbet af de 24 timer skal man bygge en hule og spise, lave opgaver og sove i den. Deltagerne får undervejs 8 udfordringer, som de skal løse og fotodokumentere. Du kan tilmelde dig på Nørrebrospejdernes hjemmeside.

Fastelavn: Selvom vi ikke kan samles til store fastelavnsfester, kan vi godt hygge om ungerne alligevel – og det hjælper flere af bydelens aktører til, at vi kan gøre, med gratis fastelavnsposer/fastelavnskit.

Mødrehjælpen Nørrebro og Nørrebro Bibliotek er gået sammen om kreative fastelavnsposer, så børnene kan lave deres egne fastelavnsris og boller derhjemme. Udlevering sker fra Nørrebrohallens indgang på Den Røde Plads fredag 12. feb. kl. 14-16.

Hos Sankt Johannes Kirke og Simeons Kirke kan du alle hverdage mellem kl. 9 og kl. 15 fra 12. til 19. februar afhente en gratis pose ’Kirke krea – to go’ . Posen indeholder forskelligt materiale til kreativ udfoldelse, opskrifter og idéer – og en lillebitte smule guf.

Også Anna Kirke tilbyder et gratis fastelavns-kreakit – her er det med DIY kongekrone, DIY fastelavnstønde, glimmer, tøndeslik, en lille bog, en ballon, en serpentin og et Anna-klistermærke. Posen kan hentes i kirken lørdag 13. februar kl. 10.00-12.00 .

Og så skal I selvfølgelig smovse i en masse fastelavnsboller – se vores anbefaling af lokale bager-boller for inspiration.

Kridtkunst i vinterferien: Med inspiration fra Bilfri Søndag inviterer de Bemandede Legepladsers kunstcykel og Osramhuset alle til at tegne med kridt i vinterferien. Der tegnes på fem forskellige spots på Nørrebro, hver spot med sit tema. Alle steder hænger der gratis poser med kridt, og der er tegnet en start på asfalten – så det er bare at gå i gang. Aht. corona skal du tage din pose med kridt med dig efter brug. 

De fem tegnespots er:
• Byoasen i Møllegade 25 c,
• Osramhuset i Valhalsgade 4,
• HTØ legepladsen på Hans Tavsensgade 40,
• Nørrebroparkens Legeplads på Stefansgade 38,
• Mimersparkens Legeplads, Borgmestervangen 51

Dans: Træt af at sidde læst foran computeren, men heller ikke en fan af gå-eller løbeture i isnende februar-gråvejrskulde? Danseskolen ElStudio i Blågårdsgade tilbyder en række online live hold for voksne, og fra første uge i februar sætter ElStudio Kids også gang i danserytmerne hos de små.

Yoga: Brorsons Kirke har rykket deres faste kirkeyoga online, og du kan deltage hver onsdag morgen kl. 8.30-9.30. Det er gratis, men du skal tilmelde dig på forhånd via dette link.

Gårdshow: Gå sammen med resten af bolig- andels- eller ejerforeningen og hyr et gårdshow hos en af de mange lokale kunstnere. Kender du ikke selv nogen, er der sikkert nogen fra din forening, der gør. Et bud kunne være altanunderholdning.dk, hvor du kan få fornøjelsen af at opleve formanden for Nørrebro Lokaludvalg, Mogens Petersen, i sit civile job som gøgler iført storternet jakkesæt og stylter.

Takeaway: Du er forhåbentligt allerede godt i gang – og har været det længe, men vi kan ikke ofte nok understrege vigtigheden af at støtte op om det lokale restaurantionsliv, hvis du gerne vil have, at dine favoritter også lever på den anden side af genåbningen.

Og ja, det betyder lidt protektionistisk også, at vi opfordrer til at vælge restauranter med postnummeret 2200, selvom du får din mad bragt – for helt ærligt: vil du ikke helst bidrage til, at vi beholder den labre italiener/thai/vietnameser/fortsæt selv lige rundt om hjørnet? Hvis de har en laber italiener/thai osv. ude på Amager, så sørger de forhåbentlig med deres lokalkendskab for at holde deres gode steder i live med rigelige bestillinger.

Redaktøren her har selvfølgelig sine egne helt ultralokale favoritter, men for ikke at give anbefalingerne en geografisk slagside mod mit eget kvarter opfordrer jeg i stedet til at læse andre nørrebroeres anbefalinger i vores Facebookgruppe Nørrebro nabo til nabo (det er en lukket gruppe, men jeg plejer at være lynhurtig til at godkende anmodninger).

Find fx inspiration i denne tråd fra 6. januar eller denne tråd fra 28. januar.

Vi har i øvrigt lige spottet denne meget lovende særmenu fra (#FuckDetNye) Café Stadion her i den kommende weekend – 5.-6. februar – skriv meget gerne til os med andre særlige menutiltag på mt@mitnorrebro.dk

Tant og fjas: Du ved jo godt, at du kan lave perleplader, regnbuer og hjemmebag sammen med ungerne, men I kan også gå pjatteplanken helt ud, klæde jer ud, skrive en sang og fremføre den på alt fra køkkenudstyr til tøjbamser. Husk at filme det hele og dele det på de sociale medier, så familie, venner og bekendte kan få sig et godt grin.

Det gjorde Martin Lakner Schmidt sammen med sine unger under forårets nedlukning – se videoen her som inspiration, eller skyd genvej ved at synge og danse med på deres sang – vi har skrevet teksten under videoen.

