MN logo rgb web 300x77
Kampen fortsætter: Modstandere af boldbane i ny protestaktion

Kampen fortsætter: Modstandere af boldbane i ny protestaktion

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 2 år gammel

En gruppe nørrebroere svarende til to fodboldhold mødtes mandag aften i protest mod de kommende boldbaner i Nørrebroparken. En udskydelse af projektet har nemlig givet mere tid til at markere modstanden mod at miste mere af bydelens grønne arealer.

Foto: Lars Vibild, larsvibild.dk

Der er koldt, mørkt og fugtigt denne novembereftermiddag i Nørrebroparken.

I dag sidder der ikke nogen på græsset og drikker rosévin – eller noget som helst andet, for den sags skyld.

Til gengæld står to mænd bøjet over et flere meter bredt banner med malerpensler i hænderne. De er ved at færdiggøre teksten ’Bevar N.B.P’ – bevar Nørrebroparken – som er centreret mellem to malede træer med neongrønne trækroner.

Banneret skal bruges til eventet af samme navn, som afholdes i protest mod anlægget af den kommende kunstgræsbane i parken, der tilbage i februar blev vedtaget af et stort flertal i Borgerrepræsentationen.

Læs også: Ny boldbane i lokal modvind: samler 1.200 underskrifter på tre dage

Dengang udløste det flere tusinde borger-underskrifter mod planerne i den ellers fredede park.

Alligevel gav Fredningsnævnet for København i juni tilladelse til at dispensere fra fredningen, så banen kunne blive anlagt.

Den beslutning har Danmarks Naturfredningsforening siden anket til Miljø- og Fødevareklagenævnet, hvor sagsbehandlingstiden er 6-24 måneder.

Modstanderne af den nye bane har altså op til to år mere til at ytre deres utilfredshed med det forhadte boldbur.

Drømmen om det grønne græs

Og det er netop det, dagens event går ud på – ifølge eventkoordinator Inas B. Hamza er det nemlig vigtigt at påpege, at der er tale om en event og ikke en demonstration:

“Vi holder jo selvfølgelig det her event, fordi vi ønsker at have træer, græs og grønne arealer. Og det ville ikke kunne være her, hvis der lå en fodboldbane her,” siger hun.

Tilhængerne af fodboldbanerne vil anlægge dem, for at den lokale fodboldklub Nørrebro United kan nedbringe deres lange ventelister.

Inas B. Hamza foreslår at løse dét problem ved at sige, at det kun er folk på Nørrebro der kan melde sig ind i klubben.

“En anden løsning ville være at bygge bedre idrætsfaciliteter, som også lægger op til et bedre foreningsliv – som faktisk også er det. som foreningen efterspørger,” mener Inas B. Hamza.

Fri fodbold for alle

Nogle af de fremmødte synes også, det er ligegyldigt med organiseret fodboldundervisning:

“For det første kan de børn, som ikke står i klub, jo bare spille bold her på græsset. Det jo lidt, som om børn kun kan spille fodbold, når det er organiseret, og de skal stå i rækker og spille mod nogle andre hold,” udtaler Gert Christiansen og fortsætter:

“Men man kan jo bare tage en bold og så spille noget fodbold her. Og når de så ikke spiller, kan andre ligge og tage sol eller læse en bog – hvilket man jo ikke kan, hvis der er en bane med kunstgræs og hegn.”

Gert Christiansen er overbevist om, at flere ville protestere, hvis der skulle anlægges tennis- eller golfbaner.

“Men når det er fodbold, og man siger, at der står tre hundrede børn på venteliste, bryder hele borgerrepræsentationen sammen og siger ’neej, hvor er det en god idé’. Men jeg syntes ikke, det er en god idé – børnene kan godt spille fodbold her på græsset, uden at det er organiseret,” mener han.

Den timelange event samler i alt ikke mere end ca. 25 mennesker, svarende til to fodboldhold – ikke helt nok til at danne den coronavenlige ring om træerne og plænen, som man på forhånd havde håbet på. Men det kan måske nås endnu. Nu er der jo tid nok.

Related Articles

X