By Nørrebro har ændret sig meget, siden Camilla van Deurs boede her som ung – men ifølge hende har vi ikke mistet nerven. Derimod kan nørrebroerne noget med at indtage vores byrum, så resten af København følger trop, og byer som New York lader sig inspirere.
Privat forbinder Camilla van Deurs Nørrebro med romantik og heftige byture.
Professionelt har hun gået med snuden så langt nede i Nørrebrogades fortove, at det har vakt genklang hele vejen til Broadway og Times Square i New York.
I begge tilfælde har bydelen spillet en særlig rolle for Københavns nye stadsarkitekt, der tiltræder sin stilling i dag. Vi har derfor aftalt at tage en lille bydelsvandring, imens hun peger på styrker og svagheder i det nørrebroske byrum.
Det viser sig dog hurtigt, at Camilla van Deurs har langt nemmere ved at få øje på bydelens styrker end på svaghederne.
“Jeg boede på Nørrebro, da jeg var ung – først sammen med en veninde, siden med min kæreste, som jeg i dag er gift med,” fortæller den 42-årige PhD og tidligere byrumsforsker, der indtil sit jobskifte var arkitekt og partner i firmaet Gehl Architects.
Der er godt nok folk, der taler om, at byen bliver for pæn og for gentrificeret – men jeg ved ikke, om de helt ærligt savner stofferne og rotterne i baggårdene?
“Det var her, jeg var ung, og vi gik i byen – rigtig meget i byen! – det var her, jeg blev forelsket, og det var lige her i Empire, vi gik i biografen,” gestikulerer hun på turen fra Sankt Hans Torv op gennem Guldbergsgade.
“Vi boede i Frejasgade, handlede i Onur Frugt nede på hjørnet og cyklede ned til Runddelen, når havde tømmermænd og skulle leje film i Blockbuster. Det er over 15 år siden, jeg flyttede,men for mig var det et romantisk sted,” husker hun.
Meget er sket på Nørrebro siden, men i Camilla van Deurs optik er det kun til det bedre.
“Elmegade, som er en af mine yndlingsgader i dag, så jo slet ikke sådan ud dengang. Der var så meget hashandel i Elmegade, og også herhenne i Møllegade. Der er godt nok folk, der taler om, at byen bliver for pæn og for gentrificeret – men jeg ved ikke, om de helt ærligt savner stofferne og rotterne i baggårdene? Og Nørrebro synes jeg aldrig har mistet sin nerve – det er stadig en levende bydel,” siger hun.
“I er gode til at indtage byrummene”
Som et typisk Nørrebro-karakteristika nævner Camilla van Deurs, at vi er en meget ung bydel. Og her mener den uddannede arkitekt ikke bygningsmæssigt, men beboermæssigt.
“Her bor jo rigtig mange i starten af tyverne – og efterhånden vælger de heldigvis at blive boende. Det betyder også, at man er nødt til at tænke børnene mere ind i byrummet, end man gjorde for 15 år siden, hvor her var lidt mere råt. Det er fx legepladsen på Guldberg Skole, der strækker sig ud i byrummet, et godt eksempel på,” påpeger hun.
“Herudover er Nørrebro jo præget af den etniske diversitet, som er en del af Nørrebros dna. Det syntes jeg var dejligt, da jeg boede her – jeg elskede fx at have grønthandleren, der al-tid havde åbent, og duften af mad fra alle mulige steder. Og heldigvis er der også kommet nogle projekter som Superkilen, der fejrer den farverigdom.”
Og så er der ifølge Camilla van Deurs en tredje, helt afgørende faktor for, hvordan vores fælles liv udspiller sig her i bydelen:
“Nørrebro har jo en tradition for de selvbestaltede byrum. Det er en del af karakteren her, at folk er aktive i deres by og indtager byrummene.”
Ældre nørrebroere vil måske tænke tilbage på fx Byggeren og Folkets Park, men den nye stadsarkitekt nævner også mere fredelige eksempler som den nutidige brug af Assistensen og Den Grønne Sti til både fælles uderum og projekter som urban farming.
Nørrebro har jo en tradition for de selvbestaltede byrum. Det er en del af karakteren her, at folk er aktive i deres by og indtager byrummene.