Coronaen kom, før vi ventede den – midt om natten
Så mig og mine børn vi er på den igen – midt om natten
Den kom pludselig til os nede fra alperne af
Vi mener da jo nok, at den burde pisse af
Åh ja… væk fra verden, væk fra verden
 
Det næste, der skete, tør jeg ikke tænke på – her i Danmark
En fyr, de kaldte Søren, kom jo ud af det blå – her i Danmark
Ramte os pludselig med et helvedes koncept
Det’ ikke vores skyld, mange havde ik’ respekt
Sagde dronningen – her i Danmark – her i Danmark

Vi lukkede os ind, da vi var midt i marts –  her i Danmark
De sagde “bli’ nu der”, men det gider vi jo ik’ – her i Danmark
Nu glæder vi os til, at verden vil bestå
Og hvis vi hjælper til, så skal det jo nok gå
Og hepper på politiet, så de kan passe på i dag – her i Danmark – her i Danmark – her i Danmark
 
Vi vil godt ta’ ansvar
Vi vil godt ta’ ansvar
Del, hvis du syn’s, at pyt er YT
 
Vi vil ta’ ansvar
Vi vil ta’ ansvar
Del, hvis du syn’s, at pyt er YT x 3

DET KAN DU LAVE UDE

Digitale gåruter: Nørrebro Bibliotek har lanceret/relanceret en række sjove gåruter, hvor du ved at downloade en (gratis) app fx kan quizze dig gennem forskellige forfattere på Assistens Kirkegård eller steder på Ydre Nørrebro, der er indgået i kendte danske romaner.

Børnene kan også prøve kræfter med en særlig Harry Potter Quiz eller et Naturløb med udgangspunkt fra Hans Tavsens Park.

Gå-selv-byvandringer: Du kan selvfølgelig vælge bare at gå en helt almindelig tur – men hvis du lige vil tage den et step up, så har vi her på Mit Nørrebro faktisk fået det lokale byvandringsfirma byvandring.nu til at lægge 4 særligt spændende ruter, hvor du ud over at kunne holde god afstand til andre gående kan lære en masse nyt om din bydel.

Kirkebesøg: Kirkerne må stadig holde åbent under hensyntagen til gældende restriktioner og hygiejneregler. Hvis du lige har brug for nogle minutters ro og eftertanke – og måske også lidt varme efter en frisk eftermiddagsgåtur – kan du smutte forbi Kingos Kirke, der har Åben Kirke alle hverdage kl. 15-17 eller Brorsons Kirke, der har det samme onsdag og fredag kl. 14-16.30. Der må max være 5 personer i kirken ad gangen, du skal holde 2 meters afstand til andre, og der skal bæres mundbind, når du går og står.

Samle skrald: Helt ufatteligt seje Maria Larsen, hvis fine, stilfærdige skralderevolution vi tidligere har skrevet om her på Mit Nørrebro, er begyndt at lave fælles skraldesamlingsevents, hvor hun sørger for ‘snappere’ – gribetænger til opsamling – og poser.

Sammen med skraldegrupperne SkraldeFest og Et Renere Fællesskab 2200N har hun også arrangeret en helt særlig Fastelavns-skraldetur søndag den 14. februar (som i øvrigt også er Valentinsdag).

Skraldefest har derudover planlagt fire Lockdown-skraldeture i løbet af februar – tirsdag i vinterferien, den 16. februar kl. 15-17 afholdes den første tur i Lundtoftegade, lørdag den 20. februar kl. 13-16 gælder det Borups Plads, onsdag den 24. kl. 15-17 går turen til og i Stefansgade, og lørdag den 27. kl. 13-16 er det Balders Plads’ tur til at blive ren og pæn.

Og ellers er det bare at følge med i de to ovenstående grupper for at se, hvornår der er nye ture.

Men du kan jo også bare starte for dig selv på de steder og tidspunkter, der passer dig bedst – det kræver kun viljen og en pose til skraldet – en gribetang eller såkaldt ’snapper’ kan købes online hos fx din lokale Matas.

Tage smukke billeder: Gå en eller flere ture med det ene formål virkelig at se Nørrebro – bygninger, parker, pladser, mennesker – og de særligt sigende eller stemningsskabende detaljer. Tag billeder og del de smukkest, så mange flere kan se, hvor smuk vores bydel også er. Du er meget velkommen til at tagge os på Instagram (mit_norrebro)– eller Facebook, hvis vi må dele dit Nørrebro-billede videre.

ARBEJDET, STUDIET OG UNGERNES SKOLE

Hvis du er studerende eller har et arbejde, hvor du er sendt hjem foran computeren derhjemme, har du jo prøvet det før.

Men netop fordi det nu har stået på i lang tid, og fordi vi denne gang er lukket ned i en mørk og kold vinterperiode, kan der være brug for at gentage de ting, som man ved virker:

• Hold fast i din sædvanlige døgnrytme – det gælder også, hvis du har hjemmeboende børn.

Tjek ind med din chef/undervise og/eller dine kolleger/medstuderende dagligt, så du ikke føler, du arbejder i et vakuum.

• Hold pauser. Udnyt endelig en af fordelene ved at være hjemsendt ved fx at gå eller løbe en tur midt på dagen, hvis solen skinner. Den sidste times arbejde kan du jo lægge sidst på eftermiddagen, hvor der p.t. alligevel er ragende mørkt (og du alligevel ikke skal ud at drikke fyraftensøl med nogen).

Her kan du læse mere om at bevare motivationen, når du arbejder hjemmefra:
5 gode råd: Sådan bevarer du motivationen, når du arbejder hjemmefra
6 gode råd til at skabe en effektiv hjemmearbejdsplads
7 gode råd til forældre: Sådan kan du motivere dit barn i hjemmeskolen

Kan du se det? Lyset for enden af tunnellen? Det kan nogle gange føles lidt langt væk, men så må vi hjælpe hinanden med at få øje på det! Kender du til nogle gode lokale initiativer, som du synes gør livet lidt sjovere, så skriv til mt@mitnorrebro.dk

Related Articles

X