MN logo rgb web 300x77
Kom så, Nørrebro! Skal vi knække corona-kurven sammen?

Kom så, Nørrebro! Skal vi knække corona-kurven sammen?

BEMÆRK! Denne artikel er cirka 3 år gammel
Københavns Kommune har overskredet en kritisk grænse for spredningen af coronasmitte. Formanden for Nørrebro Lokaludvalg opfordrer til, at vi som byens tættest befolkede bydel giver den en ekstra skalle med håndspritten og behørig afstand.

Foto: Julie Vinding Thomsen

Vi er mange. Og vi er mange unge. Og det til sammen gør lige nu Nørrebro til et ufrivilligt corona-hotspot.

Københavns Kommune har de seneste dage passeret den kritiske grænse på 20 smittede per 100.000 indbyggere, der markerer grænsen mellem sundhedsmyndighedernes grønne og røde smittekategori.

Faktisk har kommunen lige nu 24,5 konstaterede smittede per 100.000 indbyggere – og smitten breder sig især blandt de unge. 

Hele 39 procent af de smittede i den sidste del af august var i aldersgruppen 20 til 29 år – en gruppe, der kun udgør 25 procent af det samlede indbyggertal.

Så det kræver ikke den store sundhedseksamen at regne ud, at når Nørrebro er landets tættest befolkede bydel, og næsten halvdelen af os er under 30 år –  ja, så skal vi passe ekstra meget på, at smitten ikke kommer ud af kontrol.

Derfor bad spurgte vi torsdag aften formanden for Nørrebro Lokaludvalg, Mogens ’Mugge’ Petersen, om han mon havde en kommentar til den aktuelle udvikling – noget, han gerne ville sige til og nørrebroere?

Det havde han, men da han var ved at hive en steg ud af ovnen, da Mit Nørrebro ringede til ham, aftalte vi, at han kunne sende sin kommentar til os.

Det blev til en lidt småpoetisk affære – men spørger du os, kan poesi såmænd også være bedre til at minde os om det, vi godt ved, end formaninger kan:

““Sommeren er forbi nu”, sang C.V Jørgensen i 1980, og det samme kan man sige i dag.

Vejret er dårligt, og det samme er smittetallet for København, så festen er måske også lidt forbi.

Nu er det igen tid til udvortes afspritning og behørig afstand. 

Smitten er lige nu mest udbredt blandt unge mellem 20 og 30 – hvilket også giver mening, da de er mere socialt aktive og netop igen er startet på deres uddannelser. 

På Nørrebro er vi med 30.000 personer i den aldersgruppe i risiko for en eventuel hurtig spredning i vores område. 

Derfor en opfordring til alle i bydelen om igen at huske at spritte af og holde afstand i butikkerne – og ellers bare bruge den indvendige!” 

Husk spritten!

Apropos sprit har vores lokaludvalgsformand på det seneste konstateret, at flere af de supermarkeder, han selv frekventerer her i bydelen, ikke har hverken handsker eller sprit stående tydeligt fremme.

Den opfattelse bekræftes af flere nørrebroere i Facebook-gruppen ’Nørrebro nabo til nabo’: at spritten måske nok forefindes i butikkerne, men at den ikke står tydeligt placeret ved indgangen til butikken – og/eller at kunderne i butikken ikke benytter sig af spritten, selvom den står tydeligt fremme.

Så herfra skal også lyde en opfordring: 

Erhvervsdrivende: stil spritten tydeligt frem ved indgangen til butikken som en reminder på, at vi stadig skal huske på håndhygiejnen.

Alle os andre: Lad os huske at spritte af, inden og efter vi handler, og når vi besøger bydelens mange gode restauranter og cafeer. Og så ryk måske lige en halv balle længere væk fra sidemanden på bænken eller i parken her det næste stykke tid.

Så gør vi vores til at knække coronakurven her på Nørrebro!

Det gør kommunen

Som en følge af den øgede smitte har Københavns Kommune besluttet at skrue op for kommunikationen til borgerne med fokus på afstand og håndvask. 

Derudover skal medarbejdere i sundheds- og ældresektoren med borgerkontakt nu testes for COVID-19 hver 14. dag. 

Ifølge kommunen anbefaler sundhedsmyndighederne, at der p.t. ikke iværksættes yderligere tiltag – ud over de forholdsregler og tiltag, der i forvejen er på skoler, i dagtilbud, plejehjem, fritidstilbud m.m.

Related Articles

X