“På Nørrebro er der også plads til det unikt danske bænkliv: at se livet gå forbi og få en øl. Et af de mest fantastiske byrum er jo Dronning Louises Bro,” siger Camilla van Deurs om det efter hendes mening perfekte eksempel på, hvordan kommunen kan hjælpe borgernes egne byrumsinitiativer på vej:
“Det, der skete, var jo, at først begyndte de unge at hænge ud på broen, fordi den selvfølgelig er livsnerven, når man kommer inde fra byen og skal hjem til Nørrebro. Så stillede kommunen en række bænke op, og der står de helt perfekt – hvor man netop kan sidde i aftensolen og se, hvem der kommer forbi, kigge på pigerne og drikke en medbragt øl, fortæller Camilla van Deurs og fortsætter med stor begejstring:
“På sådan en sommerdag er der jo levende af mennesker, og den store succes for Dronning Louises Bro har fået byen til bagefter at gøre det samme på broen over Christianshavns kanal og den nye Alfred Nobels Bro i Sydhavnen. Så det byliv, beboerne her selv har skabt, har Nørrebro givet videre til andre steder i byen.”
“Et superdejligt stykke hverdagsliv”
Vi er nået til et sted i Guldbergsgade, hvor bebyggelsen skifter mellem de klassiske karréer og nyere, alment byggeri. Lidt længere fremme bryder den lille blomsterbutik Guldblomst facaden, og tre kvinder står foran på fortovet og får en snak.
Camilla van Deurs pointerer straks, at det netop er typen af bebyggelsen, der gør, at der er liv på gaden lige dér.
“Bare se de nye huse, hvor du har boliger nede i stuen og en lidt lukket facade – og så se lige derovre, i det gamle hus, hvor du har mulighed for butik, du har en port, og du har en fantastisk dejlig detalje rundt om døren. De små ting gør, at gaderummet her er levende – det er her, at naboerne står og snakker. Det er jo den indvirkning, arkitektur har på vores by, den kan formidle interaktion imellem mennesker. Og lige her er der et superdejligt stykke hverdagsliv, hvor man kender hinanden,” forklarer hun begejstret.
Vi beslutter at tage et billede af Camilla van Deurs på dette sted i gaden, og straks er vi også en del af snakken foran blomsterbutikken. Indehaveren fortæller en historie om engang, hun kom til at forveksle den tidligere stadsarkitekt med en helt anden, den unge kvinde spørger Camilla van Deurs, om de tager praktikanter inde på rådhuset.
Byrum indtaget.
“Og det er jo i virkeligheden det ansvar, man har, når man bygger. For det er de små detaljer, der kan skabe en venlig, en levende, en blød by – eller en hård by, hvor man ikke har mulighed for at møde hinanden. Og det er et af kritikpunkterne for noget af den byfornyelse, der er sket her på Nørrebro,” siger stadsarkitekten.
“Jeg var heller ikke glad for højhusprojektet”
Nu er vi kommet frem til Guldberg Skole – den tidligere Sjællandsgade Skole – hvis legeplads Camilla van Deurs tidligere fremhævede som et eksempel på, hvordan børnene tænkes ind i det nørrebroske byrum.
“Det er så fint, at man lader børnene og skolen være en del af byen. Der er jo ikke nogen hegn, børnene kan bare løbe ud på vejen – men det gør de ikke. Man opdrager dem til at være borgere i byen med alt, hvad det betyder, og det synes jeg er meget smukt,” siger hun og peger kort efter op på en tagterrasse.
“Det er jo også en kvalitet. I et tæt befolket område som Nørrebro er der netop brug for de dér grønne åndehuller som legepladsen og tagterrassen deroppe, og i en by som København skal man give andelsforeninger og andre i de tætte kvarterer en mulighed for at inddrage taget.”
I et tæt befolket område som Nørrebro er der netop brug for de dér grønne åndehuller som legepladsen og tagterrassen
Camilla van Deurs går videre til at tale om, at det ud fra et byplanmæssigt perspektiv er smart at lave såkaldt fortætning de steder, hvor vi i forvejen har investeret i veje, kloakker, metro og alle de andre ting, der er dyre at anlægge i en by.
“Og det giver hele tiden en forhandling om byrummet, om vejrummet, om tagfladen, og den er både interessant og nødvendig, hvis vi alle sammen skal være her. Men det er jo nok ikke på Nørrebro, den større yderligere fortætning kommer til at ske, det er jo nok andre steder,” siger hun – og inviterer jo nærmest dermed til at spørge, hvad hun syntes om det højhusprojekt på Nuuks Plads, som blev skrinlagt efter stor lokal modstand?“Jeg kan godt forstå nørrebroernes modstand og argumentet om, at andre bydele må holde for. Jeg var heller ikke selv glad for det specifikke projekt. Så jeg tror, det var godt, at man havde en dialog med borgerne om deres holdning til byggeriet,” lyder det næsten forbløffende ærligt fra den nyslåede stadsarkitekt.
