MN logo rgb web 300x77
Kom med din idé! 30 journalister laver historier fra Nørrebro

Kom med din idé! 30 journalister laver historier fra Nørrebro

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Er der historier på Nørrebro, som du savner at få fortalt? Så får Mit Nørrebro på mandag forstærkning fra et hold journaliststuderende, som møder op forskellige steder i bydelen for at høre, hvad der optager os lokale.

Her på Mit Nørrebro sætter vi en ære i at skrive om det, som optager beboere, erhvervsdrivende og aktører i landets efter vores mening mest spændende bydel.

Men det er ikke nogen hemmelighed, at vi med vores begrænsede ressourcer altid ikke kan nå at lave alle de historier, vi gerne ville.

Derfor er vi superglade for i den kommende tid at få forstærkning fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

30 studerende under ledelse af journalist og underviser Helge Kvam kører i efteråret projektet ’Lyt til Nørrebro’, hvor de skal arbejde med brugerinddragelse i deres journalistik.

Det vil sige, at de laver journalistiske artikler, videoer eller andet sammen med beboerne. Det er altså nørrebroernes tanker, spørgsmål, ideer og bekymringer, der er med til at bestemme, hvilke historier, de journaliststuderende skal lave – og hvordan de skal laves.  

Projektet skydes i gang på mandag, hvor du kan møde de 30 journaliststuderende seks forskellige steder i bydelen.

Du kan kende dem på en medbragt planche med et kort over Nørrebro – sådan en, som deres underviser Helge Kvam viser på billedet herover.

De studerende vil rigtig gerne snakke med dig for at høre, hvad der optager dig – og dit input bliver brugt i det videre arbejde, som meget gerne skulle munde ud i en række rasende spændende og engagerende artikler her på Mit Nørrebro.

Du kan møde og snakke med de journaliststuderende mandag 31. august i tidsrummet 9-16 kl. i følgende gader:

• Jægersborggade 
• Guldbergsgade  
• Tagensvej (mellem Jagtvej og Rovsinggade)
• Blågårdsgade
• Nørrebrogade – her kan I finde et hold mellem søerne og Nørrebros Runddel, og et andet hold mellem Nørrebros Runddel og Nørrebro Station.

Skulle det ikke lykkes dig at finde nogen af ’Lyt til Nørrebro’-journalisterne på dagen, er du meget velkommen til at sende din(e) idé(er) til Mit Nørrebros redaktion på mt@mitnorrebro.dk– så sørger vi for, at de kommer videre.

Benyt dig endelig af denne mulighed for at få sat spot på nogle af de emner, der optager dig som beboer, erhvervsdrivende eller aktør på Nørrebro – så vi får en bedre indsigt i, hvad vi hver især går og tumler med, og så vi ikke overlader det til de nationale medier af definere, hvad Nørrebro er, kan og skal.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Related Articles

X