“Jamen, grundlæggende synes jeg ikke nødvendigvis, man behøver at bygge højt i en by. Især ikke her. Da man så sagde: ’jamen vi bygger højt, til gengæld laver vi et byrum’, så syntes jeg ikke, det byrum var særlig nørrebrosk. Det var sådan noget med nogle pæne plantebede og nogle klippede hække, og for mig manglede det lidt af den nerve og robusthed, jeg forbinder med Nørrebro,” siger hun og gestikulerer ned mod enden af Sjællandsgade, hvor vi mødes af synet af den karakteristiske gule mur rundt om Assistens Kirkegård.
“Derudover ligger lige netop Nuuks Plads jo op ad både Assistensen og den Grønne Sti, som er to meget benyttede, skønne byrum. Så måske kunne man bare have lavet en helt stille og rolig karré af boligbebyggelser uden så meget palaver,” lyder det, mens vi drejer om hjørnet fra Sjællandsgade til Nørrebrogade, hvor Camilla van Deurs slår ud med armen:
“Og det er jo i virkeligheden det, jeg synes, der er så dejligt ved et kvarter som Nørrebro – at langt de fleste af husene er meget homogene og neutrale og dermed danner baggrund for det liv, der udspiller sig i byen. Det, der skal råbe højt i byen, er skolen og kulturhuset og kirken – det er ikke boligbyggeriet.”
Fra Nørrebrogade til New York (og retur)
Få skridt nede ad Nørrebrogade afbryder Camilla van Deurs sig selv midt i en sætning:
“Se! Her er noget, vi lige skal tale om!” siger hun og peger ned på fortovet, der er ført tværs over Fyensgade.
“Gehl, hvor jeg indtil nu har været partner, lavede strategierne for omdannelsen af Nørrebrogade tilbage i 2005, og en af detaljerne er netop, at alle fortovene langs Nørrebrogade er ført over indkørslen til sidegaderne. Det betyder, at bilerne må vente på fodgængerne, så børn fx kan gå til skole uden at skulle krydse veje. Og hele vejen ned er der også træer og bænke,” påpeger hun.
“Det er sådan nogle meget små detaljer i forhold til at få den ’bløde by’ med fokus på mennesker i byrummet, som kan gøre en stor kvalitetsforskel. I de store strategier ser det ikke så dramatisk ud, men det betyder reelt noget i hverdagen.”
Faktisk virkede denne type detaljer fra Nørrebrogade-planen så overbevisende, at bystyret i New York City via Gehl Architects nåede at implementere et par af dem på Broadway og Times Square – lukningen for biler på dele af gaden og den indledende påmaling af vejbanen, som her på Nørrebro blev gjort med røde prikker – før Borgerrepræsentationen overhovedet besluttede at gennemføre planen i 2008.
Med andre ord har Nørrebrogade altså sat sig spor på nogle af de mest centrale gader i New York.
“De overhalede så at sige Københavns Kommune indenom – men de første tanker var faktisk lavet lige her,” nikker Camilla van Deurs.
Selvom det lyder mere eksotisk at arbejde på Broadway end i et vintergråt København, der netop er blevet knock-outet af et statsligt anlægsloft, ser Camilla van Deurs frem til sit nye job. Og en af de første ting på hendes tjekliste er at tage rundt og tale med lokaludvalgene, blandt andet her på Nørrebro, for at høre, hvad vi er optaget af.
“Efter i de seneste 10-11 år at have rådgivet forskellige kommuner både i Danmark og ude i verden skal jeg nu arbejde med det lange træk. Det at lave byudvikling tager tid, og her kan jeg ikke bare sætte mig på et fly og tage hjem. Der bliver man holdt lidt mere ansvarlig, og den udfordring glæder jeg mig til,” siger hun, før hun tager afsked og hopper på 5C’eren.
Vi er vel på Nørrebro.
Stadsarkitektens rolle
I København har stadsarkitekten ikke nogen beslutningskompetence – den ligger hos politikerne. Men posten anses alligevel for central, da den københavnske stadsarkitekt ud over at rådgive kommunens politikere og forvaltninger om byudvikling, planlægning og arkitektur fungerer som talerør i den hjemlige debat og i internationale sammenhænge.
